Kan kærlighed gøre os blinde?

Som overskiften siger. Kan det?
Vil man kunne se det rigtige eller forkerte?

7Likes
21Kommentarer
2245Visninger
AA

2. Erklæringen - Tilgivelse

Jeg kom ind i hallen med en taske hængende på min skuldre og med et trist mine på min mund. Og tanken fra i går, hang stadig i mit sind.

 

”Du svigtede mig, du kaldt mig fed, du gjorde alt for at tage min bedsteveninde væk fra mig, og nu er hun væk. Og ved du hvad, du er en nar, en der ikke burde have mig som din veninde!”

”Hahah.. Det fandt du først ud af nu? – Jeg gider dig heller ikke”

”Hvor er du dum og egoistisk!”

”Tak tak.. Uh.. Hvad vil Mads synes om du kan lide ham?”

”Det vover du at gøre!”

”Det vil du da finde ud af på onsdag.”

 

Med det samme skubbede en mig hårdt ind imod muren, så smerten skød igennem mit arm og min taske faldt af min skulder og ramte jordet med et bump. Et lille gisp kom ud af min mund. Jeg kiggede op og så ham. Hans hår, var nærmest farvet af den sødeste gyldenbrune karamel og var kort. Hans øjne var lysende blå, himmelsk blå, men nu var det som om at kigge ind i helvede. Han skød pile af sted med sit blik. Og jeg fattede ikke et brik.

”Hvor kunne du? Jeg har været så sød mod dig, jeg kan ikke forstå at du kunne finde på at sige sådan noget!” sagde han og så på mig med de hadske øjne og ruskede blidt i mig.

”Hvad har jeg da gjort?” hviskede jeg nærmest, så det nærmest var et lille vindpust.

”Det ved du da godt. Marie fortalte mig det hele!”

”Hvad har hun sagt?!” Og så på ham, med et nervøst blik.

”Hun skrev over besked at du bagtalte mig. Skrev onde ting om mig. Grim, uduelig og en underlig skid?!”  

”Stoler du på hende, tror du på hende!?” Råbte jeg i hovedet på ham og så hårdt på ham. Han så lige pludselig på mig med store øjne. ”Ved du hvad! Du er den første fyr, som jeg kunne stole på. Men nej. Du har skrevet med mig og set hvordan jeg er” Og pegede rundt i halen.

”Jeg fatter det bare ikke, at du kunne stole på hende så hurtigt, at det hun siger om dig, fra mig, er rigtigt. Har du spurgt mig? Kan du ikke gætte det? Hvordan jeg skriver til dig?!” Råbte jeg højere og rystede hans hænder af mig. Og gik væk fra ham. Der var en tavshed, som hang i luftet, kævlende.

”Hvordan kunne jeg få mig selv til at sige det, når jeg er forelsket i dig?”

Jeg så på ham og hans mund var vidåbent. En tåre løb ned af min kind og røg ned på gulvet. Alt blev stille. Så stille at mit hjerteslag kunne høres. Det hurtige slag. Jeg tog fat om mit taske og gik med tunge skridt på døren igen. Jeg vidste godt at hun var her. Jeg kiggede tilbage og så på hende. Hun have et grumt smil på sine læber og gik hen til Mads. Hun skulle lige til at kysse ham på kinden. Da han flyttede sig og gik med hastige skridt imod mig. ”Mads, lad være. Du vil kun gøre det værre nu.” Han stoppede op og kiggede på mig med hans triste blik. 

 

”Camilla, tilgiv mig. Vil du ikke nok. Jeg beder dig!”

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...