SelvforSvar For Begyndere

”Jeg føler mig beskidt. Som om noget har sat sig fast på min krop. Noget der lægger sig som en hin-de rundt om mig. Noget jeg ikke kan få væk.”


Nynne får en forfærdelig oplevelse, da hun som femtenårig bliver groft voldtaget.
Det ændrer hendes liv radikalt, og hun bliver til en anden person. Med nye holdninger følger nye venner, forelskelser og tanker, som bliver starten på et nyt liv.


SelvforSvar For Begyndere er en historie om en ung piges tanker og følelser, når det hele er meget svært. Samtidig handler den også om at have tillid til andre mennesker, og finde ud af hvem man selv er.


* Jeg vil lige gøre opmærksom på at der er nogle rimelig voldsomme scener (For at sige det ligeud, så er voldtægts-scenen med, og det er sagt helt lige ud.), som kan virke stødende, så læg lige mærke til aldersgrænsen og hold dig til den, især hvis du er en type der let bliver krænket.


51Likes
240Kommentarer
13234Visninger
AA

7. Tøseaften

Jeg sidder og tænker over den stil jeg har for til mandag, men jo mere jeg tænker, jo færre ideer får jeg. Min hjerne er tom. Jeg må aflevere et blankt stykke papir. Mille kommer om et øjeblik, for jeg kan ikke holde ud at skulle være alene hjemme fredag aften. Min mor og far er til familie fødselsdag hos min tante, men jeg ville ikke med. De kommer først hjem ved tolvtiden.

Jeg har bestilt pizza og købt slik, så må Mille bestemme om vi skal se et dårligt liveshow eller en film – eller noget helt tredje.

 Mille og jeg sidder sammen  i klassen nu, og poptøzerne ser ud til helt at have opgivet mig, og Mille sidder og er forbløffet over at jeg rent faktisk gider være sammen med hende. Faktisk er hun meget køn bag alle bumserne. Det ligger man bare ikke mærke til lige med det samme. Lidt foundation ville helt klart hjælpe på det, så jeg har besluttet mig for at give hende en makeover så hun selv bliver klar over hvor køn hun er. Neden under kimer dørklokken, og jeg dundrer ned af trappen.

”Hej Mille! Kom indenfor!” Siger jeg, og træder galant til side for hende, ”Nu skal jeg tage din jakke og du må endelig føle dig hjemme!” Jeg hænger hendes jakke på knagen, og hun smiler betuttet. ”Ej Mille, jeg er vildt glad for at du ville komme og være sammen med mig, for jeg har virkelig ikke lyst til at skulle være alene hjemme i aften.” Jeg bider mig i læben, og giver mig til at pille ved en hårlok.

”Det var da så lidt! Det er da bare hyggeligt!” smiler hun.

”Jeg lover det bliver en hyggelig aften, og jeg har købt slik og pizza til dig – Og så skal vi rigtig have fest!”

”Fedt! Men jeg har altså ikke rigtig party-outfit på… ” Hun slår ud med armene, og viser sine hullede jeans og løse T-shirt.

”Bare rolig! Det skal jeg nok sørge for – kom med!” Jeg løber op af trapperne, og åbner mit garderobeskab på vid gab. ”Her, kig lidt, du må tage lige hvad du vil!”

Mmm… Min gamle yndlings bluse… Jeg vil aldrig tage den på igen. Men det vil Mille. Det er mærkeligt at se Mille med sådan en nedringet bluse… Men den klæder hende, også selvom vi er to forskellige størrelse, både om livet, og lidt længere oppe.

”Wow, den klæder dig Mille! Prøv at tage den her nederdel til, er den ikke cool?” Suk! Jeg elskede den nederdel – Men nu er det slut.

”Okay!” Siger jeg, ”Nu ligger vil lidt makeup, for at give det sidste touch.”

”Okay, Nynne. Men også dig, ikke?”

”Jo jo, for en gangs skyld…” … Jeg smører lidt fundation i hendes ansigt, og dækker bumserne grundigt. Så ligger jeg lidt mascara, pudder og øjenskygge – Bare en helt neutral. Det plejede at være den sædvanlige procedure vær morgen. Vent! Alt det, og glatte hår selvfølgelig. Mille ser fantastisk ud! Man kan næsten ikke se hendes bumser … - eller, man ligger i hvert fald ikke så meget mærke til dem – Og den enkle mascara og øjenskyggen forvandler hende fra pæn til smuk – Yndig og bedårende!

