Tempelforbandelsen

Amy lever et helt normalt liv, et ganske kedeligt liv faktisk. Jason, hendes bedste ven er altid klar på at hjælpe hende og lede hende i den rigtige retning. Amys liv tager en stor drejning den dag hun rejser til Cambodja for at opfylde sin drøm om at se et ægte tempel helt tæt på. Denne rejse bringer mystiske og uforståelige ting frem i lyset, en fremmed dreng viser sig i hendes drømme, og et mystisk opkald fra Jason forvirrer Amy yderligere, hvorfor er hun den eneste der kan se at der er noget galt?

3Likes
15Kommentarer
1732Visninger
AA

6. Lyset vender tilbage

 

Qrejus P.o.V

Jeg åbnede mine øjne, endelig efter alle de år gemt væk i en kiste, hvilket årstal havde vi? 2011? Så havde jeg lagt i denne kiste i lige knap 680 år, sikke et helvede. Mine øjne fangede hurtigt Amys, inden hun kravlede baglæns væk fra mig, jeg vidste bare hun ville finde mig de sidste 16 år har jeg kun ventet på den dag hvor hun ville befri mig fra mørket, det mørke Rithisak havde begravet mig i tilbage i 1300-tallet. 40 gange var min sjæl blevet genfødt siden dengang, en gang hvert 17. år, med det ene formål at finde hende der kunne redde mig fra det denne forbandelse ingen andre end Rithisak var skyld i.  Fra den første dag jeg mødte Amy i dagplejen vidste jeg at det var hende, selv dengang var hun speciel, i mine liv havde jeg mødt helt ufatteligt mange mennesker, men ikke én af dem var som Amy.

Tilbage i starten af 1300 tallet, nærmere bestemt 1317 da jeg var 6 år gammel i mit første liv begyndte det at gå ned af bakke for mig og min mor, jeg havde aldrig kendt min far og Rithisak havde fundet ud af at jeg ikke var 100 procent cambodjaner hvilket var en skandale. Jeg kunne ikke længere accepteres i byen, og det kunne min mor jo heller ikke, det var hendes skyld, men mig der kom til at stå til regnskab. Jeg var i Rithisaks øjne uren, jeg blev sat lavere end dem i rangordenen, så ingen sagde noget til at Rithisak forbandede mig, ingen ud over min mor og for det måtte hun bøde med sit liv. Jeg var nu alene, Rithisak havde brændt forbandelsen ind i min overkrop, smerten vil jeg aldrig glemme, heller ikke de blikke folk sendte mig, de hadede mig pga Rithisak, de nød min smerte. Selv efter alle disse år gjorde det stadig ondt at tænke på.
Jeg glædede mig til at kunne få et ordentligt liv, i det mindste have en chance for at blive gammel. Jeg var træt af de evige genfødsler, træt af at vide hvornår jeg skulle dø næste gang, træt af at holde lav profil og ikke kunne bruge de ting jeg ved. Men i løbet af årene lærte jeg at spille skuespil, det har hjulpet mig meget at kunne spille dum selvom jeg godt var klar over hvad folk snakkede om. I løbet af mine omkring 40 liv har jeg boet lige så mange forskellige steder i verden og jeg kan ca. lige så mange sprog flydende. Der er faktisk meget få sprog jeg ikke kan snakke flydende, der er generelt alt for meget jeg ved. Jeg ved meget om verdens historie da jeg selv har stået i midten af mange af disse ting. Blandt andet derfor har mine skoleår været lette, jeg kunne jo meget i forvejen, og jeg lærte absolut ikke mindre. Jeg har tit fået at vide, især i mine historie-fremlæggelser at jeg fortalte meget levende og vidste meget om mine emner og jeg scorede for det meste topkarakterer i alle mine fag, mange så mig nok som en nørd, men de venner jeg har haft igennem tiden har været glad for at jeg ville hjælpe dem med ting de ikke forstod, dette gælder også Amy. Jeg glæder mig lidt til at fortælle hende hele historien, selvom den nok vil blive en del kortere end den i er i gang med at få nu.
Jeg satte mig langsomt op, selvom det ikke var lyst skar det alligevel i øjnene og min krop virkede tung. Det undrede mig egentlig ikke, jeg er overrasket hvor god stand min krop er i efter 680 år i en kiste, men det var også en del af forbandelsen, den var stadig ikke helt brudt. Jeg måtte dog indrømme at jeg ikke vidste hvordan jeg skulle hæve forbandelsen helt. Rithisak fortalte mig det aldrig, han fortalte det vel ikke engang til nogen. Amy havde ikke sagt så meget, jeg tror ikke hun var klar over hvad der foregik, overhovedet. Jeg vendte hovedet og så hen imod Amy, den røde lommelygte oplyste Amy og kastede hendes skygge op imod den halvsammenstyrtede væg.
”Am, du skal ikke være forskrækket.. Det er bare mig..” Hun blinkede et par gange før hun langsomt kravlede over imod mig og så på mig med store øjne
”J-Jason?”
Et lille smil bredte sig på mine læber og jeg nikkede langsomt. Jeg kunne ikke beskrive glæden jeg følte lige nu, det at vågne op i sin egen krop med Amy ved min side, det var som en gammel drøm jeg aldrig havde troet ville gå i opfyldelse, og nu var det endelig lykkedes. Min krops muskler var stive efter at have lagt ubrugt så længe, hvordan kunne de ikke være det?
Jeg rejste mig langsomt op og Amy, lagde en arm om mig da jeg var ved at miste balancen.
”Am, er dine forældre her også? Og kan de overhovedet huske mig..?”
Amy nikkede og rystede så på hovedet ”Jeg var ved at være mega bekymret for det hele, dit telefonnummer var væk, mine forældre kunne ikke huske dig, det var som om at du aldrig nogensinde havde været her.”
Jeg nikkede og så på hende ”Sådan er det hver gang min eksistens har været genstartet, jeg har fået en masse minder, og kun den person der har været tættest på mig har kunnet huske mig. Jeg har været slettet fra alle andres hukommelse..”
Amy virkede som om at hun befandt sig midt i et eventyr, hvordan kunne noget som det her overhovedet lade sig gøre, det virkede jo totalt ulogisk. Selv i mine ører lød det totalt ulogisk, men ikke desto mindre så var det den 680 år gamle sandhed. Imens vi havde snakket var vi kommet ud under åben himmel, jeg kunne endelig se mit fødested igen, det at det lå i ruiner havde egentlig ikke undret mig så meget, men minderne om storhedstiden og de gamle bygninger var ikke forsvundet fra min hukommelse. Mit blik faldt hurtigt på det store revnede stenbord, jeg kendte det stenbord alt for godt. Jeg gik hen til den og lagde min hånd på stenbordet.
”Det var her det hele startede..”
Amy gik efter mig og så på det store stenbord foran os.
”Hvad startede..?” spurgte hun nysgerrigt imens hun så på mig med sine smukke øjne.
”Min forbandelse, som skulle gøre at hver evig eneste gang på en bestemt dato med ca. 17 års mellemrum skulle genfødes og starte min jagt på dig igen. Den pige hvis kærlighed skulle bryde forbandelsen der er blevet mig pålagt.”
Amy så undrende på mig
”Min kærlighed? Hold nu op med at lave sjov Jason, du er min bedste ven..”
Det var Amys undskyldning og havde altid været hendes undskyldning. Selvom jeg udmærket godt vidste at hvis ikke hun holdt af mig som mere end en ven så ville hun ikke kunne have åbnet kisten.
”Jeg elsker dig Amy.. Det har jeg gjort lige siden jeg mødte dig første gang..” 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...