The Love of a Reborn Heart 2; A Dream or A Nightmare?

Hun ønskede sig at blive ligesom ham. Mill ønskede at leve sammen med Taemin for at blive gammel og rynket sammen med ham i stedet for at leve det evige liv. Aria, der opfyldte hendes ønske, gav hende det menneskelige liv. Men hvad er der fedt ved at være et menneske igen, når alle de mennesker man kender, inklusivt, den man ofrede alt for, har glemt en og endda er blevet forelsket i en anden? Hvad gør man, når man starter forfra, helt fra bunden og er ved at synke dybere og dybere ned i mørket.

25Likes
328Kommentarer
4729Visninger
AA

7. Hukommelser der vender tilbage

 

Nogen bankede på vores dør. Jeg stivnede, da jeg så ham. Min krop sendte dette underlige stof rundt, som gjorde, at jeg fik alt for meget adrenalin i kroppen. Jeg var ved at hyperventilere, og jeg vidste ikke, hvad jeg skulle gøre. Jeg havde lyst til at kramme ham og fortælle ham, at jeg havde savnet ham, men på samme tid, havde jeg lyst til at sparke livet ud af ham, fordi han altid kunne se gennem mine handlinger. Fordi han var det menneske, der kendte mig bedst og fordi han altid støttede mig. Altid. 

”H-Hvad kan jeg hjælpe dig med?” spurgte jeg ham. Jeg vidste ikke, hvordan jeg skulle skjule min overraskelse. Mit hjerte havde fået denne underlige rytme, hver gang en jeg kendte, så på mig. En jeg kendte, men en som ikke vidste hvem jeg var. Jeg kunne mærke en kniv prikke til mit hjerte. Det ville forbløde, meget snart… Siwon så dybt på mig.

”Jeg kender dig, gør jeg ikke?” spurgte han. Jeg vidste ikke hvad jeg skulle gøre. Dette var den eneste person, jeg ikke løj overfor. Jeg havde ingen grund til det. Han havde kendt min brutale side, havde kendt alle de sider som var skræmmende og som han burde blive skræmt af. Alligevel syntes han godt om mig og drillede mig, hver gang jeg besøgte ham. Jeg sank en stor klump, inden jeg nikkede svagt. Han lukkede sine øjne i og lagde en hånd på mit hoved. Den tryghed jeg mærkede fra hans hånd af, gav mig lyst til at græde. Gav mig lyst til at kramme ham og græde. Jeg lukkede også mine øjne. Siwon… Husk mig. Husk… Husk..

”Millian,” hviskede han. Jeg så bare på ham med våde øjne. Inden han vidste af det, så havde jeg krammet ham. Han holdte godt fast i mig og grinede. Mit hjerte bankede hårdt mod mit bryst. Han havde sagt mit navn. Hvis han nu alligevel ikke kunne huske mig. Hvis han skubbede mig væk. Jeg kunne mærke kniven stikke dybere og dybere.

”Hey… Tag det roligt, du kvæler mig… Eller ikke,” svarede han og grinede. Jeg græd mine øjne ud. Hulkene kom ud med en kraftig lyd, ikke en forsigtig snøften. Han kunne huske mig. Endelig én der kunne huske mig! Det var, som om hans smil helede mit blødende hjerte for en stund. Jeg så op på ham, som en lillesøster ville se på sin bror, efter hun havde indtaget stoffer, været i seng med en forbryder, hvorefter hun var blevet gravid, og mildt talt, stod med lort til knæene. Siwon var så den bror, der skulle til at grave alt lortet væk og rense søsterens smukke sjæl, så hun igen kunne fortsætte sit liv. Det var det Siwon gjorde for mig. Han reddede mig. Jeg havde reddet ham, og efter den dag, begyndte han at holde af mig og reddede mig.

Han så undersøgende på mig og mine våde øjne. Jeg havde aldrig grædt så meget, kun natten før jeg døde, min sidste nat som menneske. Jeg var allerede udkørt. Det med at græde for meget brugte al min energi op. At blive menneske igen, var ikke noget jeg have vænnet mig til endnu. Jeg havde det hårdt og Siwon havde allerede lagt mærke til den sorte farve under mine øjne, som ikke kom fra en mascara. Han smilede et lille svagt smil. Han havde ondt af mig, det kunne jeg se, men det var jo også klart. Mit menneske-jeg var ved at bryde sammen.

”Lad os komme indenfor… Så kan du fortælle mig det hele,” sagde han. Jeg stirrede bare på ham uden at sige noget, inden jeg flyttede mig, så han kunne komme ind.

