The American Nightmare

Tilbage i 1990'erne, var det amerikanske reality program "The American Nightmare", det mest sete tv-program i USA. Lige indtil en ulykke indtraf, og den berømte vært, Kyle Geller, fik traumer for livet. I denne novelle følger vi Kyle Geller i hans psykolog terapi, hvor vi alle får et indblik af hvordan han oplevede sit helt eget mareridt, hvor en blot 9-årig pige blev slået ihjel ved en ulykke.

31Likes
24Kommentarer
2526Visninger
AA

6. Del 5

Efter længere tids prøven og overtalelse, opgav hun at finde ud af hvem Emmely var. Det var umuligt at få et svar. For Kyle snakkede hele tiden uden om, og hver gang han bare var i nærheden af at nævne sandheden, brød han på ny helt sammen.

Som hun sad og kiggede sin kalender igennem for nye tider, hændte dagens overraskelse hende. For noget, hun aldrig havde troet hun ville høre Kyle sige, flød ud over hans læber: ”Jeg kan ikke fortælle dig hvem Emmely er. Men jeg kan vise dig det.” Den måde han sagde det på, fik det hele til at lyde så hemmelighedsfuldt. Så klassisk, men på samme tid også så fremmed.

”Jamen, okay,” sagde hun roligt, og lukkede lige så langsomt sin kalender i igen. ”Er det noget du tror, vil gavne dig selv?” Hun rejste sig op og begyndte at iføre sig sit overtøj. Selvom hun havde en aftale med en anden patient umiddelbart efter, så mente hun at det måtte aflyses og flyttes til en anden dag.  Hun var millimeter fra målet. Hun kunne ikke bare bakke ud nu. Ikke efter hun var nået så langt. For tænk nu hvis han ikke var lige så villig næste gang de sås?

”Jeg har ikke besøgt det sted, siden hun blev bisat,” svarede han stille, og klemte et lille smil ud over sine sprukne læber. Han iførte sig ligeledes sit overtøj og bandt halstørklædet stramt om halsen, hvorefter de side om side bevægede sig ud på parkeringspladsen og satte sig ind i Kyles gamle bil.

Kyles psykolog forstod ikke, hvorfor han ville vise hende Veronicas gravsted. For det var jo det han havde sagt, han ville. Men samtidig havde han hentydet til at han ville vise hende hvem Emmely var, eftersom han ikke kunne fortælle det. Det hele var forvirrende. Især fordi, at Veronica og Emmely blev forvekslet med hinanden i psykologens tanker.

Der var stille mellem de to voksne mennesker, under køreturen. Det eneste der holdte dem fra fuldstændig tavshed, var den typiske 90’er musik, som buldrede ud af radioen.

Efter små tyve minutter i den lille og indelukkede bil, parkerede Kyle på en stor parkeringsplads foran en dobbelt så stor kirke, som var den kirke der betød mest for ham. Han var blevet døbt der, sidenhen konfirmeret og viet, for senere at hans børn også blev døbt der. Og så var der jo også det med den begravelse. Alt i alt, så var det en kirke med rigtig stor betydning for ham. Han kom der gerne hver søndag morgen til gudstjeneste, hvis ikke også til hverdagsgudstjenester.

”Jeg har brug for din hjælp til det her, Christie,” bad Kyle langsomt, da de gik på den grusbelagte sti med hundredvis af gravstene omkring dem. ”Jeg kan ikke leve som jeg gør nu. Kig på mig.” Han rystede opgivende på hovedet og svang en hånd mod sig selv. Han mente selv, at han snart ville ramme bunden. Det var der dog delte meninger om. Han havde langt fra ramt bunden, det beviste dette. At tage sin psykolog med på kirkegården for at bevise overfor hende hvad han kæmpede med, netop dét beviste at han ikke havde ramt bunden, for han havde endnu ikke opgivet.

”Jeg kan kun hjælpe dig, hvis du er villig til at blive hjulpet. Det må du forstå, Kyle,” sagde hun med et smil spillende i mundvigene, tilfreds over hendes eget gennemførte arbejde og stolt over hendes klient, som endelig var begyndt at åbne sig for hende.

Han nikkede kort på hovedet.

De gik i stilhed i små fem minutter, hvorefter de standsede op foran en smuk, dekoreret gravsten med diverse bamser og blomster omkring.

”Hvad er dette?” ville hun vide.

”Dette, er Emmely.”

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...