The Prince and The Thief 2: One Promise {2min}

Minho skal giftes, men det er ikke med Taemin. Han skal giftes med prinsessen fra Japan, i et arrangeret ægteskab. Kan Minho fortsat holde sit løfte til Taemin om, at han var hans eneste prinsesse? Eller bryder han sit løfte, og efterlader Taemin med et endnu mere knust hjerte, end han har i forvejen? Ar sidder stadig i Taemins hjerte, Minho er den eneste, der kan fjerne dem.

135Likes
598Kommentarer
12050Visninger
AA

5. Prinsessen

”Du kommer for sent, Taemin,” sagde Nana da jeg kom ned i køkkenet, omklædt efter et varmt bad. Jeg nikkede forsigtigt og undskyldte mange gange til min noona. Nana sukkede bare opgivende og gav mig sølvbakken med morgenmad. Det var noget anderledes morgenmad, end det Minho fik. Der var ingen bananmælk, der var kun jordbærmælk.

Jeg sukkede lavt ved tanken om, at jeg skulle vække den pige, der ville stjæle Minho fra mig. Jeg drejede så rundt på hælen, for at gå mod prinsessens værelse. Jeg havde slet ikke talt med prinsessen, og på hele vejen derhen tænkte jeg kun på, hvordan hun mon var.

Før jeg vidste af det, stod jeg allerede ved hendes dør. Den var lige så fin, som Minhos dør var. Jeg kunne mærke, at jeg rystede en lille smule. Hvorfor var jeg bange? Hun vidste jo ikke, hvad mit forhold til Minho var. Selvom det dog var lidt mistænkeligt, efter jeg havde protesteret i, at de skulle giftes. 

Efter jeg havde banket på døren til hendes værelse, trådte jeg indenfor. Der var intet svar, så hun sov helt sikkert.

Overraskende nok, sov hun ikke.

Hun sad, derimod, og læste en bog, der så rimelig tyk ud. Hvad den hed, kunne jeg ikke tyde. Jeg kunne endnu ikke kende forskel på bogstaverne. Hun vendte da sit blik op fra bogen, og så hen på mig. Hun klappede bogen sammen og lagde den ved siden af sig, imens hun ventede på morgenmaden, jeg havde på bakken. Jeg sank en lille klump, før jeg gik over til hende.

Mit blik fjernede sig ikke fra hende. Jeg ville gerne bedømme, om hun var sød eller ej. Hendes hår var langt og mørkt. Der var nogle få bølger i hendes hår, som faldt perfekt. Hendes øjne var hasselnødbrune, ikke så smukke som Minhos, men flotte var de. Hendes hud var lige så lys som min, med ingen urenheder.

”G-Godmorgen,” sagde jeg forsigtigt med et lille smil og stillede bakken med morgenmad på hendes skød. Hun sagde ikke rigtigt noget, men så bare på morgenmaden. Når jeg tænkte over det, så havde jeg faktisk slet ikke hørt hendes stemme. Var hun mon genert?

”H-Hvad læser du?” spurgte jeg, en smule nervøs og genert. Hun så på mig med et smil og rakte mig sin bog. Jeg tog forsigtigt imod den og så på forsiden. På forsiden var der kun et pigeansigt, der græd. Jeg kunne ikke læse overskriften. Jeg stod bare og så på den i noget tid, og lod som om at jeg kunne læse den, trods jeg tydeligvis ikke kunne.

”Hvad hedder den?” spurgte jeg lavt. Den så spændende ud, men jeg kunne bare ikke tyde titlen på den. Prinsessen stoppede med at spise og så på mig med store øjne.

”Omo… Kan du ikke læse?” spurgte hun lavt. Jeg lagde forsigtigt hendes bog på sengen igen og bed mig selv i min underlæbe. Jeg rystede da på hovedet, ganske lidt. Hun var den eneste der vidste, at jeg ikke kunne læse nu.

”M-Men du må ikke fortælle det til nogen, hvis de finder ud af, at jeg ikke kan læse, så er det ikke sikkert at jeg kan blive her,” sagde jeg forsigtigt. Det var mange ting jeg ikke kunne, når jeg ikke kunne læse.

Prinsessen smilede varmt til mig og lagde en finger for sine læber.

”Jeg skal nok lade være med at sige noget,” sagde hun. Jeg var en smule overrasket… Jeg havde ikke troet, at hun ville være så… Sød? Jeg havde regnet med en forkælet møgunge, ligesom Minho havde været.

”M-Mange tak,” sagde jeg med et stort smil.

”Hvad handler bogen om?” spurgte jeg igen. Prinsessen sænkede sit blik en smule og tog bogen i sine hænder. Hendes blik blev lidt trist, imens der var få sekunders stilhed omkring os.

”Den handler om kærlighed og forpligtelser, kort sagt,” sagde hun lavt og lagde endnu engang bogen fra sig. Jeg sænkede mit blik en lille smule, trist. Hun virkede pludselig heller ikke til, at hun var så glad længere.

”Undskyld mig, hvad er dit navn?” spurgte hun pludselig og så på mig. Hun havde fået et lille smil tilbage. Jeg smilede svagt.

”Lee Taemin,” sagde jeg og bukkede høfligt, dog imens jeg fortsat så på hende. Hun smilede stort til mig.

”Hej Taemin… Mit navn er Rin.”

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...