 

Siwon sad og var helt tavs, mens jeg langsomt fortalte det hele. Jeg tog min tid og holdte de pauser som jeg havde brug for at holde, for at jeg ikke skulle bryde sammen. Jeg fortalte ham det hele. Om mit nye liv, om mit møde med Onew på min nye arbejdsplads, om mit møde med Amee… Om alle de ting, som jeg havde oplevet. Siwon plejede ikke at være så stille, så da mine ord slap op og da jeg nærmest sank sammen efter det sidste ord forlod min mund, var der meget stille. Jeg kunne høre hans vejrtrækning og min. Min var blevet så tydelig, nu hvor jeg var et menneske.

”Mil-Mil… Der er… Nogle ting du skal vide… Jeg kan ikke helt forklare det, men jeg tror at din forsvunden førte til, at nogle ting blev ændret… Ser du, Taemin har ændret sig og du er nok dukket op på det rigtige tidspunkt, for Sulli er ved at få følelser for Taemin og Taemin er langtsomt begyndt at gengælde dem og-” Han stoppede sig selv. Jeg stirrede på ham med store øjne. Sulli? Han så på mig med undskyldende øjne og jeg kunne mærke de forbandede tårer komme tilbage igen. Jeg havde slet ikke savnet dem, men de var åbenbart mere end velkomne i mine øjne.

”Han… han har helt glemt mig… Glemt til min eksistens,” hviskede jeg, selvom jeg allerede vidste det. Jeg vidste at han havde glemt mig, men at de ord kom ud af Siwons mund, slog mig ud. Det hele gik op for mig. Jeg følte mig dum, fatsvag. Jeg skulle have vidst det. Man fik aldrig det man ønskede sig. Man fik altid noget der var tæt på, men så langt fra. Alt for langt fra.

 

Taemin P.O.V.

”Taemin, hvad er det der gør, at du ikke kan danse?” spurgte Key mig. Jeg sukkede opgivende. Han lagde altid mærke til når jeg var i dårligt humør. Han kunne altid se på mig, om jeg havde det skidt.

”Jeg ved det ikke… Det er bare… jeg har det som om jeg har glemt noget vigtigt. Som om jeg har glemt nogen… Der betød meget,” hviskede jeg. Han så underligt på mig og lagde en hånd på min skulder.

”Det er ikke noget. Det er bare din mave, som driller dig. Hey, vi skal optræde med ”Lollipop” i dag, så du kan se Sulli,” sagde Key drillende. Dog lagde jeg mærke til den underlige tone i Ummas ord. Han kunne heller ikke koncentrere sig. Ting jeg har glemt, hvorfor kan jeg ikke huske dig?

 

 

Joon P.O.V.

”LEE CHANGSUN,” var der en mandestemme der råbte. Jeg vendte sig mod personen der havde brugt mit fulde navn i sådan en hård tone. Jeg kunne ikke genekende personen foran mig Hvem var det dog? Grønne og ophidsede øjne stirrede på mig. Jeg rejste mig bare op, da jeg kunne se, at de andre var ved at blive irriterede.

”Hvem er Du og hvad vil Du?” spurgte jeg manden foran mig og samlede mine bryn. Der var noget bekendt ved ham. De grønne øjne blev kolde og jeg kunne høre noget det mindede om et hvæs.

”Det burde du kunne huske,” svarede han bare. De andre var allerede ved at komme over til os. Jeg rystede bare på hovedet og da jeg så på ham igen, mærkede jeg noget mod mit ansigt. Hele min krop landede på gulvet, da jeg mærkede slaget mod kæbe. Han havde endda ramt noget af min næse. Slaget føltes… Bekendt.

”Hvor vover du at glemme Amee og lade hende blive sådan som hun er nu,” skreg han i hovedet på mig. De andre tog fat i ham og skulle til at skubbe ham udenfor. Jeg så bare efter ham og ømmede mig. Slaget var hårdt, men da jeg først havde fået det, havde det været hårdere. Da Daichi havde slået mig første gang. Daichi. Jeg kunne huske hvem det var! Daichi var… Amees bedste ven. Amees skytsengel… Men hvem fanden var Amee?

Billeder dukkede op, men jeg kunne ikke genkende pigen… Det var umuligt. Jeg havde set denne pige så mange gange før, men hun var ond og kold. Hun kunne ikke være som pigen i mine billeder. Pigen, der havde rakt ud efter den samme bog som mig. Mine knæ ramte jorden og jeg tog mig til hovedet. Amee… hvem er du? Hvis jeg er din Romeo, så må du være min Julie… Men hvorfor kan jeg ikke huske dig?

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...