Be Yourself, Key

Jonghyun er helt væk i Key. Han prøver at skjule det, men fejler.

30Likes
160Kommentarer
5049Visninger
AA

6. Besøg hos Taemin

Okay, det er pænt nuttet det her. :')

 

Key smilte bekymret til mig, da vi næste morgen sad nede i resturenten ved ni-tiden. "Hvor bliver han af?" spurgte han bekymret. Jeg trak på skulderne. Onew var ikke stået op endnu, men den dreng kunne også sove hele dagen. Så snart vi havde spist, ville vi tage ud til Minho og Taemin, men Onew sinkede os. 

 

Da jeg havde slugt den allersidste ske med yougurt, kom Onew ned i resturenten med morgenhår. Han så helt forkert ud i ansigtet, som om han ikke havde sovet. Han smilte et lille smil, da han så os. "Hej sovetryne, har du ikke sovet i nat?" spurgte jeg med smil på læben. Han klukkede og satte sig ned. "Jeg har aldrig sovet så godt. Tro mig, Jjong, jeg kunne slet ikke komme op!" sagde han og forsøgte at rette på sin høstak. Key rettede sig op og så vredt på Onew. "Hør efter Leader Onew! Jeg skal ud og besøge min baby, og hvis ikke du får fart på, tager mig og Jonghyun afsted uden dig. Forstået?!" Key gav Onew dræber blikket. "Jeg gider ikke spise det her .. mad. Jeg finde en kyllingebar på hjemvejen," svarede Onew og rejste sig. Key smilte lettet.

 

"Til hos-pi-taaaa-let.." forsøgte Onew med sit dårlige engelsk. Engelsk, som var koreansk, med en anden accent. Taxichauførren forstod og nikkede. Onew satte sig ind på forsædet og Key og jeg på bagsædet. "Jeg håber ikke, han er blevet dårligere!" sagde Key og tog min hånd. Jeg smilte og svarede med opmuntrende stemme: "Han skal nok klare det. Jeg er nu mere bekymret for Minho. Han har sikkert fået et nervesambrud. Det ville jeg ihvertfald havde gjordt, hvis det var dig!" Key flettede sine fingre ind i mine, og lagde sit hoved på min skulder med et lille smil på læberne.

 

"Så er vi her," sagde Onew opmuntrende og steg ud af bilen. Vejret var overskyet og det blæste. Key var stadig meget trist og farede ud af bilen. "Baby.." snøftede han og gik over til hospitalet. Jeg gav chauførren nogle dollars og skyndte mig efter Key med Onew i hælende. Hospitalet havde dobbeltdøre, som åbnede automatisk. Inde i bygningen, duftede der neutralt. "Lad mig," sagde Key, da Onew trådte frem, for at forklare sygeplejersken, at vi var kommet for at besøge Taemin. Jeg havde slet ikke tænkt på, at Key faktisk gik på kursus i engelsk. Det havde Onew vist hellere ikke. "Vi skal besøge øhh Lee Taemin, jeg mener Taemin Lee" sagde Key, og jeg blev i tvivl, om det var Key der talte. Hans accent var perfekt. Jeg kiggede drømende på ham, og ønskede at han ville tage mig lige nu og her. Desværre, vidste jeg at det aldrig ville gå. "Jeres navne?" spurgte sygeplejesken, som så rimlig streng ud. Key tænke sig om et øjeblik og svarede: "Jeg hedder Kim Ki- .. jeg mener Kibum Kim, det er Jinki Lee og Jonghyun Kim." Sygeplejesken kiggede ned i sine papir. "Beklager. Ingen Kibum, Jinki eller Jonghyun. Plejer I at kalde hinanden noget andet?" Sygeplejesken så en smule mildere ud. "Ja! Key, Onew og .. Jonghyun," sagde Onew hurtigt og bed sig i læben. "Kom med," sagde sygeplejeksen. Hun gik ned af gangen med Key i hælende. 

 

"Taemin .. har fået det værrere," sagde Key stille, da vi stod udenfor hans dør. Pludselig mærkede jeg klumben i maven. Jeg gik hen og lagde armene om ham og krammede ham ind til mig. "Det skal nok gå, Key. Stol på mig," hviskede jeg i hans øre. Han nikkede og en enkelt tåre landede på hans kind. Jeg slap ham og tørrede tåreren væk. Key nikkede igen og bed sig i læben. Onew stod et sted bag mig og snakkede lavmelt med sygeplejesken. "Ehm Jjong? Må jeg ikke holde dig i hånden?" spurgte Key og så på mig med hundeøjne. Hvor jeg elsker hans nøddebrune øjne. Jeg smilte skævt og svarede: "Det må du altid, også når Onew kigger!" Key fniste lavt og stak sin hånd ned i min lomme. Han tog min hånd, og flettede med det samme sine fingre ind i mine. Onew kom hen til hos og nikkede. Han tog i håndtaget og åbnede stille døren. 

