Os to forevigt? (Færdig)

Oliver er ren dansker, dog er han altid lidt brunere. Jennifer er andengenerations udenlæning, imod hende vilje er hun blevet lovet væk.
Oliver spiller fodbold i den lokale fodboldsklub sammen med sine 2 venner, Mikkel og Austin. Det er et af Jennifers højeste ønsker at begynde til fodbold, men hendes far mener at det er en drenge sport, derfor er han ikke nem at overtale til det. Så Jennifer starter til det uden faderen ved noget. Men Jennifer' og Olivers hold træner samtidig.
Oliver får et crush på Jennifer, men har Jennifer mere end venne-følelser for Oliver?

4Likes
43Kommentarer
5588Visninger
AA

36. Jennifer: Jamen. Jamen

”Oliver elsker du mig ikke” mumlede jeg stille imens der stille røg en tåre ned af min kind, den kind der var fyldt med den mest perfekte makeup der havde taget flere timer. Jeg kunne svagt høre Olivers svar imens han vente sig om og løb, løb væk fra mig. Jeg var smadret som aldrig før, jeg havde aldrig troede at hæren kunne betyde mere ind mig.

 

Jeg vente mig stille om imens tårende bare havde frit løb, og det gjorde de også, de løb og løb og gad bare ikke stoppe. Jeg gik med stille skridt hen mod Christian, jeg kunne tydelig mærke at mine ben kunne knække når som helst, og hvor som helst. ”Christian, kan vi ikke tage hjem” mumlede jeg grædefærdig imens jeg kastede mig i armende på ham. Jeg havde brug for en der ville kunne forstå mig, og heldigvis havde Christian fuld forståelse for det.

 

”Jo søde. Lad os gå” smilede han opmuntrende imens han holdte om min talje imens vi traskede ud mod bilen. ”Hvordan kan han gøre sådan noget” hulket jeg højt og hysterisk imens vi sad inde i bilen og var ellers på vej hjem.

Jeg sad stille oppe i flyet imens jeg lukket mine øjne, vi havde valgt at tage til Paris. Kærlighedens by.

 

”Jennifer, hvad er det?” mumlede Christian imens han hev min taske op og kiggede med et undrende blik på den lille æske der lå så fint inde i den. Jeg åbnede svagt mine øjne imens jeg kiggede på æsken. ”en ring fra Oliver” mumlede jeg ligegyldig imens jeg tog æsken og kylet den ned i tasken igen.

”Jennifer, kom nu. Der er gået over en uge og du er stadige ikke glad” sukkede han irriteret imens han satte sig ordenligt til rette imens hans blik hvilet på mig og kun mig. ”Hmm” sukkede jeg igen ligegyldig.  

 

Der var nu gået flere måneder og flere uger. Jeg havde vænnet mig til at være Christian kone, og det var sku ikke særlig slemt. Jeg lod mit bløde hår svinge frem og tilbage imens mig og Christian gik sammen rundt inde i byen. Det var endelig blevet december og vi skulle ud og se på gaver til familien. De var den 14 december og jeg havde det som det var igår jeg blev gift. Oliver havde jeg ikke tænkt på, hans halskæde var gemt væk for lang tid, jeg havde ikke gidet at skænke ham en eneste tanke, men det lykkes dog ikke særlig godt, han dukket hele tiden frem under min underbevisthed. "Jennifer, prøv at tænkt at det snart er et halv år siden vi blev gift. Og et halvår siden jeg fik nyheden" sukkede han trist men også med en stor glæde. "For helvedet Christian, du skal altså ikke hele tiden minde mig om det sukkede jeg træt. "Undskyld smukke" smilede han skævt imens han hev mig ind til sig og lod ellers hans varme stige ind i kroppen på mig. 

 

"Hvad tro du din mor ønsker sig?" smilede jeg underne imens jeg lod mit blik glide over alle de mennesker der gik og havde stress på, stress med at finde deres julegaver. "Det ved jeg ikke" smilede han kort.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...