Let me be forgiven but not forgotten

Adelaide Stevenson lever et f**king perfekt liv. Og hun hader det. Hendes mor styrer jo totalt ALT! Egentligt er Adelaide den stille og rolige pige, med en drøm om, at komme ud at rejse. En dag for hun nok. På trods af at hun kun er 14, hæver hun sine alle sine penge i forskellige valutaer og stikker af,med sin elskede guitar, for at opleve verdenen.

3Likes
5Kommentarer
3170Visninger
AA

10. Rejsende

Min synsvinkel Den dat var virkelig god. Jeg var totalt blottet overfor Justin, men på en god måde. ”Amor har virkeligt ramt dig for en gangs skyld. Og jeg som troede du ikke kunne rammes,” drillede Viola. ”Hvad mener du?” spurgte jeg. Viola havde sovet da jeg kom hjem, så jeg havde ikke fortalt noget. Hun viste forsiden på et sladderblad op. ”De paparazzis er virkeligt effektive,” piftede jeg, da jeg så Justin og jeg komme gående på gaden. Justin med armen om mig. ”Ja, det gik godt. Justin er overraskende sød og romantisk. Vi har altså indrømmet godt med hinanden, men jeg tror ikke det går,” indrømmede jeg. ”Hvorfor ikke?” spurgte hun. ”Justin har travlt og mig kender du. Jeg har min egen dagsorden. Så når Justin har fri er jeg et eller andet sted i verdenen hvor han ikke vil kunne finde mig,” sukkede jeg. ”Nu får vi se!” smilede Viola lumskt. Min iPhone bippede. #Hvornår tager du af sted i dag?# stod der. Det var fra Justin. #Kl. 2. Hvorfor?# skrev jeg. #Mød mig i Eiffeltårnet kl. 12 så. Vil bare sige farvel# svarede han. #Selvfølgelig# skrev jeg og kiggede på klokken. Jeg havde sovet længe så klokken var faktisk ved at være halvtolv og jeg var ikke klar til at møde andre end Viola, som jeg så ud nu, kun iført håndklæde og morgenkåbe. Jeg skyndte mig i et par sorte shorts og fandt en blå tre fjerdedel strik + et par blå converse. Jeg lod håret hænge løst og tog bare lidt mascara på. ”Har du noget imod at jeg smutter hurtigt?” spurgte jeg. ”Justin?” Jeg nikkede. ”Fint nok, så pakker lidt for dig, men regn ikke med at jeg pakker det hele. Det er jo kun dig der har styr på dit rod,” grinte hun. Jeg er udefra et kæmpe rodehoved, men jeg har altid styr på mit rod. Jeg kiggede endnu en gang på uret. Jeg havde ET minut. Jeg løb op til tårnet og betalte hurtigt for at komme op. Så løb jeg op ad trapperne til det første niveau, hvor der var et godt overblik over en del af byen men ikke så svimlende langt ned. Kiggede mig først omkring og fik øje på en der sad på en bænk med lilla hættetrøje på og hovedet vendt ud over byen. Man lagde ikke mærke til det hvis man ikke ledte efter noget lignende. Jeg satte mig stille hen ved siden af ham. ”Er det ikke det værste ved at være kendt, altså at man skal gå med hættetrøje, cap og solbriller for ikke at blive kendt med det samme?” spurgte jeg stille og kiggede over byen ligesom ham. ”Nej, det er egentligt ikke så slemt. Det værste er at man altid skal efterlade venner og familie eller en sød pige lige når man har det så godt sammen,” svarede han trist. ”Det kender jeg nogenlunde. Når jeg finder et sted med nogle søde mennesker, er jeg der 3 måneder, så bliver jeg rastløs og må ud og opleve noget. Det går snart ikke længere, for jeg skal også have gang i en karriere af en slags,” sukkede jeg. Han kiggede på mig, men jeg fortsatte med at kigge ud i luften. ”Du ved jo du kan blive hvad du vil. Du har jo både talent til skuespil og musik, hvis det er det du vil. Ved du hvad du vil bruge efteråret på?” spurgte han. ”Jeg regner med at blive i Italien til 1 september. Derefter er der sat en måned til side, hvor jeg skal blive overbevist om at jeg skal komme tilbage til mit gamle liv. Jeg regner ikke med at bruge hele måneden og med at blive overbevist. November, december vil jeg gerne til England. Paul har snakket noget om et skuespil. Men imellem aner jeg ikke hvad jeg skal,” udregnede jeg. ”Hvis du nu ikke har noget at lave, kunne du jo komme til Atlanta. Jeg er kommet til at love Scooter, at jeg skal få dig med i studiet på et tidspunkt, hvis vi fortsætter med at ses. Hvis ikke kunne vi måske ses i England. Jeg skal spille der i starten af december,” mumlede han usikkert. ”Kan jeg ikke ringe så snart jeg har styr på alt det andet? Jeg vil rigtigt gerne til Atlanta. Så kan vi se hvordan det hele ligger derfra. Hvis jeg ikke kommer til Atlanta må du love, at komme i London,” grinte jeg og kiggede for første gang på ham. Vi sad lidt og kiggede på hinanden. ”Har nogen fortalt dig at du har smukke øjne?” spurgte han efter lidt tid. ”Et par stykker,” rødmede jeg. Jeg så hurtigt hvad klokken var. Jeg troede kun der var gået 5 minutter, så jeg fik et chok, da jeg så at der faktisk var gået 35 minutter. ”Jeg må til at gå,” sagde jeg. Men stoppede da jeg så ind i Justins øjne. ”Lov mig du ringer,” sagde han og bed sig i læben. Vi rejste os op. ”Det lover jeg,” sagde jeg. Han slog armene om mig  og der stod vi nok lidt længere end når venner krammer. Jeg trak mig ud og var på vej til at gå, da han tog fat i mig igen. Hurtigt kom hans hoved nærmere og han kyssede mig hurtigt på munden. Jeg smilte til ham, men gik så igen.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...