JDB - When you lose someone you love<3

24 dage tilbage...Det er den hårde bedsked Emily har fået....Hvordan ville hun klare det? Eller ved hun overhovedet klare det? Men mon en person kan ændre det hele?

14Likes
68Kommentarer
5880Visninger
AA

14. 11. December.

Jeg åbnede stille mine øjne. Caitlin sad i en stol og snakkede med Chris. Han var blevet rask! "Godmorgen." Sagde jeg hæst. "Godmorgen søde, hvordan har du det?" Spurgte Cailtin, jeg så hurtigt over mod Justin, han havde også åbnet øjne. Men han sagde ikke noget. hans arm lå om mig, ligesom da jeg faldt i søvn. Der var lidt klemt i sengen men det gjorde ikke noget. "Bedre." Smilede jeg ærligt, og så over mod Caitlin igen. Hun smilede tilbage. Jeg rejste mig fra sengen, og gik ud på det lille badeværelse, for at tage et bad og skifte tøj. Da jeg kom ud fra badeværelset, var Madison også kommet. Det var søndag, så hun kunne godt komme, uden at tænke på skolen. "Hey søs!" Sagde jeg glad, og gik hen og satte mig i sengen sammen med Justin. Hun smilede til mig. "Hej!" "Hvor er mor og far?" Spurgte jeg, og så efter dem. "De skulle på arbejde." Sagde hun og lød en lille smule trist, men det forsvandt hurtigt da hun smilte igen. Jeg nikkede bare som svar. Madison og Chris faldt i snak, jeg snakkede med Caitlin og Justin, om løst og fast. Der kom en læge ind med min morgenmad. Men jeg var ikke slulten. Så jeg smed det ud i den lille skraldespand, da hun var gået. Justin blev altid så irriteret på mig fordi, jeg ikke ville spise. Han ville have mig til at spise. Det var sikkert også fordi han havde dårlig samvittighed. Selvom jeg jo havde tilgivet ham! Jeg han Kommentarede det dog ikke i dag. Madison vente sig mod mig. "Ehm... Emily..." Hun bed sig nervøst i læben. "Ja?" Spurgte jeg. Og så også over mod hende. "Vores forældre... De har set et blad hvor Justin siger... At i er sammen." Mumlede hun. Jeg snak en klump. "Hvad sagde de?" Spurgte jeg, og prøvede at lyde rolig. Hun smilede lidt, som om det var sjovt?! "De syntes han var sød!" Smilede jeg. Jeg kunne mærke Justin også smilte, selvom jeg ikke så på ham. Jeg var lettet. Så behøvede jeg heller ikke fortælle det, på min egen klodset måde. Madison virkede også selv som om, hun syntes vi var søde. Jeg syntes ikke selv, vi vr så meget mere anderledes end andre nyforelskede? Hun vendte sig mod Chris. De blev sikkert gode venner. De var jo også i samme alder. De så også ud til at have det sjov sammen. de grinte og snakkde lykkeligt med hinanden. Måske kunne de endda blive mere en venner? Jeg smilte lidt ved tanken, de passede endelig meget godt sammen. Men det var ikke til at sige om Madison var forelsket i en anden. Jeg så over mod Caitlin og Justin igen.De snakkede om et eller andet ligegyldigt. Jeg hørte ikke rigtig efter, det var kun som en svag summen i baggrunden. Mine forældre kendte altså til mit forhold med Justin. Chris og Madison var ved at blive gode venner. Det var snart jul. Jeg havde, hvis jeg var heldig, en måned tilbage. Jeg havde anoreksi. Jeg så rundt på mine venner. Jeg ville savne dem. Jeg elskede dem virkelig! Jeg villeønske jeg ikke skulle forlade dem. Hvorfor havde jeg også kræft? Hvorfor kunne jeg ikke bare leve et langt og lykkeligt liv? Hvorfor kunne jeg ikke bare være sund og frisk. Jeg sukkede irriteret. Jeg tror ikke der var nogen der lage mærke til det. Hvorfor ønskede man altid man var som den anden? Hvorfor var mennesket lavet sådan, at vi altid ville ønske var anderledes end det var. Var det mennesket der var lavet sådan, eller var det livet?

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...