Os to forevigt? (Færdig)

Oliver er ren dansker, dog er han altid lidt brunere. Jennifer er andengenerations udenlæning, imod hende vilje er hun blevet lovet væk.
Oliver spiller fodbold i den lokale fodboldsklub sammen med sine 2 venner, Mikkel og Austin. Det er et af Jennifers højeste ønsker at begynde til fodbold, men hendes far mener at det er en drenge sport, derfor er han ikke nem at overtale til det. Så Jennifer starter til det uden faderen ved noget. Men Jennifer' og Olivers hold træner samtidig.
Oliver får et crush på Jennifer, men har Jennifer mere end venne-følelser for Oliver?

4Likes
43Kommentarer
5593Visninger
AA

35. oliver - min skyld...

Jennifer skubbede Christian væk og gik ned mod mig. ''er det dig Oliver?'' Jegsmilede anerkendende. Det var mig, ihvertfald sidste gang jeg tjekkede.

Tiden gik hurtigt til festen, jeg havde fået stoppet mig ind hos en teenager pige, jeg kendte hende ikke rigtigt, men hun virkede flink nok. Hendes navn var IsaBell. Der var ikke meget plads i deres lille bil, hendes far og mor foran, mig bagved sammen med hende og hendes lillebror, der var facineret af mig. Aeg var blevet placeret der af hendes smilende forældre. Jeg var blevet god til at charmere mig ubevidst ind. Lidt for god. Tiden til bryllupet gik alt for hurtigt. Tiden fløj afsted, uden pis den fløj afsted. Jennifer så henrivende ud, men tiltrækningskraften var væk. Måske fordi jeg havde fundet noget andet at brænde for. Jeg brændte mere for militæret end for Jennifer. Hvordan skulle jeg nogensinde få fortalt hende dét. Bare fordi jeg ikke elskede hende mere, holdt jeg stadig af hende som min ven. ''jeg har noget at fortælle dig, Jennifer.'' jeg tog Jennifer i hånden og hev hende med ud. Christian gloede på mig. Hvad skulle jeg også med hans brud? ''Oliver, hvd sker der?" Grinede Jennifer. Hun var vidst lidt småfuld, hvorimod jeg havde næget at indtage noget der indholdte alkohol. Jeg skulle være frisk imorgen, hvor jeg igen var tilbage i hæren.

"jennifer, der er noger jeg bliver nød til at sige inde jeg rejser igen. Jennifer jeg..."

"Sig det, kære Oliver." Hun lod fingeren løbe langs mit kindben.

Jeg kiggede væk "Jeg kommer ikke tilbage om et år Jennifer..." Jeg græd ikke, jeg havde end ikke dårlig samvitighed. Jeg gjorde det rigtige. Jeg fortalte sandheden i stedet for at udskyde det med dårlige undskyldninger.

"Hvad?" Jennifer glippede med øjnene.

"Mit liv ligger i militæret, jeg havde aldrig drømt om det. Det kom fuldstændig bag på mig, men nu savner jeg faktisk militæret. Det er mit hjem." Jeg gravede i min store baglomme. "Men den her er til dig. Det.. Ehh.. Det er en ring. Jeg håber ikke Christian har noget imod at jeg giver dig en ring. Den er specielt lavet til dig. Den er af et eller andet specielt guld. Smid den ind i ild og den vil afsløre en hemmelighed, men jeg bliver nød til at løbe nu, Jennifer. Jeg skal være tilbage til morgen træning. Det var betingelserne." Jeg smilede ned til hende, tanken om at være tilbage i morgen gjorde mig glad. Du er væk fra mig, men jeg vil altid være tæt på dig.  

"Elsker du mig ikke, Oliver?"

Jeg håbbede hun ikke havde stilt det spørgsmpål. "Ehh, nej. Jeg holder af dig som ven, Jennifer. Du virker ikke længere tiltrækkende på mig, kun hæren tiltrækker mig." Jeg lagde den lille æske i Jennifers favn.

"Jeg elsker dig dig, Oliver." En tåre løb ned af Jennifers kind.

"Whatever happens. I always had loved you and always will do." Jeg smilede til hende og gav hende et bjørne knus. "Farvel, Jennifer."

Så løb jeg hjem.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...