Let me be forgiven but not forgotten

Adelaide Stevenson lever et f**king perfekt liv. Og hun hader det. Hendes mor styrer jo totalt ALT! Egentligt er Adelaide den stille og rolige pige, med en drøm om, at komme ud at rejse. En dag for hun nok. På trods af at hun kun er 14, hæver hun sine alle sine penge i forskellige valutaer og stikker af,med sin elskede guitar, for at opleve verdenen.

3Likes
5Kommentarer
3167Visninger
AA

7. Hjælpe

Jeg trådte ud i lufthavnens velkomsthal. Jeg havde fundet mine ting og skiftet til noget der passede bedre til varmen. Det var starten af maj og allerede godt varmt i Italien. Jeg kiggede mig rundt. De fleste hastede bare videre, men midt i det hele stod en enlig mor med en teenagepige og 3 små børn og så helt lost ud. De smås far måtte lige have forladt dem og moren havde besluttet sig for at forkæle familien med en tur til Italien før det blev højsæson. De havde været med mit fly, så de måtte være danske. Jeg satte mine store solbriller op i håret. ”Er i lost?” spurgte jeg. ”Nej… Ja,” sagde moren, efter et indrøm-det-nu-blik fra teenagepigen. De havde tydeligvis ikke rejst i årevis på grund af de små. ”Hvor skal i hen? Jeg kan måske hjælp,” sagde jeg venligt. Moren og pigen gav mig et elevatorblik. Jeg lignede nok ikke en der hjalp folk sådan lige, med min oprullede skovmandskjorte, converse og cowboyshorts, som tydeligvis var lavet af gamle jeans og så kæmpe solbriller i panden. Det var pigen der svarede. ”Fedt tøj!” svarede hun. Hun var sådan cirka 2 år yngre end mig gætter jeg på. ”Tak, men hvor skal i hen?” gentog jeg smilende. ”Vi skal til Gardasøen, men jeg ved ikke hvordan vi kommer derhen,” svarede moren nervøst. ”Hvor hen til Gardasøen? Hvor skal i bo altså?” spurgte jeg. ”I en eller anden by der starter med P,” sagde hun stadig nervøst. ”Peschia del Garda?” spurgte jeg. ”Ja det. Ved du hvordan man kommer dertil?” svarede hun. Jeg rynkede på panden og smilede endnu større. ”Så skal i have en billet til Verona og derfra til Peschia. Det er faktisk præcist der jeg skal hen, så jeg kan hjælpe jer på vej. I skal nok få en god ferie,” smilte jeg. ”Vil du vikeligt!” udbrød moren lettet. ”Jeg hedder Adelaide. Kom så! Vi skal have de billetter inden toger kører! Hvor skal i bo? Peschia Grande Hotel? Garda Hotel?” spurgte jeg entusiastisk. Jeg glædede mig over at jeg for en gang skyld kunne hjælpe. ”Rosas,” svarede moren og de fulgte mig. ”Giv mig nogle euro, så køber jeg til jer,” sagde jeg og fik gjort det hele en del nemmere ved at købe dem på hurtigt italiensk. På vej tilbage stødte jeg ind i en franskmand. Jeg sagde automatisk: ”Désolé.” ”Hvor gammel er du? Og hvor mange sprog taler du lige?” spurgte moren. ”16. Dansk, engelsk, fransk, italiensk og lidt spansk. Hvor var det i skulle bo?” svarede jeg. ”Kun 16! Vi skulle bo på Rosas,” sagde moren. ”Virkeligt!” udbrød jeg og førte dem med ned til banegården. ”Hvorfor?” spurgte teenagedatteren. ”Der er jeg også på vej hen,” grinte jeg. Vi steg på toget. ”Skal du på ferie det alene? Det ville mor aldrig give mig lov til,” sagde hun overrasket og vi kiggede over mod moren som sad med den yngste på skødet og prøvede at få de andre to til at sætte sig ned. ”Åh! Min mor er ligeglad. Eller det vil sige hun ville få et flip, hvis hun vidste hvor jeg var. Desuden kan man ikke rigtigt kalde det en ferie. Jeg skal arbejde. Åh hvor jeg glæder mig til at se Mama Rosa og Viola igen!” grinte jeg. ”Uddyb,” bad hun. Jeg gjorde som hun sagde. Hun fik hele smøren og da jeg var færdig kiggede hun bare fascineret på mig. Ignorerede det og kiggede bare ud af vinduet med min elskede iPhone i ørene. Sådan sad jeg resten af den ret lange tur. Fra Verona tog vi bussen til Peschia. ”Viola!” råbte jeg da jeg kom ind. ”Navn og efternavn,” tilføjede jeg henvendt til familien. Der stod også andre og ventede på at blive tjekket ind. ”Nanna Hansen,” svarede moren lidt utilpas. Det føltes nok lidt mærkeligt bare at brase ind på et hotel, med en der straks skreg op. Jeg slog dem op og fandt nøglerne. ”Addie!” hvinede Viola, da hun kom ned fra sit/vores værelse. ”Viola! Det overrasker mig du ikke har travlt med at tjekke ind,” grinte jeg. Hun kiggede rundt. ”Åh gud! Det må du undskylde Ad,” grinte hun.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...