The Love of a Reborn Heart 2; A Dream or A Nightmare?

Hun ønskede sig at blive ligesom ham. Mill ønskede at leve sammen med Taemin for at blive gammel og rynket sammen med ham i stedet for at leve det evige liv. Aria, der opfyldte hendes ønske, gav hende det menneskelige liv. Men hvad er der fedt ved at være et menneske igen, når alle de mennesker man kender, inklusivt, den man ofrede alt for, har glemt en og endda er blevet forelsket i en anden? Hvad gør man, når man starter forfra, helt fra bunden og er ved at synke dybere og dybere ned i mørket.

25Likes
328Kommentarer
4728Visninger
AA

6. De øjne

 

Jeg stod tidligt op. Jeg skulle ikke i skole. Jeg skulle ikke på en mission. Jeg skulle ikke se Taemin. Jeg skulle arbejde og gjorde mig klar. Daichi grinede svagt og sammen tog vi af sted. Daichi havde også fået arbejde, der hvor jeg havde. Det var nemmere for os begge to, hvis vi var sammen. Det var nemmere, hvis jeg brød fuldstændig sammen.

Jeg smilede, da Onew kom ind. Han kunne lide min mad… Selvfølgelig kunne han det… Det var den kylling jeg altid plejede at lave til ham. Hvad der overraskede mig mest, var, at han havde hende med. Amee. Jeg kunne mærke, at Daichi stirrede på hende ud af øjenkrogen. Jeg fik ondt af ham. Han kunne snakke til hende, men hun ville ikke huske… Hun ville ikke huske noget som helst.

”Jeg skal bare have en salat,” svarede hun. Koldt. Hvad var der sket med hende, mens Daichi havde været væk?

De satte sig begge til at vente. Amee så på sin mobil og slog irriteret foden mod gulvet. Denne Amee var ikke som den gamle. Hun var kold. Hendes hjerte var koldt. Jeg kunne høre de hårde hak der kom fra køkkenet, hvor Daichi hakkede salat. Var hun ikke sammen med Joon længere, eller var han blevet lige så kold? Joon dukkede faktisk også op på restauranten, men han så slet ikke på Amee. Amee så slet ikke på ham.

Fordi Daichi ikke påvirkede Amees personlighed, blev hun en anden. En kold person. Fordi hun ikke havde noget tilfælles med Joon, så kunne de ikke mødes. Hun havde også mistet den hun elskede. Jeg fik ondt af hende, men misundte hende også. Hun vidste ikke, at hun havde elsket... Amee tog sin salat og skred hurtigt fra Onew. Onew sukkede opgivende og satte sig til at spise.

”Er du okay?” spurgte jeg ham og satte mig ned hos ham. Han sendte mig et svagt smil og nikkede kort.

”Det er bare… Hendes hjerte er ondt… Jeg forstår det ikke. Jeg kan ikke huske det… Jeg kan ikke huske, hvornår hun blev sådan her. Hun har altid være en sød pige… Eller det tror,” mumlede Onew og spiste videre. Jeg vidste godt hvorfor hun var anderledes. Jeg vidste godt, hvorfor. Det var min skyld. Mit dumme ønske…

”Men du havde ret… Jeg elsker den her ret. Det er nærmest som om jeg har prøvet den før,” sagde han glad. Jeg spærrede mine øjne op. Kunne han huske det? Kunne han det?

”H-Hvor henne? Måske?” Spurgte jeg og så på ham, afventende. Han trak på skulderne og spiste videre.

”Jeg er ikke sikker. Måske er det bare mig,” svarede han bare og rejste sig op. Jeg vinkede til ham og så ham gå. Onew havde sagt til mig, at det smagte bekendt. Han kunne huske en ret, men han kunne ikke huske mit. Det var en tung følelse, jeg havde i kroppen, men jeg skulle fortsætte. For de andres skyld! Jeg ville ønske, at han kunne blive her, men nej. Han skulle forlade mig…. Ligesom Taemin.

 

Var der ikke nogen, der kunne kende mig? Slet ikke. Jeg var ved at give op… Måske skulle jeg bare springe ud fra en bro og drukne. Lade det kolde vand sluge mig. Vi skulle blive til et. Vandet og jeg. Jeg kunne få mit hjerte til at stoppe… Og alligevel kæmpede jeg. Jeg gik rundt og ledte efter agurkerne. Jeg kunne lide se, at der var en tilbage. Kun én. Jeg rakte ud efter den. En anden hånd rørte den også. Jeg stivnede. Nej… Hvad lavede han her? Mit hjerte slog underligt, hver gang jeg så en af dem. Hver gang jeg så en af dem, jeg havde kendt. Jeg havde kendt ham i så lang tid og alligevel kunne han ikke genkende mig. Jeg vidste ikke, hvad jeg skulle gøre. Jeg var helt forvirret. Jeg har reddet dit liv Siwon, du kan da ikke bare glemme mig!?

”B-Bare tag den,” hviskede jeg og slap agurken. Han så underligt på mig. Jeg begyndte at bakke. Han kunne ikke huske mig. Hvorfor så han så underligt på mig? Hvorfor så han sådan på mig?!

”D-Du må godt få den,” mumlede han, men jeg vendte ryggen til ham. Jeg skyndte mig at betale for maden. Jeg skulle bare væk herfra. Han fulgte efter mig. Lige så snart damen i kassen havde fået pengene, tog jeg mine ting og løb. Løb så langt væk jeg kunne. Hvorfor skræmte Siwon mig så meget? Hvorfor havde jeg håbet på, at det jeg så i hans øjne, var genkendelse. Hvorfor håbede jeg så meget, når det var umuligt. De havde glemt mig, slettet mig fra deres liv. Noget alle burde gøre. Noget selv Daichi og William burde gøre.

 

 

”Jeg tror jeg skræmte hende,” hviskede Siwon og så efter pigen. Et lys blinkede, men han vidste ikke hvilket. Noget sagde ham, at han havde set hende før. Men han kunne ikke huske hvor. Han kunne ikke huske hvornår. Han kunne ikke huske hvorfor. Man alligevel. Hendes øjne… De øjne, han så for sig var krigeriske. De øjne han havde set nu, var blide, milde og triste. De øjne, der havde hele verdens triste skæbne begravet i dem.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...