”Åh!” Sukker jeg, ”Du ser fantastisk ud!” Mille gransker sig selv i spejlet, og sender sig selv et lille genert smil.

”Jeg må sige… Jeg ser slet ikke så dårlig ud. Så er vi da rigtig klar til fest!”

”Jaer!” Hujer jeg, ”Der er pizza nedenunder! Lad os få noget i skrutten!” Vi buldrer ned ad trapperne så det næsten lyder voldsommere end en hel flok hestes galop. Jeg sætter pizzaen på bordet foran Mille, og skærer et stort stykke til hende. ”Tak,” Mumler hun, ”Skal du ikke have noget?” spørger hun, da jeg er halvvejs henne ved vores store køleskab der er overplastret med begivenheder, postkort og gamle familiebilleder.

”Altså Mille! Jeg har da sagt at jeg ikke kan spise andet end flydende mad i mindst halvanden uge endnu.” Jeg himler med øjnene, og tager den hjemmelavede tomatsuppe frem.

”Gud ja! Ej, det havde jeg helt glemt!” Hviner hun, ”Hvor er det synd for dig!” og skæver ned til sin pizza. Jeg tager låget af bøtten, og sætter den ind i den lille mikrobølgeovn og venter til den siger sit ’kliing’.

”Ja… Meget synd.” Gentager jeg. Årh, jeg hader bare selvmedlidende mennesker! Og hvad er jeg nu?

”Nynne, jeg har en ide!”Udbryder Mille efter en kort pause, ”Vi blender et stykke pizza så det bliver flydende, og så… Ja, så ser vi om det bliver spiseligt.”

Jeg fniser: ”det lyder vanvittigt!” Jeg bider mig i overlæben, ”Okay! Lad os gøre det!” Jeg er bare med på hvad som helst i dag.

”Ad, ad, ad! Hvor klamt!” Brøler jeg, da blenderen har gjort sit job. Vi står og kigger ned i en rødbrun blanding af brød, tomat og skinke. ”Ja… Jeg må indrømme at det ikke ser videre appetitligt ud.” Mumler Mille, og skjuler sit fnis i et larmende hosteanfald, og vi knækker begge sammen af grin. To minutter senere tager jeg mod til mig, og stikker tøvende en finger ned i den klumpede, ujævne masse. Ad! Det smager også klamt!

Men sjovt er det, og vi bruger det meste af aftenen på at grine og spise mere pizza – eller hvad man nu skal kalde det. Vi ser en film, og Mille spiser slik, mens jeg bæller tre liter cola. Da klokken er elleve børster vi tænder, og gør os klar til at sove. Jeg har en stor dobbeltseng og den ligger vi os begge til rette i. Men vi har altså ikke tænkt os at sove! Jeg ligger mig på siden, og kigger på Mille med et skævt smil. Vi ligger længe og fniser, og snakker om drenge, irriterende piger, klassen og på et tidspunkt begynder Mille at snakke om tiden hvor jeg var en anden.

”… Men, før du ændrede dig, var jeg altid alene… Og alle I andre piger lavede sjove ting uden for skolen – Uden mig.” Hun tøver, og jeg ligger en hånd på hendes skulder, ”Ingen af jer kendte mig rigtigt, og I ville heller ikke. I havde sat mig i en bås, og jeg var bare helt forkert – Lige meget hvad jeg gjorde … du aner ikke hvor glad jeg blev da du rent faktisk gad snakke med mig, sådan rigtigt, og da du rent faktisk gad blive venner med mig… ” Hun hulker, og gemmer sig ansigt væk i puden.

”Årh Mille! Du må ikke være ked af det! Du kan tro jeg også er ked af, at jeg var sådan før. Jeg var bare en tankeløs blondine, og jeg er så glad for at vi er venner nu, for det har bare været en vildt hyggelig aften!” Jeg finder hendes hånd og giver den et klem, og hun dukker op fra puden.

”Virkelig?” Siger hun modløst, ”Det er ikke bare noget du siger?”

”Nej! Dit fjols! Du er den allerbedste veninde jeg har, og hvis jeg lige nu ringede til en af pigerne fra klassen, ville ingen af dem komme og hjælpe mig!”

”Hmm… Nej, du har nok ret.”

