Im In Love With A Criminal (Jason McCann)

Gabrielle er en pige fra en meget pæn familie, men da Gabrielle stødder ind i den eftersøgte Jason McCann. Ved hun ikke om hun skal fortælle polittiet om hvor hun har set ham eller om hun skal tie stille, og hjælpe ham med at gemme sig.
for hva nu hvis han faktisk er en sød dremg, det kan man jo kun finde ud af hvis man prøver at komme ind på ham.

Det er min første krimmi novelle herinde
håber i tager godt imod den, og i må meget gerne fortælle mig hvis der er noget der skal gøres bedre:)

28Likes
87Kommentarer
7804Visninger
AA

10. Fuck my life!

JASONS SYNSVINKEL

Jeg løb videre ind I skoven selvom jeg havde det forfærdeligt med at efterlade Gabrielle, med de mærkelige mennesker til politiet. Jeg sukkede mens jeg løb. Pludselig ringede min mobil, og jeg stoppede op. Jeg kiggede mig hurtigt over skulderen, ingen folk godt. Jeg fandt min mobil og så at det var Jack der ringede, den irriterene dumme mand, der hele tiden råbte af mig. Jeg sukkede og tog mobilen. Jeg nåede ikke engang at sige "hallo, hej" eller you name it, før han begyndte at råbe "JASON, HVOR FANDEN ER DU HENNE?!" skreg han. Omg slap dog lige lidt af mand! "på vej hjem" sagde jeg ret hårdt ind i telefonen "OG HVOR LÆNGE HAR DU VÆRET PÅ VEJ HJEM?" hvorfor fanden skulle han råbe hele tiden? Det var sgu da belastene "Hmmm, lad mig se! I 5 minutter" svarede jeg provokerende tilbage. Jeg kunne høre han sukkede "Du ved jo, at vi skal bruge din hjælp med de bomber" neej, det anede jeg da slet ikke. Jeg var den eneste der rent faktisk kunne finde ud af at lave den slags ting Jack og Micheal, var simpelthen for dumme til sådan noget, de ville slet ikke kunne komme videre uden mig HA. Jeg sukkede "ja, det ved jeg!" sagde jeg stille, mens jeg vendte hovedet bagud, det lød som om der kom nogen! "JAMEN HVOR FANDEN BLIVER DU SÅ AF? VI MØDES OM 5 MINUTTER DERHJEMME, OG HVIS DU IKKE ER HER, SÅ BLIVER DET VÆRST FOR DIG SELV" skreg han igen. Jeg sukkede tungt. Fuck et svin han er! "Nu mere du råber, og snakker med mig, nu længere tager det!" svarede jeg flabet. Han sukkede kunne jeg høre "Vi ses om 5!" så lagde han på. Thank god at han var stoppet, med at snakke. Han havde virkelig den værste stemme man kunne høre, den nærmest ødelægger din hørelse, med den hæslige stemme. Jeg lagde mobilen i lommen igen og fortsatte hen af vejen, dene gang gik jeg bare. Jeg gad virkelig ikke hjem til de idioter! "JASON MCCANN" var der en der råbte. Jeg vendte mig om og så en flok mennekser i polituniformer. Jeg sukkede tungt. Hvad ville de nu? Jeg har alså ikke tid til at stå og sludre med dem! Jeg skulle hjem til tosserne. Jeg vendte mig væk fra dem og fortsatte med et hurtigt tempo videre. Pludselig kom der et mega skud, og jeg vendte mig forskrækket om mod dem, et advarselsskud, men hvad fanden ville de advare mig mod? "McCann?" var der en mand der sagde. Jeg kiggede forvirret på ham, men nikkede "Er det her virkelig det du vil? Vil du virkelig bruge dit liv på at stjæle, og dræbe mennesker?" HOLD UP, jeg havde fandeme aldrig stjålet noget, jo måske en blyant fra skolen engang, med det er 100 år siden. Jeg kiggede bare koldt på ham. Han skulle bare blande sig udenom mit liv! Jeg vendte mig væk fra dem, og så til min forskrækelse, at jeg var omringet af de irriterene politi folk FUCK MY LIFE! "Hænderne op, og sæt dig ned på knæ!" sagde en høj mand, som havde sin pistol mod mig. Ej, det har jeg fandeme ikke tid til, og som om jeg gad og sætte mig ned, og lade dem andholde mig, nej tak du! jeg kiggede bare mærkeligt på ham, og tog min hånd i min lomme, der hvor jeg sidst havde min pistol, men den var der ikke? Ej vel, det kunne da bare ikke passe. Jeg tog min hånd i den anden lomme, men hellere ikke nogen der. Jeg sukkede. Jeg kunne jo ikke slippe væk hvis jeg ikke havde en pistol, som jeg kunne bruge, som hjælp! Pludselig tog de andre politimennesker også deres pistol op, og sigtede mod mig "Hænderne op, og sæt dig ned på knæ" gentog den Samme mand. Jeg havde ikke andet valg end at gøre, som de sagde. Jeg sukkede irriteret og tog mine hænder modvilliget op i luften, og satte mig ned på jorden på mine knæ. 

