Os to forevigt? (Færdig)

Oliver er ren dansker, dog er han altid lidt brunere. Jennifer er andengenerations udenlæning, imod hende vilje er hun blevet lovet væk.
Oliver spiller fodbold i den lokale fodboldsklub sammen med sine 2 venner, Mikkel og Austin. Det er et af Jennifers højeste ønsker at begynde til fodbold, men hendes far mener at det er en drenge sport, derfor er han ikke nem at overtale til det. Så Jennifer starter til det uden faderen ved noget. Men Jennifer' og Olivers hold træner samtidig.
Oliver får et crush på Jennifer, men har Jennifer mere end venne-følelser for Oliver?

4Likes
43Kommentarer
5601Visninger
AA

32. Jennifer: Brylluppet #2

Jeg stod stille imens jeg ventet på at klokkeklangen ville begynde. Jeg sukkede stille imens jeg mærket en enkel tåre der faldt så fint ned på jorden imens den sagde klask, et klask der var så larmende. Måske fordi der var så stille, det eneste der forstyrret stilheden var vores dybe vejrtrækninger. Jeg kiggede med et skævt blik hen mod mine far der stod med tåre i øjne imens han sendte mig et skævt smil, jeg kunne svagt se noget der glimtet så fint på hans ellers markante kindben, græd han? ”Græder du?”

smilede jeg skævt imens jeg kiggede med et skævt blik på ham. ”Nej. Jeg fik altså bare noget i øjet” mumlede han lavt imens vi tydelig kunne høre klokken kime, nu var tiden inde. Jeg kunne ikke nå at smutte, det hele ville smuler lidt ligesom hele min forhold med Oliver. Jeg viste da jeg skrev det brev, var han blevet sur, rasende. Men jeg havde intet at skjule for ham, hvis kan ikke kan acceptere mig og mine fejl skal jeg ikke spile tiden på ham. ”parat?” smilede han kort imens han presset mig ind til ham og sendte mig derefter et smil, et faderlig smil. Jeg ikke havde set i flere måneder. ”Ja.” mumlede jeg lavt imens jeg sank en dyb klump der hurtig havde samlet sig og ville bare ikke give slip, ikke lade mig slippe så let.

 

Jeg sukkede en enkel gang, en enkel lydløs gang. Inden jeg indtog kirkerne med storm havde alle sagt, jeg trådte ind sammen med min far, arm i arm. Jeg lod mit blik glide stille hen over forsamlingen, men ingen Oliver. Selvom jeg viste at han ikke kunne komme, han ikke ville være der. Ønsket jeg det alligevel, af hele mit hjerte, af hele mit liv. Jeg ville inderlig gerne kunne sige rigtig farvel til ham, inden han ville blive pakket ned i kassen jeg ikke åbnede med det sammen.

Endelig lod jeg mit blik lande fint, trist på Christian. Ikke at det egentlig var en trist dag, nej alle havde mødt op undtagen den jeg ønsket mest ville vise sit fine markante ansigt. Det ansigt jeg længste efter, og selv Christian havde indset det, at han ikke var mit valg, min fars. Jeg smilede et lille skævt smil til Christian som snart og meget snart ville være min mand. En mand i slutningen af 20’eren, og jeg kun de 17 snart 18 år. Han sendte mig et stort men stadige med en snært af medlidenhed.

 

Jeg vendte mig om så jeg stod lige foran ham, jeg kunne tydelig mærke kjolen lige tagen den sidste drejning inden den landet så flot, så koldt på mine bare lår inde under. Jeg lod stille mit blik kigge rundt på alle de andres ansigter, men ingen Olivers. Men selvfølgelig ville han ikke se mig, jeg havde brudt det eneste løfte jeg lovet ham inden han tog af sted. Men jeg laver fejl alle laver fejl, og selv han laver fejl. Nogle større ind andres, og min mente jeg bare var en…lille en.

 

”Christian Cole, vil du tage Jennifer Love som din ægtefælle indtil døden jer skilles?” sagde præsten imens han kiggede et stift blik på Christian imens han ikke ændrede en eneste mine. ”Ja” sagde han bestemt, tydelig og højt så alle kunne høre det. ”Jennifer Love, vil du tage Christian Cole som din ægtefælle indtil døden jer skilles” sagde præsten med hans montone stemme, ingen glæde, ingen smerte. Men for mig var det det stik modsatte, al smerten jeg havde holdt inden skulle forsvinde i dag, eller det stik modsatte forvolde så meget smerte, og så her og nu.

Jeg stod helt stille imens jeg tydelig kunne fornemme smerten stige mig til hoved og inden længe springe ud som et stort kaos hvis jeg ikke kunne stoppe det, styre det.

”This is my  Perfect Nightmare, So when will I wake up and scream No way” Mumlede jeg lydløst imens jeg kunne fornemme de andres stikkende blikke, deres virkelig forvirret blikke og ikke mindst præsten belastende suk, min fars had der forgæves prøves at ligge log på, låg på hans vrede. "....”

 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...