Os to forevigt? (Færdig)

Oliver er ren dansker, dog er han altid lidt brunere. Jennifer er andengenerations udenlæning, imod hende vilje er hun blevet lovet væk.
Oliver spiller fodbold i den lokale fodboldsklub sammen med sine 2 venner, Mikkel og Austin. Det er et af Jennifers højeste ønsker at begynde til fodbold, men hendes far mener at det er en drenge sport, derfor er han ikke nem at overtale til det. Så Jennifer starter til det uden faderen ved noget. Men Jennifer' og Olivers hold træner samtidig.
Oliver får et crush på Jennifer, men har Jennifer mere end venne-følelser for Oliver?

4Likes
43Kommentarer
5603Visninger
AA

20. Jennifer: My Heart Can't Tell You No

”for helvede Andreas!” råbte jeg irriteret imens jeg faret op, jeg holdte virkelig af Oliver. Mere ind jeg havde troede, mere ind alt jeg nogle sinde havde vist. ”Hvad vil du gøre ved det, smukke?!” smilede han flabet tilbage imens han trak mig ind mod sig selv. ”Ved du hvad?! Han er ikke det værd, og du er heller ikke!” skreg jeg lige i hoved på ham imens jeg slog mod hans bryst, dog uden noget nytte. Det eneste han tog sig til var at smile charmende imens han trak hans hænder op og holdte stramt om mine bare hænder. ”Jo jeg er meget mere værd. Kom smukke!” smilede han dominerende imens han trak mig med, lige der hen hvor jeg inderlig håbede vi ikke skulle hen. Hen til Oliver, og så med den nar af en dreng.

”Hør så efter!” mumlede han irriteret over min evigt skrig om at han skulle slippe mig så jeg kunne smadrede ham, men intet virkede. Intet af det jeg skreg virkede. Jeg kunne tydelig se folks mærkelige stikkende blikke der bare borede sig ind i ryggen på mig, jeg kunne dog også høre deres undrende tone, selvom jeg inderlig prøvedet ikke at ligge for meget mærke til det.

”Oliver se, hvad jeg har med!” råbte han tydelig imens vi nået hen til hans hus som jeg lige var skredet fra, great?!. Jeg kunne svagt høre nogle sløve skridt der blev højre og højre for hvert skridt personen tog hen mod døren. Skridt hen mod min undergang, jeg havde ingen ide om hvad Andreas skulle bruge mig til og så foran Oliver.

 

Oliver åbnede hurtig døren da jeg ikke kunne høre flere skridt. ”Hvad vil du!” brummede Oliver surt over at se Andreas sammen med mig, men denne gang var det anderledes det lignede virkelig at jeg stod og holdte om ham imens han bare nød at se Olivers smerte der snart udviklet sig til mere ind det, vrede ville jeg gætte på. Men til hvem viste jeg ikke. ”Har vi ikke der Andreas og hende der!” råbte han arrigt, eller sagde det højt men for mit vedkommende lød det som råb, råb der rev det sidste stykke jeg havde af værdighed.

”Oliver jeg har for helvede et NAVN, og måske var jeg for fuld til at overhoved husker hvad jeg lavet i går?! Og det vil du udnytte, du ved godt hvad der for helvede vil ske når jeg træder hjem”

Råbte jeg arrigt men forvandlet det stille til noget mere rolig, dog varede det ikke lang tid inden jeg knækket sammen og bare begyndte at græde. Dejligt ikke? Egentlig ikke.

 

”Så det gjorde du ikke, du lagde for helvede op til det?” halvråbte han arrigt imens han smækket med døren bag sig, så det gav et kæmpe brag. Jeg valgte at kigge stille op imens jeg mærkede Andreas slippe mig imens han bare kiggede på det der forgik, lige foran ham. ”Okay, Oliver. Hvis det ikke var for min familie, så havde jeg nok for helvede været din! Din fucking NAR.” råbte jeg grædende imens jeg faldt ned på jorden imens jeg bare kiggede med våde øjne op på Oliver der stadige så pisse sur ud hvis jeg ikke tager helt fejl. ”Og hvad skal jeg gøre ved det?” mumlede han stille imens han rev mig op og stå imens han strammet grebet om mine arme så jeg ikke ville falde sammen igen. ”My heart can’t tell you no.” mumlede jeg lydløs, imens jeg kunne høre en bil stille sætte farten ned og stanse lige foran huset.

”Andreas hvem kommer?!” mumlede jeg en anelse panisk, imens Oliver havde limet mine øjne fast til det syn jeg elsket allermest. Olivers fantastiske øjne, hans smil og ikke mindst hans dejlige overkrop. ”en meget sur mand som egentlig kun ser på jer som om han vil smadrede jer.” smilede Andreas imens hans charme tydelig kunne fornemme i hans måde at snakke på og så til mig. ”Christian?” hviskede jeg nærmeste lydløs inden jeg vendte min opmærksomhed mod manden, som ja, var Christian.

”Undskyld Christian, det var ikke meningen” mumlede jeg stille imens jeg mærkede Olivers greb blive løser, og inden da gav han mig et sidste kram inden han gav helt slip på mig så jeg kunne komme hjem. Hjem til ballade og alt det standard. ”Undskyld Oliver” mumlede jeg uden at værdige ham et eneste blik.

 

 

EFTER WEEKENDEN:

 

Jeg traskede stille ind af døren til lokalet imens smerterne steg langt op, brændte mig nærmeste. Jeg havde taget en stor langærmet T-shirt på, selv om det var sommer. Men T-shirt var mit bedste dækkemidlet. Dække alle de forfærdelige ar, ar af alt som man kunne forstille sig. ”Hej Jessica” smilede jeg kort imens jeg slog mig ned ved siden af hende imens jeg lod mit blik hvile kort på hende. ”Hva’ så? Dejlig alene tid med Oliver” grinede hun imens hun klappede mig på min skulder.  Jeg kunne tydelig mærke smerten stige voldsomt op i mig, men jeg ville ikke skrige ikke nu ikke her. "Dårligt, skænderier" mumlede jeg kort imens jeg faldt ned i de uendelige dagdrømme om en normal familie, en familie uden at blive lovet væk.

 

Vi skulle have idræt som alle andre skole. Alle almindelige skoler. Men denne gang var det dog ikke noget jeg ville være med til, mest på grund af mine sår, og en snært af Oliver. Jeg havde dog ikke nogle valgmuligheder så jeg kastede mig ud i det med mit normale tøj på, nok ikke det mest sporty. Jeg kunne tydelig se de andres elevers stirrende blikke, deres forvirret blikke men jeg var ligeglad. Ingen skulle opdage, ALDRIG nogle sinde!

 

"Jennifer"  hviskede Oliver stille ind i mit øre imens han stille tog hans varme arme rundt om min mave imens han vente mig om så jeg igen kunne kigge på ham. "Oliver" hvisket jeg stille imens jeg lagde mine hænder rundt om hans hals imens jeg kiggede ind i hans øjne. "er du okay, du plejer altid at have noget mere sporty tøj på, og noget der ikke er så varmt" mumlede han imens han trak lidt op i min bluse. "Oliver. Ja jeg er okay" mumlede jeg stift imens jeg kiggede ned . Jeg ville ikke kunne holde ud, hvis jeg skulle fortælle min historie. Min oplevelse igår. "Oliver, skal vi ikke smutte. De andre er gået, vi har jo i princippet fri" smilede jeg kort imens jeg lod mig løsne grebet fra Oliver. "Hmm" mumlede Oliver irriteret. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...