Faldende engel

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 1 nov. 2011
  • Opdateret: 15 nov. 2011
  • Status: Færdig
Den 16 årige Tess tager på vinterferie sammen med sine forældre og 5 bedstevenner. Dette er historien om, hvordan to mennesker kan være så blindt forelskede i hinanden, at de ikke opdager det, før end øjeblikket hvor det er forsent.


Dette er en to år gammel historie tilbage fra, da jeg startede med at skrive, men jeg håber, at I vil synes om den alligevel :)

5Likes
8Kommentarer
2393Visninger
AA

23. - 22/ Epilog

Kærester? Jeg rødmede helt vildt, og mit hjerte var vist galopperet op mod stjernerne.

Jeg trak stille min sorte hættetrøjer over mig, så jeg ikke skulle fryse for meget, selvom det at stå op ad Martin gjorde mig mere end varm.

Vi stod hånd i hånd og så på de sidste par gøre sig færdige, hvorefter dommerne voterede. Martin klemte stille min hånd. Jeg så op på ham. Hans øjne udstrålede nervøsitet og var stift rettet mod dommerne. Jeg stillede mig stille op på spidsen af min skøjtes klinge og kyssede ham på kinden. ”Vi gjorde det så godt, vi kunne…” Han så varmt ned på mig, og hans smil fik mit hjerte til at sætte i rask galop igen.

Vi vendte begge vores ansigter mod dommerbordet, da der blev talt i en mikrofon. ”Dommerne er efter nogen overvejelse kommet frem til følgende resultater…” Både Martin og jeg stod og nærmest holdt vejret, mens vi stramt holdt om hinandens hænder.

”På tredje pladsen.. par nr. 4: Anna og Bjarke..” Der blev klappet af dem, mens spotten blev sat over på dem. De var kun 12 år gamle, men enormt dygtige. ”På andenpladsen.. par nr. 12: Michella og Avner..” Endnu engang blev spotten rettet mod parret, som var blevet nævnt. ”og på første pladsen…”

Jeg kunne knapt nok få vejret, og min hånd var som låst fast til Martins. Jeg var så nervøs, at jeg slet ikke hørte, hvad der blev sagt. Et øjeblik blev jeg blændet af den hvide spot, hvorefter det gik op for mig, at vi havde vundet.

I det øjeblik ændrede alt sig.

Jeg smed hurtigt min hættetrøje og fulgte efter Martin ud på isen. Jeg sprang op i luften og lavede en perfekt tredobbelt lot. Klingen skar sig ned i isen, og så skete det.

I det ene øjeblik var der jubel, i det næste var der ingen lyd. Varmen i mine kinder var fuldstændig forsvundet. Jeg så Martins store øjne, som viste angst og panik, inden jeg gled ned under isen i det kolde vand.

Grunden til at jeg havde meldt mig på et skøjtehold den sommer, var fordi jeg ikke kunne tage til stranden med min familie. Jeg kunne ikke svømme.

Jeg kunne mærke panikken gribe fat i mig, og jeg forsøgte for alt i verden at komme op efter luft. Vandet var så koldt, at det føltes som om, jeg havde fået en sprøjte med is ind i mine årer. Jeg kæmpede for at holde mig i bevægelse, men vandet føltes mere end tungt, og mine arme føltes som bly.

Vandet ville trække mig ned. Mørket hev fat i mig og ville ikke give slip igen. Jeg forsøgte at kæmpe imod af alle kræfter, men til hvilken nytte? I et øjeblik lykkedes det mig at få min hånd til at røre isen, da jeg indså, jeg var drevet ind under den. Jeg kunne intet gøre længere.

Stille lod jeg mørket gribe fat i mig med sit kolde greb, som stille pressede den sidste luft ud af mig.

Et spring… Som jeg var kommet fra himlen… En falden engel, som lige nåede at opleve lykken, hvorefter den brat var forbi.

Mørket ville tage mig med sig nu, og jeg ville være helt alene.

Jeg er alene, men jeg er jo ikke alene…

Jeg havde dem, og de ville altid huske, hvordan deres engel steg op i skyerne som en strålende sol, for til sidst at styrte ned i det endeløse mørke..

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...