Os to forevigt? (Færdig)

Oliver er ren dansker, dog er han altid lidt brunere. Jennifer er andengenerations udenlæning, imod hende vilje er hun blevet lovet væk.
Oliver spiller fodbold i den lokale fodboldsklub sammen med sine 2 venner, Mikkel og Austin. Det er et af Jennifers højeste ønsker at begynde til fodbold, men hendes far mener at det er en drenge sport, derfor er han ikke nem at overtale til det. Så Jennifer starter til det uden faderen ved noget. Men Jennifer' og Olivers hold træner samtidig.
Oliver får et crush på Jennifer, men har Jennifer mere end venne-følelser for Oliver?

4Likes
43Kommentarer
5605Visninger
AA

33. Oliver - Hvorfor gør jeg dog det her? Din spade, Oliver...

Jeg sad i flyet på vej til DK. Jeg var ikke sikker på jeg stadig kunne tale dansk, eftersom alle de sidste par måneder var foregået på engelsk. Men jeg måtte vel bare gøre mit bedste.

Jeg prøvede at tænke dansk indeni mit hovede, men det gik hele tiden over i engelsk uden jeg selv bemærkede det.

Jeg lænede mig tillbage i sædet og tænkte på hvor jeg skulle hen.

Jeg skulle til Manilla. Der rasede en helt enorm krig for øjeblikket. Min sergant mente at jeg ville klare mig godt der, jeg ville trives. Han mente jeg ville trives, og jeg modsagde ham ikke.

Jeg glædede mig faktisk til at komme derned. Måske skulle jeg sove lidt? Jah, det var en god ide...

Men.. måske.. jo... Jeg... Nej.. Hvorfor... Zzzz

 

jeg blev vækket af en stewardesse som vækkede. "Hr. Du bliver nød til at spænde din sele, vi lander nu." hun smilede venligst. Jeg smilede igen og klikkede min sele. Damen nikkede og gik videre..

Det var det sædvanlige, da vi landede. De små børn omkring mig skreg, da de fik propper i ørene. Deres forældre prøvede forgæves at fortælle dem det snart gik over.

Jeg havde bare aldrig prøvet at få propper i ørene og så slemt kunne det da heller ikke være, men alligevel var jeg nysgerrig efter at vide hvordan til det ville føles at have propper i ørene.

Whatever. De andre passagere og jeg steg ud, jeg maste mig igennem mængden imens jeg skælvede til det store ud. Jeg havde stadig mit militær tøj på, jeg havde ikke tid til at finde noget mere formelt.

Jeg havde vel løget for Jennifer, men det var i en god vilje. Så jeg havde ikke dårlig samvitighed. Der var kun små 20 kilometer herfra til kirken.

Jeg kunne da sagten nå at løbe det på.... Pis!! Jeg accelerede så hurtigt mine ben tillod. Jeg var glad for ar jeg havde brugt de sidste ugers nætter ude i skoven, så jeg var i topform, ellers ville jeg ikke kunne have spurtet afsted, som jeg gjorde.

Hvis jeg var heldig kunne jeg lige nå det inden de gik ud af kriken. Jeg SKULLE bare nå at se Jennifer blive gift.

Det var blevet et must i mit liv.

Træerne fløj forbi.... Eller det vil sige at det var mig der fløj forbi dem....

De 20 kilometer gik hurtigere end jeg havde forventet, jeg farede ikke vild. Vejen var godt afmærket med skilte.

Jeg var små forpustet, men ikke at det gjorde mig noget. Jeg rystede hovedet engang, mit hår faldt på plads. Jeg spejlede mig selv i et lille spejl der var i kirkens forhal. Min kulør var stadig brunere i det end almindelige danskeres, men jeg var blevet højere og mere muskuløs siden jeg forlod Danmark sidste gang. Min uniform snoede sig perfekt omkring min muskuløse perfekte krop. Mine kinder var lidt rosa efter at have løbet så langt. Jeg rystede igen på hovedet. Mit hår, jeg plejede at have sat op med voks, fik nu bare lov til at filtre rundt som det ville. Jeg kørte min hånd igennem mit hår og kiggede mit selv i spejlet igen.

Jeg så faktisk hot ud..

Jeg åbnede larmende den stor dør ind til selve kirken. Der røg den ide med at ankomme ubemærket.

Et gisp løb igennem hele kirken. Jeg forstod det godt. En soldat i kirken! Hvad sker der? Hvorfor er han her! En stille mumlen bredte sig blandt mit chokerede publikum.

Jeg var ikke sikker på om der overhovedet var nogen der genkendte mig. Højst sandsynligt ikke. Mit udsende var blevet ændret så meget i løbet af de få uger jeg havde været væk. Mit ansigt var blevet mere mandigt og vejrbidt. Jeg var vokset omkring 10 cm, jeg holdte ikke styr på det. Men jeg havde fået ny uniform lidt for mange gang. Jeg var simpelt skydt i luften.

Jeg smækkede døren efter mig, gik med rank ryk over til væggen, sådan som jeg ville stå foran min sergant stillede jeg mig. Jeg rømmede mig, men mumlen fortsatte endnu et par minutter inden præsten tog ordet igen.

"Og jeg erklære jer hermed for rette ægtefolk at være." Jeg så til mens Jennifer og Christian kyssede. Jeg havde ikke noget imod det længere, lagde jeg mærke til. Jeg ønskede ikke det var mig der stod deroppe sammen med hende.

Hvad var der sket med mig?

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...