Brændende Kærlighed 2

De skal nu frem i tiden, ligesom hun var i deres tid. De skal til nutiden, men hvordan får de dagene til at gå? Hvordan får de arbejde? Hvad gør de, for at overleve? Keys gamle, dyre smykker kan ikke være deres økonomi i al evighed. Værre endnu; hvorfor er der en mystisk person, der forfølger Rin?

109Likes
451Kommentarer
10869Visninger
AA

21. Konfrontering

Key’s synsvinkel

 

Jeg sad inde på min seng, Nara sad ved siden af mig. Jeg fortalte hende alt, hvad der var sket mellem Jonghyun og Rin.

”Eh?! Troede Jonghyun virkelig på Sekyung?” spurgte Nara, ligeså forbavset som jeg. Jeg så lidt ned.

”Vi… Troede alle på hende,” mumlede jeg lavt, og følte lidt dårlig samvittighed. ”Men det gør det ikke meget bedre.” Jeg var stadig meget vred på mig selv. Nara lagde an hånd på min skulder.

”Kibum, er du derinde?” lød det på den anden side af døren til mit værelse, efterfulgt af en lille banke. ”Kibum!” Han blev ved. Det var Jonghyun, hvis han ikke passede meget på, så flåede jeg ham levende.

”Hvad vil du? Jonghyun?!” råbte jeg til ham. Jeg så på Nara. Hun listede sig lidt væk, hun kunne nok godt se, at der lige var noget, der skulle tales lidt igennem. Først da Nara var ude af vinduet, gik jeg hen og låste døren op til mit værelse. Jonghyun trådte ind.

”Hvad vil du?” hvæsede jeg nærmest af ham.

”Ah! Rolig nu, kitty!” sagde han. Det gjorde ikke det hele en dyt bedre, at han jokede.

”Du skal ikke kalde mig kitty, Jonghyun, så flænser jeg dig,” sagde jeg koldt, hårdt, imens jeg havde en dødalvorligt blik i mine øjne. Jonghyun sukkede, kom ind og lukkede døren efter sig.

”Kibum, hun bad jo selv om det, ikke? Hun slog Sekyung!” sagde Jonghyun protesterende. Jeg lagde mine arme over kors.

”Sagde Rin måske ikke, at det var Sekyung der slog hende?” sagde jeg koldt. Endnu mere vred end før faktisk. Jonghyun lagde sit hoved lidt på skrå.

”Jo, men det kunne Sekyung jo ikke finde på at…” mumlede han, jeg afbrød ham straks.

”Og det kunne Rin måske?!” udbrød jeg rasende og stillede mig lige foran ham og stirrede ham dybt, bebrejdende ind i hans øjne. Jonghyun bed sine tænder sammen.

”Bare fordi at Rin er så fortabt og forelsket i dig, skal du ikke tro, at du kan lege med hendes følelser og forvente, at hun vil vente på dig,” sagde jeg lavt, iskoldt. Jonghyun så mig straks ind i mine øjne.

”Hvis du gør min lille pige noget igen, dig eller Sekyung, så skal jeg nok love, at du kan sidde ved siden af dig selv i skolebussen fremover,” truede jeg. Jonghyun skulle til at protestere. Jeg vendte bare ryggen til.

”Du må gerne gå nu,” sagde jeg, ligeglad med hvad han havde at sige. Jonghyun kom bare nærmere, men der gik kun to sekunder, så var der pludselig tre af mig, og de to andre var ved at trække ham ud af mit værelse.

”Kibum! Helt ærligt! Vi er bedste venner!” råbte han, da han blev smidt ud med vold, og døren blev smækket i. Jeg så over på døren da den blev låst.

”Min bedste ven eksisterer ikke længere,” hviskede jeg lavt til mig selv og så væk fra døren igen.

 

Kekirie’s synsvinkel

 

 

”Rin, er du okay?” spurgte jeg og bankede på hendes dør for syttende gang. Intet svar. Præcist som jeg havde forventet. Attende gang er lykkens gang, så jeg bankede på igen. Stadig intet svar. Jeg sukkede irriteret og gik så bare ind på hendes værelse. Jeg gispede straks lydløst, da jeg så hende, sidde på sin seng, omfavne hendes pude, med hendes kinder gennemblødt af tårer. Jeg smed straks bogen jeg havde i hænderne og fór hen til hende.

”Rin, hvad er der sket?!” udbrød jeg bekymret. Hun omfavnede mig og græd videre i mine arme.

”Det er forbi, Kekirie. Dig og Donghae havde ret, jeg er ikke interessant for Jonghyun længere,” hviskede hun grædende. Jeg knyttede mine hænder og så på min lillesøsters tårer.

’Hvis hun nogen sinde kommer til at græde, på grund af andre ting end hendes egen dumhed, så vil jeg ikke tilgive dig’.

Jeg slår Jonghyun ihjel for det han har gjort. Han brød sit løfte.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...