Os to forevigt? (Færdig)

Oliver er ren dansker, dog er han altid lidt brunere. Jennifer er andengenerations udenlæning, imod hende vilje er hun blevet lovet væk.
Oliver spiller fodbold i den lokale fodboldsklub sammen med sine 2 venner, Mikkel og Austin. Det er et af Jennifers højeste ønsker at begynde til fodbold, men hendes far mener at det er en drenge sport, derfor er han ikke nem at overtale til det. Så Jennifer starter til det uden faderen ved noget. Men Jennifer' og Olivers hold træner samtidig.
Oliver får et crush på Jennifer, men har Jennifer mere end venne-følelser for Oliver?

4Likes
43Kommentarer
5587Visninger
AA

14. jennifer:

Jeg sad og kiggede med et tomt blik på tavlen. Der var intet der fangede min opmærksomhed, heller ikke mine venner der så sødt og forgæves prøvede at få bare et lille enkel smil ud over mine læber, men jeg var ligeglad. ”Jennifer, hvad skal du efter skolen. Jeg ville smutte i center og shoppe” smilede min Jessica  skævt imens hun klappede mig kærligt på skulderne og kiggede derefter fortabt på Oliver imens der formede sig et kæmpe smil på hendes læber. ”Oliver er ikke din tid værd” sukkede jeg irriteret imens jeg lod mig tegne nogle utydelig ord imens jeg kunne mærke min mobil vibrer i lommen.

Jeg sukkede irriteret imens jeg hev min mobil op af lommen da hans navn poppede op på skærmene ”Christian”, jeg åbnede kort min mobil imens jeg læste beskeden igennem. De samme beskeder døgnet rundt, der var intet anderledes ved det, intet der kunne ændre mit humør. ”Jeg er hjemme klokken 18, lav min aftensmad!”, ”okay” skrev jeg kort tilbage imens jeg hørte Olivers flabet svar til lærerne imens de andre begyndte at grine.

Det var hurtig blevet tid til at tage hjem, jeg havde sukkede som et ja da Jessica ikke ville give op og lade mig tage hjem. Oliver havde intet sagt til mig, det eneste han havde gjort var at give mig dræberblikket og bare grine hånen af mig hvis jeg ikke kunne finde ud af svaret læreren forgæves prøvede at stille mig om. ”Jennifer har du hørt at Oliver holder fest, vi skal sindssyg meget komme!” grinede hun imens vi cyklet hen mod centeret. ”Ja, hyg dig til festen. Jeg vælger nok at blive hjemme, og for det andet er jeg nok ikke inviteret” mumlede jeg skift imens vi kørte ind mod parkeringspladsen. Jeg kunne tydelig fornemme folks underlige blikke de sendte mig imens jeg gik hen, hånd i hånd hen mod centeret.

 

Vi havde virkelig ikke fået shoppet særlig meget, eller jeg havde ikke. Det eneste der fór rundt i mit hoved var samme sætning om og om igen. ”Jennifer, høre du efter” sukkede Jessica irriteret imens hun kiggede mistroiske på mig. ”Ja. Du sagde et eller andet” smilede jeg falsk imens jeg lod mig dumpe ned på en af de få bænke der stod i centeret imens de bare ventet på at der ville komme nogle og varme dem, holde dem med selvskab. ”Helt ærligt” jeg kunne tydelig høre at hun var sur og irriteret på mig imens hun forgæves prøvede at være neutral. ”Undskyld smukke men jeg har meget at se til” mumlede jeg igen imens jeg lod mit blik glide hen på en gruppe drenge der utrolig meget lignet Oliver crew. ”Er det ikke Oliver?” spurgte jeg Jessica om, imens jeg tydelig kunne fornemme mit frustration der snart ville springe ud og overfalde mig, med alt det jeg forgæves prøvede at fortrænge. 

 

 

Jeg var hurtig blevet hevet med over til de der drenge, som desværre var dem jeg troede det var. Olivers crew. Jeg kunne tydelig fornemme deres stikkende blikke der landet så perfekt på mig, men jeg var selv uden om det, desværre. ”Hej Oliver!” hvinede Jessica imens hun strammet grebet om min stakkels arm, der hurtig begyndte at svig mere en nødvendig. ”Hej Jessica, og hej…” smilede Oliver imens da han nærmede sig at sige mit navn gik han så tydelig i stå, imens hans smil forsvandt så hurtig som den var kommet. ”Hej Austin og Mikkel, Oliver” sukkede jeg igen imens jeg hev min mobil op at lommen, 5 ubesvaret opkald. Og jeg havde en bange anelse om hvem det kunne være. ”Vi ses Jessica” smilede jeg falsk imens jeg begyndte at gå hurtigere, jeg havde fuldstændig glemt hvad klokken var. ”Jennifer!” råbte en bagfra imens jeg fik vendt mig om og kiggede på Oliver der traskede med langsomme trin hen mod imens han kiggede nervøst rundt, nok i håb ikke om at se Christian. ”Hvad?”  

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...