”Selvfølgelig har jeg ret! Du ved da godt at jeg alt har!” Siger jeg fnisende.

”Ja, ja Nynne. Forbliv du bare i den tro!”

”Jamen, det er da rigtigt?” Siger jeg, med påtaget forurettelse. Hun ruller med øjnene, og smiler skævt.

”Men egentlig – hvorfor? Hvorfor fik du lige pludselig helt ny tøjstil? Det var som om du på tredages sygdom var blevet en helt anden.”

Åh åh… *Tænketænke*

”Mjah…” svarer jeg, og prøver at vælge ordene omhyggeligt, ”Det var bare – der var bare en fyr der bare var en stor idiot, og da indså jeg, at jeg ikke burde gå sådan klædt, og så fik jeg ny stil, og den nye stil passede ikke til mine gamle venner. Man kan sige at jeg fik et slags ’wake-up-call’. Men ja, så fik jeg jo en ny veninde, som er dobbelt så god som de gamle tilsammen!”

Hmm… ja, i hvert fald lidt sandhed - …

”Så, det var alt sammen på grund af en dreng?” Spørger hun tvivlende,

”Ja," mumler jeg, ”Men nu synes jeg vi bør ligge os til at sove. Jeg er træt. Godnat.”

”Godnat,” hvisker hun, en anelse forvirret.  

 

***

 

 

Manden er tilbage. Han står og tårner sig op over mig. Han har fråde om munden, og et sindssygt udtryk i øjnene.

Han tager mig op, og bærer mig ind i et hus. Mit hus. Han flår alt mit tøj af mig, og jeg skriger så højt jeg kan, men samtidig ved jeg at ingen kan høre mig. Han behøves ikke at binde mig, for jeg kan ikke bevæge mig. I samme sekund bliver noget boret op i mig, og en indvendig smerte der ikke kan beskrives breder sig fra underlivet, og ud til resten af kroppen, som om det hele bliver spændt, brændt og skåret i, på samme tid. Mine forældre træder ind af døren, men de ser mig ikke. De kigger den anden vej, selvom jeg kæmper og skriger af dem. Og manden fortsætter bare … Fortsætter … fortsætter … rusker … river … og hvisker: ”Nynne, Nynne, Nynne!”

Jeg sætter mig op i sengen med et sæt. Jeg er helt våd af koldsved, og mine hænder ryster værre end min gamle Tante Gittes. Mareridtet sidder stadig i mig, og jeg kniber mit underliv sammen i et desperat forsøg på at få følelsen væk.

”Nynne?” hviner Mille uroligt, ”Hvad sker der?”

”Mhh..”¨ånder jeg, ”Ikke noget – Bare mareridt.” hvisker jeg, og prøver at trække vejret dybt og roligt.

”Øh, Nynne. Helt ærligt, vil du ikke fortælle mig om det?”

”Nej, det var overhovedet ikke slemt. Helt ærligt.”

”Du skreg. Råbte op. Vred dig. Sparkede. Nynne, lad være med at lyve.”

Jeg tøver … skal jeg? Eller skal jeg lade være? Og så buser det alt sammen ud af mig. Voldtægten, psykologen, det hele. Alt imens hun kigger på mig med store, forfærdede øjne.

”Så… Den voldtægt der stod om i avisen … - det var dig?” hvisker hun chokeret. Jeg nikker, og jeg blinker heftigt for at holde tårerne tilbage, men de ender med at få overtaget, og mine øjne bliver blanke. Nu ved hun det hele. Hun ved alt om mig. Intet er skjult. Alt er lagt frem til fri beskuelse. Hvad vil hun gøre? Løbe skrigende bort? Lade som ingenting, og aldrig snakke til mig igen? Men inderst inde ved jeg godt, at det ville Mille aldrig gøre.

Hun ligger en hånd på min skulder, og trækker mig ind til sig. Her knuger hun, om min skælvende krop indtil jeg igen kan trække vejret normalt, uden at hulke det op i ukontrollerede stød. Hun siger ikke noget, og det behøver hun heller ikke.

For hvad skulle hun sige? Alt ville lyde forkert og malplaceret, lige meget hvor velmenende det ville have været. Jeg kan bare mærke at hun trøster mig, fordi hun holder af mig, og ingen ord ville kunne have gjort det bedre.

Jeg bliver rolig, og jeg falder i søvn i hendes arme.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...