Tryghed

OBS: Vidste ikke helt, hvad for en kategori jeg skulle sætte den ind under.

Dette er et niendeklasses afgangsprøvesæt og kravende var, at det skulle være en novelle, den skulle skrives i datid og i 3. person, den foregår en sensommeraften (skumring), og at den fortællet om en hændelse, der medfører, at en eller flere af beboerne beslutter sig for at flytte.

Vidste ikke helt, hvad overskriften skulle være, da overskriften på opgaven er "skumring", og man selv må bestemme, om det skal være det eller en anden.

Historien foregår i starten af 1900-tallet, og på billedet.

Novellen er ikke rettet igennem, men bliver det nok snart.
Sig hvad i mener og kom med konstruktiv kritik. ;)

3Likes
6Kommentarer
1694Visninger
AA

2. Walther

Næste dag, samme tidspunkt, samme sted, stod Sølle og Bamse der igen. Hele dagen havde de diskuteret, hvad de skulle gøre, og efter Sølles gode argumenter for, at de skulle glemme det, havde Bamse alligevel fået sin vilje. – Som altid. I aften var hr. Olavsen ikke ude på vejen, han var dog heller ikke at se indenfor, for gardinerne var endnu engang trukket for. Kom nu. Sølle nikkede beslutsomt til Bamse, og løb lydløst over vejen, hen til nr. 3. Han skulle lige til at banke på døren (for det var jo det man normalt gjorde?), da han blev afbrudt af Bamse. Stop. De må ikke se dig. Uden spørgsmål løb Sølle over til et vindue, og prøvede, på trods af sin højde, at kigge ind. Men lige da han skulle til at finde noget at stå på, blev vinduet åbnet, og han maste sig så meget op ad muren, at han til sidst troede, at han ville falde igennem. Personen der havde åbnet vinduet fandt lydløst en cigar frem, og røg med lydløse og lette suk. Er det ikke fru Olavsen? Jeg troede ikke, at den fine dame røg. Sølle kiggede op og så, at det faktisk var fru Olavsen. Én kalden indefra huset var nok til at få hende til at slukke cigaren, og smide den ud af vinduet, så Sølle blev nødt til at flytte sig, for ikke at få den i hovedet. Stemmerne inde fra huset blev højere, og Sølle gik ud fra, at de stod forholdsvist tæt på vinduet. Til sidst var de så høje, at han snart kunne han følge med i samtalen: ”Jamen Walther er jo flere år gammel. Hvordan skulle han kunne huske ham?” ”Eva, så hør dog på mig, kvindemenneske! Den hund nærmest overfaldt drengen!” ”Jeg hører dig George.. Jeg kan bare ikke tro det.” En lille pause. ”Hvad så, hvad skal vi gøre ved det? Du har da vel ikke tænkt dig at fortælle drengen, at hans mor og far stadig er i live?” ”Nej.. Nej, selvfølgelig ikke, hvad tænker du om mig Eva?” ”Undskyld George, det var ikke for at gøre dig vred.” Uden at tænke over det, sprang Sølle af sted på sine to små ben, og susede over gaden, og fandt en lille græsplet imellem to huse, hvor han landede med trætte ben. Han prøvede at få rede på alle de informationer han pludselig havde fået, samtidig med, at hans puls var høj, og han trak vejret i små stød. Fra nr. 3 kunne han høre familien Olavsen komme ud af huset, og snakke dæmpet sammen. De havde tydeligvis hørt ham, da hans pludselige flygten ikke ligefrem var gået stille for sig. Han skammede sig over, at han ikke havde været mere stille, men bebrejdede samtidig lidt Bamse, da Bamse altid plejede at fortælle ham, hvad han skulle og ikke skulle gøre. Bamse! Hvor var bamse?! Sølle sprang op fra jorden, og kiggede sig febrilsk om. Han havde glemt Bamse under vinduet! Igen uden at tænke sig om, spænede han mod den vej han lige var kommet, og hen til vinduet igen. Blodet susede i kroppen på ham da han så, at Bamse var væk. De måtte have taget ham! 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...