Os to forevigt? (Færdig)

Oliver er ren dansker, dog er han altid lidt brunere. Jennifer er andengenerations udenlæning, imod hende vilje er hun blevet lovet væk.
Oliver spiller fodbold i den lokale fodboldsklub sammen med sine 2 venner, Mikkel og Austin. Det er et af Jennifers højeste ønsker at begynde til fodbold, men hendes far mener at det er en drenge sport, derfor er han ikke nem at overtale til det. Så Jennifer starter til det uden faderen ved noget. Men Jennifer' og Olivers hold træner samtidig.
Oliver får et crush på Jennifer, men har Jennifer mere end venne-følelser for Oliver?

4Likes
43Kommentarer
5609Visninger
AA

28. Jennifer: Blodet

Jeg sad med et trist blik en fredag, som drengen altid mente var en fest. Piger, druk, sex i bandevis. Men så dumme var de dog ikke, de lod mig ikke side ned en eneste sekund. ”Jennifer, ærligt. En fest, vi kan komme med til, der er jo nogle der har udseendet” smilede de lumsk imens de kiggede med store øjne på mig. ”Gys, nej. Jeg har ikke lyst, og forresten hvordan kan i tænke på det når Oliver ikke har skrevet nogle breve. Tænk hvis der er sket ham noget” råbte jeg irriteret højt imens jeg igen tiltrak opmærksomheden, dog med en eller mere undrende blikke fra folk. ”Rolige Jenny. Der er ikke sket ham noget” smilede Austin med hans fjoget udtryk. Hans berømte udtryk blandt hans venner. Men alligevel rev det mig itu, jeg kunne stadige ikke finde rundt i hoved på mig. Jeg kunne slet ikke forstå at Oliver ingen breve havde skrevet til mig, det plejer altid at være mit daglige gøremål. Men nu har jeg intet. ”Jenny, kom nu. Jeg vil gerne score, jeg kan jo ikke score dig” jokkede Andreas imens han hev mig ind mod sig imens han bare smilede tjekket til de piger der gik forbi ham.

”Helt ærlig drenge, kan i ikke selv finde ud af en god fest uden jeg er med” smilede jeg igen imens vi traskede hen mod skolen. Bare fordi det var fredag, skal man jo stadige i skole. Jeg sad sammen med dem resten af dagen, Jessica havde valgt at side og spise sammen med os for første gang siden jeg begyndte at hænge ud med de drenge. ”Hej Jessica!” smilede drengen imens de forgæves prøvet at hive hende ind i en samtale, jeg havde dog valgt at springe fra og bare tænke alt igennem. Både alt det med Oliver, brylluppet, orkanen. ”Jessica, snak nu bare med dem. De bider ikke” mumlede jeg provokeret imens jeg skubbede stolen væk under mig og bare skred fra dem, jeg kunne tydelig høre deres råb efter mig, imens de alle sukkede i kor.  Jeg smuttet hurtig ud af døren imens jeg rev hættetrøjen over hoved imens jeg bare gik i mine egen tanker. Vi kan vel sige at hele mit hoved var som et kæmpe virvar af tanker, følelser der bare ikke gad passe sammen. Et puslespil der ikke vil gå op fordi man mangler en enkle prik.

Jeg smuttet dog derfor hjem imens jeg tjekket posten i håb om der var post og det var der dog også, bare ikke den måde jeg havde regnet med. Nej det var ikke Olivers skrift, ikke hans sjuskede skrift. Nej mere yndefuldt. Jeg rev den hurtig op imens jeg lod tårende trille omkamp ned af mine elsket kinder. De kinder der havde været fyldt med makeup, men lige nu vel, var det stik modsatte. ”Jennifer hvad er der galt?” smilede Christian for første gang i lang tid. Han viste at jeg havde utrolig mange følelser for Oliver, men alligevel gifte mig med ham havde han stor respekt for. ”Læs” mumlede jeg ligeså lydløs jeg kunne for ikke at knække mig stemme der ellers var så skrøbelig for tiden. ”Det er jeg virkelig ked af at høre. Høre det med Oliver, men kom med ind” smilede han skævt, usikkert imens han lod mig blidt skubbes ind af døren imens han kiggede med et bekymret blik på mig. Jeg kunne knække sammen hvert sekund, hvert minut, hver time. Når som helst.

 

 

2 dage efter:

Jeg sad med et tomt blik sammen med resten af mine venner i spisefrikvarteret. Ingen af os sagde noget, alle havde fået brevet i går, bare på forskellige tidspunk. Ingen af os kunne se lyset i vores liv, vores alles Oliver havde mistet livet i en spasser orkan. ”Jennifer, jeg er virkelig ked af at høre det” mumlede Jessica imens hun slog sig ned ved siden af mig, men jeg registeret intet, det eneste der fór igennem mit hoved var hvordan jeg skulle overleve det uden ham. Jeg skulle snart giftes og han kunne ikke komme med, han kunne ikke lykkeønske mig selvom jeg inderlig aldrig ønsket at giftes. Men jeg havde ikke flere kræfter til at kæmpe imod, jeg lod mig bare gøre det for at behage min familie.

 

”Jessica, har du følt at du ikke hørte til, at du bare var et ligegyldig papir i en kæmpe stak” mumlede jeg mut imens jeg lod mit blik glide rundt i spisesalen, alles blikke var på vores bord. Sikkert fordi vi var så stille og det var unormalt i vores tilfælde. Jeg traskede med et trist blik hjemad imens jeg havde sagt ”vi ses” til de andre, selvom jeg inderlig ikke ønsket at være til mere, hvis han ikke levet hvorfor skulle jeg så gøre det.

 

Jeg traskede med stille trin ind mod mit værelses, men ændret dog hurtig min retning og traskede med en bestemt tanke i min hjerne. Den tanke jeg altid har væmmes ved, den tanke så mange teenager der har det svært kan sætte sig ind i, jeg rev skabet op imens jeg ledte desperat efter det jeg ledte efter. Den ene ting der ville forvolde så meget smerte, men alligevel lette en kæmpe byrde på min skulder. ”Jennifer der er post, post som du ville blive glad for” råbte Christian imens han løb stormende op mod mig, jeg blev virkelig panisk, han skulle ikke se det. Ikke nu, ikke her. Jeg blev så forskrækket over at han hev ned i døren at jeg tabte den, lige ned i hånden. Lige så blodet begyndte at sprøjte ud over det hele, jeg havde altid hadet blod og så det her... Jeg bed mig hårdt i læben imens jeg forgæves ikke prøvet at skrige af smerten der hurtig steg inden i mig. ”Jennifer åben” råbte han hårdt imens han rev hårde i døren. ”nej, bare smid brevet ind” råbte jeg tilbage imens smerterne forvoldte så meget smerte af min stemme lavet en ren skær forfærdelig lyd. ”Nu!” råbte han igen. Jeg tumlede fortumlet over mod døren imens jeg stille drejede på låsen så den gik op inden alt stille forsvandt, og mørket tog over.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...