Brændende Kærlighed 2

De skal nu frem i tiden, ligesom hun var i deres tid. De skal til nutiden, men hvordan får de dagene til at gå? Hvordan får de arbejde? Hvad gør de, for at overleve? Keys gamle, dyre smykker kan ikke være deres økonomi i al evighed. Værre endnu; hvorfor er der en mystisk person, der forfølger Rin?

109Likes
451Kommentarer
10882Visninger
AA

10. Det hele starter her

”Var vi gode, Rin?” spurgte Jonghyun og smilede til mig. Jeg smilede lidt tilbage og nikkede så. Som om de skrigende piger ikke var svar nok på det spørgsmål. Jonghyun lagde sine arme omkring livet på mig og skulle til at kysse mig igen. Key stoppede ham. Igen. Han tog fat i hans trøje og trak ham væk.

”Ikke imens vi andre er til stede, Jjong!” sagde Key umma. Jonghyun sukkede opgivende. Jeg grinede bare lidt og så omkring mig. Jeg fik øje på en skikkelse der gik forbi os, måske en af arbejderne? Eller måske ikke… Hans blik var kold, jeg kunne have svoret på at hans øjne var røde. Hans smil ondt.

”Jeg skal nok få fat i dig, Karorin True Loveless.” Jeg kunne høre ham hviske i mit hoved, men før jeg vidste af det, var han væk. Hans onde latter lød i mit hoved. Var det noget jeg bildte mig ind? Hvem var han? Jeg tog mig til hovedet. De andre af mine venner stod og snakkede sammen, grinede sammen, de lagde ikke mærke til mig… De så mig ikke… Før jeg besvimede, og Minho fór hen for at gribe mig. Alting blev langsomt mørkt.

”Rin! Rin, hold ud! Rin!” sagde Minho bekymret, da jeg lå i hans arme. Jeg så på ham med tomme øjne, imens mørket omringede ham, og mit syn blev slørret. Og så… Blev det hele sort.

Når man er bevidstløs, kommer der mange billeder ind i hovedet på én. Billeder fra gode minder, billeder fra dårlige minder, og billeder fra minder, der endnu ikke har fundet sted.

 

Da jeg endelig åbnede mine øjne igen, var alting lyst. Det var ikke aften længere. Jeg følte mig træt, men samtidigt udhvilet. Jeg lå på en meget blød seng. Jeg havde en T-Shirt på, som jeg skam havde set før; det var en af Jonghyuns nye trøjer som jeg havde købt til ham. Det var hans nye nattrøje, der var også et par bukser til, men dem havde jeg tydeligvis ikke på.

Underbukser. Ikke andet.

Mine kinder blev røde. Hvorfor var jeg ikke i min egen seng? Jeg hørte så en dyb vejrtrækning, af en sovende skønhed. Jeg så til højre for mig, og opdagede Jonghyun, der lå og sov dybt ved min side. Jeg lå faktisk helt tæt ind til ham, fattede ikke at jeg først opdagede ham nu. Hvad skulle jeg gøre? Lade som om jeg sov, eller vække ham? Hans arm var lagt blidt omkring mig, og han sov så tungt, så det ville være en skam et vække ham, ville det ikke? På den anden side… Klokken var mange, næsten syv, og vi skulle altså være i skole klokken otte og…

”Åh Gud, min far slår mig ihjel,” mumlede jeg, da det gik op for mig at jeg havde sovet hos dem, uden at fortælle det til min far.

”Bare rolig Rin, Hannah har ringet til din far,” mumlede Jonghyun træt, da jeg opdagede at jeg havde vækket ham. Jeg så på ham.

”Undskyld Jjong, det var ikke meningen at vække dig,” mumlede jeg lavt og kyssede hans pande. Han smilede skævt til mig og satte sig halvt op og lænede sig mod mig igen.

”Du hørte Key, vi måtte ikke kysse når han var i nærheden,” grinede Jonghyun og så lidt rundt. ”Han er her ikke nu.” Han smilede. Jeg smilede tilbage med et lille grin.

”Du har fat i noget,” sagde jeg og kyssede ham blidt.

”Men Jjong, jeg har et problem, min skoleuniform er hjemme,” sagde jeg, imens Jonghyun bare fortsatte med at kysse mig.

”Det skal vi nok finde ud af,” sagde han og smilede og kyssede min kind blidt. Han tog min hånd, og lagde den ud fra sin brystkasse, hvor hans hjerte sad. Jeg kunne mærke hans hjerte slå. Det slog utroligt hurtigt.

”Du er min eneste ene, Rin, ved du godt det?” mumlede han og kyssede mine læber igen. Det var nu et rart øjeblik, uden Key umma til at ødelægge det hele med sin overbeskyttelseshed. Han åbnede sin mund en lille smule, for at give mig adgang, og det samme gjorde jeg. Det var vores første lidenskabelige kys, i stedet for de normale kys vi plejede at give hinanden når andre så på.

”Wow, Rin, jeg tænkte nok der var en fyr,” sagde en stemme pludselig. Pinligt? Med Jonghyun halvt ovenpå mig, imens min storesøster stod og så på med en bærepose i hænderne og et smil på læberne. Jonghyun trak sig hurtigt væk fra mig, lagde sig ned med ryggen mod os og lod som om han sov. Jeg slog på ham.

”E-Ey! Dino! Du kan ikke bare sove nu!” udbrød jeg. Kekirie grinede.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...