På ingen tid, stod de allesammen rundt om mig, nogen hev i mine arme andre holdte mig, så jeg ikke kunne flygte, og nogen snakkede i telefon. Jeg prøvede at gøre modstand da de fandt håndhjern frem, og ville sætte på mine hænder, men jeg kunne ligeså godt bare give dem lov, de var for mange. Jeg sukkede irriteret, da de låste mine hænder ind i den tingest, og de hev mig op at stå " Kom" sagde den samme mand, som først snakkede med mig. Havde jeg overhovedet et valg? Han kunne ligeså godt lade være, med at sige noget og hive mig med, men nej,nej han skulle selvfølgelig sige "kom" jeg kunne virkelig ikke lide den, der mand. Han var virkelig irriterene. Han tog mig i den ene arm, og en eller anden mand tog mig i den anden, så begynde de at hive mig ned af skovstien.

Vi havde ikke gået særligt længe, da min mobil ringede i min lomme, det var sikkert Jack, der ringede for at skrige mig ind i øret for, at spørge hvorfor fanden jeg ikke var kommet. Jeg lod et lille fnis komme ud af mine læber, så kunne han lære det! Den ene mand, som jeg først snakkede med, som jeg fandt ud af hed Mike kiggede på den anden mand som vist nok hed Luke, og de sendte hinanden et eller andet blik, som jeg ikke anede hvad betød, men pludselig tog Mike fat i begge i mine arme, og pressede mig opad hans mave. Jeg begyndte at vride mig. Hvad fanden skulle det her gøre godt for? Luke roede i mine lommer, mens jeg sendte ham et dræberblik. Han fandt uheldigvis min mobil, og han kiggede på dissplayet, så kiggede han spørgende på mig "hvem er Jack?" spurgte han så "Det rager ikke dig!" sagde jeg hårdt. Mike som holdte mig hev i mine arme, så det gjorde ondt. Jeg vendte mit hoved mod ham og sendte ham det værste dræbberblik "Det tror jeg så at det gør" svarede Luke, og lagde min mobil i hans lomme. Jeg sukkede irriteret og så tog Luke igen min anden arm og vi fortsatte hen af skovstien. 

Vi nåede ned til vejen, hvor der holdte nok 10 politivogne, så, så jeg pigen som havde ringet efter dem. Hun stod med sine hænder foran hendes ansigt, mens hun fulgte mig med øjndene. Jeg ingorede hende og koncentrerede mig om hvor de ville føre mig hen. Mike og Luke hev mig over til en bil, og nærmest kastede mig ind på bagsædet, derefter kom de selv ind og satte sig på foorædet. Jeg sendte Mike, som kørte et dræberblik i baksplejlet, men han lod som ingenting. Jeg sukkede og lænede mig op af vinduet, de begyndte at snakke sammen Mike og Luke, men jeg lukkede deres stemmer ude og kiggede bare ud af vinduet.

Efter nok 20 minutters køresel var vi på stationen.  De gik ud af bilen og gik derefter om, og åbnede min dør. Jeg nåede næsten ikke at reagere, så havde de begge hårdt fat i mig og begyndte at gå med hastige skridt hen mod indgangen. Vi gik ind af døren, og jeg blev hevet over til en dame ved skranken "Han skal til forhør, med det samme" sagde Luke til damen. Damen kiggede hurtigt på mig, og nikkede så. Jeg blev hevet ned af en gang, hvor mange kiggede opmærksomt på mig. Jeg sendte dem bare dræberblikke. Vi nåede hen til et eller andet rum, og de stoppede og kiggede på mig "hør, du skal herind og vente så kommer der en mand eller kvinde og henter dig, for at forhøre dig" sagde Mike. Jeg kiggede bare koldt på ham, så tog de en nøgle og låste håndhjernedene op, jeg fælte straks frihed, men det varede ikke længe for så skubbede de mig ind i runnet og låste døren. Jeg sukkede irriteret og gik hen til en stol og satte mig.

