Her Whisper Is The Lucifer

Hun har aldrig været elsket, og hun har aldrig elsket. Hendes far, der intet godhed har i sit hjerte, har altid fordømt hende. Hun har før dræbt mennesker for at overleve. Hun møder dog snart den dreng, som hun reddede for mange år siden, men der er en lille forskel denne gang: Den race, hun havde lovet aldrig at stole på, giver hun sin tillid. Den race, hun aldrig ville elske, forelsker hun sig i. Så er spørgsmålet bare; hvad sker der, når en diclonius bliver forelsket i et menneske?

124Likes
417Kommentarer
11165Visninger
AA

18. Selv den smukkeste lilje...

”Godt du ventede, Rin,” sagde Taemin og kom med en skål med varm suppe, da jeg havde sat mig ind på værelset igen. Mine ben var trukket op foran mig, og mit ansigt var begravet i mine arme. Jeg turde slet ikke se på Taemin nu. Jeg havde været en idiot, jeg var sådan et monster, uhjertelig.

”Rin? Hvad er der galt?” spurgte Taemin, og jeg kunne høre at han stillede skålen med den varme suppe på natbordet, hvorefter han satte sig ved siden af mig, meget tæt. Alt for tæt. Bare at jeg kunne ane ham, fik tårerne til at fortsætte.

”Undskyld… Jeg er så ked af det…” hviskede jeg, uden at rette mit blik mod ham. Han skulle ikke se mine tårer. Jeg ville ikke vise, at jeg var svag. Især ikke overfor Taemin, det eneste menneske jeg stolede bare den mindste smule på.

”Undskyld? For hvad?” spurgte Taemin, hans stemme lød en lille smule bekymret. Jeg kunne mærke at mit hjerte langsomt begyndte at slå hurtigere. Jeg lukkede mine øjne stramt i, og omfavnede omgående Taemin i mine arme og skjulte mine tårefyldte kinder i hans bryst.

”Jeg er så ked af al den sorg jeg har givet dig… Undskyld…” hviskede jeg lavt med en rystende stemme, da mine tårer blot fortsatte med at trille ned ad mine kinder, og gennemblødte Taemins nattrøje

”Hey, Rin… Hvad er der galt?” spurgte Taemin blidt og lagde sin hånd på min kind, imens han langsomt rettede mit ansigt mod hans. Da så han mine tårer, og jeg så hans bekymrede blik.

”J-Jeg kan ikke sige det… U-Undskyld,” hviskede jeg grædende, imens jeg kunne mærke begge Taemins hænder på mine kinder, imens han tørrede mine tårer væk fra mine kinder med hans perfekte englehænder, der var bløde som silke. Taemin var virkelig en engel, helt modsat af, hvad jeg var. Det var derfor, det gjorde så ondt at være sammen med ham. Hvis han bare vidste, hvad jeg var, så ville han aldrig åbne sit hjerte for mig på den måde, som han havde gjort.

”Her, tag noget suppe, så får du det sikkert bedre,” sagde han med et varmt smil, og fjernede hans bløde hænder fra mine røde kinder. Jeg så på suppen, som han havde i hånden. Den anden hånd tog han fat i skeen med, og puttede skeen op til min mund med et varmt smil, for at made mig. Jeg snøftede en enkelt gang og tørrede mine øjne endnu mere. Han anede ikke, hvad jeg sagde undskyld for. Hvis han gjorde, så ville han slet ikke være så sød. Han ville smide mig ud.

”Men Taemin… Det fortjener jeg ikke…” sagde jeg lavt.

”Vi kan tale om det i morgen, Rin. Du skal først have noget mad og noget søvn, det er vigtigst,” sagde Taemin. Jeg sukkede lavt og tvang mig selv til ikke at blive fanget af det smukke skær i hans øjne.

”Fint…” mumlede jeg lavt og åbnede min mund, for at smage på suppen han havde lavet til mig. Det var noget af den godhed, som jeg slet ikke fortjente. Jeg fortjente at blive smidt på gaden, tortureret og derefter dræbt, så jeg kunne komme ned til min far, for at blive pint og plaget i al evighed.

Hvor jeg dog ville ønske, at jeg havde en lille chance for, at komme i Himlen, i stedet for at havne i Helvede, men de synder jeg havde, var umulige at blive tilgivet, selv af den mest tilgivende Gud.

Jeg vendte mit hoved væk fra Taemin. Han sukkede opgivende og lagde skeen tilbage i skålen, og endnu engang havnede skålen med den varme suppe på natbordet.

”Okay, fint… Fortæl hvad der er galt, Rin,” sukkede Taemin og så på mig med hans englelignende øjne, der kun udstrålede godhed og barmhjertighed, men intet menneske havde så meget barmhjertighed, at det kunne tilgive mig. Ikke engang Taemin. Tårerne begyndte endnu engang at løbe ned ad mine kinder. Der var ingen vej tilbage. Jeg var nødt til at fortælle ham det nu, og tage det som det kom. Jeg ville jo aldrig være i stand til, at slå Taemin ihjel, om han så blev rasende på mig. Jeg måtte tage min straf.

”J-Jeg… Jeg er skyld i din søsters død… Jeg er så ked af det,” hviskede jeg lavt og lukkede mine øjne i, for at holde mine tårer tilbage. Mine hænder rystede forfærdeligt, og nu ventede jeg bare, på Taemins reaktion.

”D-Du… Hvad…?”

Nu kom det. Han ville råbe af mig. Han ville banke mig, forsøge at slå mig ihjel, han ville kalde mig det ord, som jeg hadede: ”Monster”…

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...