Faldende engel

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 1 nov. 2011
  • Opdateret: 15 nov. 2011
  • Status: Færdig
Den 16 årige Tess tager på vinterferie sammen med sine forældre og 5 bedstevenner. Dette er historien om, hvordan to mennesker kan være så blindt forelskede i hinanden, at de ikke opdager det, før end øjeblikket hvor det er forsent.


Dette er en to år gammel historie tilbage fra, da jeg startede med at skrive, men jeg håber, at I vil synes om den alligevel :)

5Likes
8Kommentarer
2384Visninger
AA

20. - 19

Jeg forsatte med at fjerne det kulørte papir nænsomt på alle gaverne.

Af Torbjørn fik jeg en samling forskellige cd'er, jeg længe havde fablet om, som indeholdt Evanenscence, Nickelback, Celine Dión og Debesy. Sophie gav mig et par søde små øreringe med hvide sten i. Line gav mig hele Harry Potter serien i Hardback udgave, og Mie gav mig en smuk kongeblå kjole.

Jeg så fra det tomme bord og til Martin, som bare sad og smilede skævt.

"Ja, jeg tænkte, at mit selskab var en gave i sig selv.." Vi flækkede alle sammen af grin, men jeg blev ret trist inden i, da det viste sig, at han rent faktisk ingen gave havde til mig.

Da vi rejste os fra bordet, benyttede Martin lejligheden til at komme tæt på mit øre. "Du får din gave senere, når tidspunktet passer bedre..."

Han smilede på sådan en mystisk måde, at jeg blev enormt nysgerrig, men samtidig faldt lidt i staver. Han var så fortryllende, at jeg først opdagede jeg stod med åben mund, da Sophie rømmede sig. Jeg rødmede kraftigt og hjalp så de andre med at tage af bordet.

Mine forældre havde bestemt, at vi skulle på tur i byen i dag, for at fejre min fødselsdag, og samtidig så jeg kunne få nogle flere gaver. De elskede at forkæle mig, især ved specielle lejligheder som denne. Jeg har altid nægtet at tage imod ekstra gaver medmindre det var min fødselsdag, så mine forældre udnyttede altid dagen til at købe mig en masse nye ting.

Vi gik rundt og kiggede på forskellige butikker, mens vi lo og morede os. Jeg var ved at grine af en vittighed, da noget blåt fangede mine øjne.

"Jeg kommer lige om lidt... jeg skal lige på toilettet.."

De andre forsatte, men da de var ude af syne, gik jeg straks over til det vindue, som havde fanget mit blik. En smuk elegant kunstskøjtekjole i mørkeblåt bølgende chiffon, med små glitrende sten, som fik det til at se ud som nattehimlen.

Jeg så mig stille omkring og gik så ind i butikken. Der var kjoler over alt, i så mange farver og vidunderlige former. Jeg gik stille over og kiggede på prisen på kjolen i vinduet. Jeg måtte tage mig selv i ikke at trække vejret, da jeg så prisen. Jeg lod stille mærkaten falde tilbage ned langs kjolen igen.

Jeg forlod stille butikken nogle minutter efter, og gik i den retning de andre var gået. Mens jeg gik, fik jeg en underlig fornemmelse. En fornemmelse af at blive forfulgt. Jeg sank stille en klump og gik roligt videre. Jeg så mig omkring efter de andre, men de var ingen steder at se. Jeg begyndte at blive mere urolig, da fornemmelsen af at blive forfulgt, stadig hang ved mig. Min mave kørte lidt rundt, og jeg så mig nervøst omkring efter de andre. De kunne da ikke være nået så langt?

Jeg stoppede op, da jeg nåede et stort torv, hvor der var for mange mennesker. Jeg forsøgte at se efter de andre, mens min mave stille drejede rundt.

Pludselig var der en, som lagde sin hånd på min skulder, og jeg sprang forskrækket op og vendte mig hurtigt rundt.

Mit ansigt vendte stille fra frygt til et grin. Der stod Torbjørn og Martin iført store fjerhatte. "Hvor i al verden har I fået fat på dem?"

Jeg kunne ikke lade vær med at grine af dem, og de fulgte mig hen til de andre, som stod ved en hatteforretning.

Min mave var vendt tilbage til sin normale tilstand, og jeg kunne nyde at gå rundt med alle de andre.

Jeg blev ved med at smugkigge på Martin, for hans gave måtte da være speciel, når han ville vendte med den... ik'?

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...