Let me be forgiven but not forgotten

Adelaide Stevenson lever et f**king perfekt liv. Og hun hader det. Hendes mor styrer jo totalt ALT! Egentligt er Adelaide den stille og rolige pige, med en drøm om, at komme ud at rejse. En dag for hun nok. På trods af at hun kun er 14, hæver hun sine alle sine penge i forskellige valutaer og stikker af,med sin elskede guitar, for at opleve verdenen.

3Likes
5Kommentarer
3177Visninger
AA

11. Addio FOREVIGT

Jeg stod op ad radiatoren og kiggede ud på den grå himmel. Jeg var i skole eller retter sagt på gymnasiet. Jeg havde nu gået her i en uge og jeg kunne ikke holde det ud. Stemningen i klassen var sløv og det fik mit ellers høje energi niveau til at falde. Det var en af landets mest prestigefyldte gymnasier, men jeg kunne ikke se hvad der var så fantastisk. I frikvartererne var jeg usynlig og blev ignoreret af alle, på trods af at jeg burde være ny og spændende. Jeg var fuldkommen alene her. En dreng løb ind i mig, men fortsatte uden at sige undskyld eller bare skænke mig et blik. Der fik jeg nok. Det her var ikke mit liv mere. Jeg kunne måske klare det en gang, men nu var det virkeligt ikke noget jeg kunne. Jeg fandt min iPhone frem og ringede Justin op. Klokken ville være 8 derovre, så det var ok. ”Hej Justin. Undskyld hvis jeg vækker dig, men jeg ville lige være sikker på jeg kunne komme,” sagde jeg da han tog den. ”Rose! Hvordan går det?” lød hans stemme glad men træt. Jeg blev helt glad af at høre hans stemme. Jeg maste mig ind i klassen og begyndte at pakke mine ting. Jeg havde godt nok først fri om en time, men jeg var ligeglad. ”Elendigt. Jeg har det virkeligt elendigt,” erklærede jeg. ”Så kommer du bare. Hvornår?” spurgte han klart glad. ”Passer i dag? Jeg skal i hvert fald ud af landet før mine forældre kan nå at spore mig,” konstaterede jeg. ”I dag passer faktisk fantastisk. Jeg har fri, så jeg kan hente dig i lufthavnen, på en eller anden måde,” sagde han. ”Tak Justin!” udbrød jeg nok lidt for højt. For første gang i en uge vakte jeg opmærksomhed. ”Hvem snakker du med?” spurgte en pige jeg vidste var ramt af Bieber fever. ”Tror du jeg snakker med Justin Bieber?” grinte jeg. ”Man ved jo aldrig,” sagde hun. ”Nej det gør man ikke,” grinte jeg stadig. ”Hvem snakker du med?” spurgte Justin fra den anden ende. ”Aner det ikke. Ved ikke andet end at hun er belieber. Hårdt ramt af dig,” grinte jeg til ham. ”Seriøst?! Er det min kommende mand du snakker med?” skreg hende pigen, gudskelov på dansk. Jeg troede ikke hun lyttede mere. ”Okay, hvor mange tilfælde af beliebers har du mødt?” lød det nervøst fra Justin. ”Øhm… Kun den svageste af slagsen. Men hende her er vist hårdt ramt. Hun påstår du er hendes kommende mand,” smilte jeg, indtil jeg kom i tanke om han ikke kunne se det. ”Nu har du også mødt den stærke. Er hun sikker på at det er mig du snakker med?” Jeg kunne høre han grinte. ”Jeg spørger lige. Tror du det er Justin Bieber jeg har i telefonen?” spurgte jeg. ”Jeg ville ikke rigtigt tro det vis du hvis jeg ikke havde hørt dig snakke som var det til ham, men det gør du så det kunne være ham,” regnede belieberen ud. ”Hun er ikke sikker og jeg smutter altså nu. Gider ikke det her sted mere,” sagde jeg. ”Må jeg ikke lige gøre en fan glad?” forsøgte han. ”Er det nu du ville give mig det charmerende smil og kigge mig dybt i øjnene?” gættede jeg. ”Det er altid svært ikke at kigge dig dybt i øjnene. Når man først kigger synker man. Må jeg ikke nok?” bad han. ”Okay, men så kun for at jeg kan få en dramatisk escape(kan ikke huske det danske ord),” grinte jeg. ”Nu udnytter du mig!” drillede han. ”Ja, det gør jeg. Og du er på medhør fra nu af,” informerede jeg og smed min telefon for at putte mit penalhus og de sidste bøger i tasken. ”Rose! Er du der?” drillede Justin. Jeg vidste han godt vidste jeg stadig var der. ”Nej, men det tror jeg straks andre er, Justin,” grinte jeg. ”Oh my Bieber! Oh my Bieber!” skreg belieberen. ”JA! Endelig nogen der forstår at jeg er gud!” grinte han. ”Åh gud Justin! Din egotripper!” udbrød jeg. ”Tak! Jeg ved jeg er fantastisk,” grinte han. ”Hey du belieber! Justin Bieber her!” ”Vil du ikke godt synge?” spurgte belieberen. ”Må jeg?” spurgte han. ”Fint nok!” sukkede jeg. ”Så skal du synge med!” konstaterede han. Jeg rev min mobil til mig og Justin begyndte at synge i den anden ende. How to love, åbenbart. Jeg himlede men sang med, mens jeg svang min taske om ryggen og folk begyndte at samle sig om mig. Til sidst var der så mange at jeg stoppede og sagde: ”Vi snakkes Justin!” hvorefter jeg straks løb. Jeg tog S-toget hjem og tog Paramore i ørende. Jeg fandt alt mit rigtige tøj og smed ned i min sædvanlige rejsetaske + alt det andet jeg skal have. Med rigtige mener jeg det tøj jeg selv har valgt. Mor er lige så kontrollerende som altid og insistere på alt. Jeg svang guitaren over skulderen og hankede op i tasken. Jeg fandt en sticker som jeg satte på hoveddøren. ”Addio fra Addie FOREVER!” og tog toget ud til lufthavnen.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...