Jeg tror jeg havde siddet i 5 minutter og kigget ud i luften, da døren gik op og en mand jeg syntes jeg havde set før kom ind til mig. Han gik helt hen til mig og kiggede med rolige øjne på mig "Hej jeg hedder Nathan Wilson. Jeg skal forhøre dig. Vil du følge med?" spurgte han stadig med rolig stemme. Jeg nikkede kort, og forventede at han straks ville tage fat i min arm, men det gjorde han ikke. Han gik bare hen til døren og åbnede den "Dene vej" sagde han så. Jeg fulgte efter ham, som en eller anden hund. Han førte mig hen til et rum og åbnede døren så jeg kunne gå ind, det gjorde jeg så. Jeg så et bord og nogle stole inde i rummet. Jeg gik hen til en tilfældig stol og satte mig roligt ned. Han lukkede døren og gik hen og satte sig overfor mig.

"Hej, som jeg allerede har sagt hedder jeg Nathan Wilson, og jeg er politimand"  jeg nikkede bare, jeg var faktisk fuldstændig ligeglad om han så hed Bob og var cykelrytter. Han kiggede alvorligt på mig og lagde sine arme på bordet "Nå, Jason" sagde han så. Jeg kiggede op på ham "vil du starte, med at fortælle mig hvorfor du tog, den stakkels pige som gissel?" Jeg tænkte tilbage. Hun ville jo hjælpe mig, med at flygte, at hun overhovedet gad at bruge sin tid på mig overraskede mig meget. Hun kunne jo være fuldstændig ligeglad med mig, og bare kontakte politiet første gang hun stødte ind i mig. Jeg forstod hende virkelig bare ikke. Jeg sagde ingenting. Ham Nathan eller hvad han så hed, skal ikke blande sig i mit liv! Det hørte virkelig til politiet, de ville altid vide alt, og det var pisse irriterene! Jeg kiggede over på manden han så ventende på mig "Det rager ikke dig!" sagde jeg hårdt. Han inogerede mig, og spurgte så "Ved du hvad pigen hed?" jeg rystede på hovedet af ham, men sukkede så "vist nok Gabrielle" jeg ville ikke sige hendes navn uden eftertanke, de skulle ikke tro noget! Han fik et anderledes ansigtsudryk i hovedet, og pludselig så han meget bekymret ud. Kendte han hende eller hvad? "jeg har ikke hørt, så meget om pigen. Vil du fortælle mig hvordan hun så ud?" jeg sukkede. Hvorfor var det nødvendigt? "jeg kan ikke huske det" LØGN,men hvis han nu kendte hende så ville hun få seriøsse problemer! Han nikkede "hvorfor går du rundt, og gør sådan nogle dumme ting, som mord og tage en uskyldig pige som gisel?" nu gik han for langt, det gad jeg simpelthen ikke at svare på, så jeg kiggede bare på ham, med udtryløsse øjne, der var stille. Han ventede på mit svar, som han ikke skulle regne med at komme og jeg sad bare og ventede på at han ville indse at det ikke kom. Efter 2 minutter brød han tavsheden "Jason? vil du svare?" jeg rystede på hovedet. Han sukkede kraftigt "der er vist ikke mange ting, man kan få ud af dig! Du kommer ind i en celle, også må vi snakke igen imorgen" WHAT!! en celle??!! Det kunne han sgu godt glemme! "jeg kommer om lidt" sagde han så, og gik ud af rummet og låste døren. Jeg sukkede tungt. Jeg måtte slippe væk på en eller anden måde!

Efter 5 minutter kom han tilbage, med et par håndhjern NEJ ikke dem igen! Han gik hen imod mig, for at sætte håndhjerndene på mine hænder, men inden han nåede at tælle til 2 løb jeg ud af rummet. Han løb efter mig, og så heldigt for mig kom der en politikvinde i uniform. Jeg greb hendes pistol og pludselig var der mange mennesker omkring mig. Jeg kiggede rundt og så et vandrør. Jeg sigtede og ramte plet! Vandet fossede ud og alle gik i panik. Jeg smed pistolen og skyndte mig at løbe. Jeg nåede ikke langt, da jeg blev fanget af ham Nathan. Han gav mig hurtigt håndhjern på FANDENS, men uheldigt for ham kom han til at slippe mig, og jeg spænede ud af stationen. Jeg tror ikke jeg nogensinde har løbet så hurtigt. 

Jeg var kommet et godt stykke vej væk fra stationen, og bremsede stille op. Jeg måtte på en eller anden måde få de her håndhjern af, men hvordam?
Der slog det mig. Jeg vidste at Gabrielles far jo var politimand, måske kunne hun hjælpe mig? Chancen var lille, men den var der. Jeg satte i løb igen. Jeg måtte skynde mig hen til hende.....








Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...