 

Rummet var stort og hvidt. To senge stod ved siden af hinanden, en lille vask, et skab, et bord med to bløde stole og et stort vindue, var det eneste der var i rummet. Der duftede rent og slet ikke indelukket. Taemin så forfærdelig ud. Hans sorte hår sad klistret til hans pande, og han var uanmindelig bleg. Minho lå ved siden af med lukket øjne, med hånden i Taemins. Da han hørte døren blive åbnet vendte han sig om. Ikke en lyd kom ud af hans mund, da han slap Taemin og rejste sig.  "Min baby.." hviskede Key og klemte hårdt min hånd, før han slap den og gik over til Taemins seng. Minho omfavnede først Onew og bagefter mig. "Hvordan har du det?" spurgte jeg, da han slap mig. Minho kiggede ned og svarede lavt. "Jeg har det fint, men det går ikke så godt med Minnie.." Han kiggede op, og jeg så direkte ind i et par store lysebrune tårerfyldte øjne. "Det skal nok gå, ikke?" smilte jeg og klappede ham på skulderen. Han nikkede og to store tårer ramte gulvet. Key kom over til os og gav Minho et hurtig venskablig kram. Key stod helt tavs og så ligeså ked ud af det som Minho. Onew brød stilheden: "Vi skal hjem imorgen. Hvad gør vi hvis ikke Taemin bliver rask?" Minho kunne ikke klare det mere, og han bøjede sig frem og græd ned i sine hænder. Jeg slog armene omkring ham, og Key gjorde det samme. Onew rejste sig forskrækket og lagde armene om os alle sammen. "Det skal nok gå," gentog jeg og aede Minho på ryggen. Dét at se Minho græde, fik også Key til at bryde ud i gråd. Jeg slap Minho og tog Key ind i min favn. Hans ansigt, der var bekravet i hans hænder, forsvandt ind i min store dyne jakke. Onew havde omfavnet Minho, der græd meget voldsomt. Key græd kun stille. Jeg kiggede over mod Taemin, der sov. Han lignede en død, og tanken skræmte mig.  En tårer eller to løb ned af mine kinder. Taemin! Jeg beder dig! Vil du ikke nok blive rask!?

 

Vi stod samme sted, i noget der føles som halvtreds år. Jeg nød at havde min Key inde i min favn, men Onew så ret anstrengt ud. Minho græd stadig voldsomt, og pludselig fik jeg lyst til at være sød overfor Onew. Jeg slap Key og førte ham hen til en af det bløde lænestole. Key dumpede ned i den, stadig med hænderne for øjnene. "Jeg er tilbage omlidt .., " sagde jeg og gik mod døren.

 

Gangene var brede og hvide, som alt andet på hospitalet. Jeg fulgte skiltene så godt, jeg kunne. Dog fór jeg vild. Jeg stod på en lidt mindre bred gang, der næsten var helt øde. Et par sekunder efter kom en lav sygeplejeske hastende ned af gangen. Hun havde langt bølgende hår og lignede ikke en amerikaner. Jeg kiggede kort på hende idet, jeg sagde: "Hej, ved du hvor .." I det samme opdagede jeg, at jeg snakkede koreansk og ikke engelsk. Pinligt! Jeg kneb mine øjne hårdt sammen. Jeg var så dårlig til engelsk. Jeg ville ikke engang forsøge. Jeg åbnede mine øjne og så på sygeplejesken. Hun smilede! "Hvor hvad er?" spurgte hun, og jeg forstod det, for hun snakkede koreansk. Jeg gispede og rødmede en smule. Så var vi da ikke de eneste koreanere i Canada. "Kantinen," sagde jeg og fniste.  

 

"Er du fra Sydkorea?" spurgte hun og førte mig ned af en trappe. "Hmm, fra Seoul. Og dig?" spurgte jeg og smilte venligt. "Jeg er også fra Seoul, men jeg bor i Daejeon," svarede hun. Det var også der Keys forældre boede. Da jeg kom til at tænke på Key, fik jeg en klumb i maven. Min Key. "Hvad laver du her?" spugte jeg og kiggede nyskerrigt på hende. "Jeg arbejder her. Men jeg skal hjem til Daejeon om et par dage. Hvad med dig?" svarede hun og gik til højre ind på en bred gang. "Jeg er på ferie. Én af mine venner er kommet til skade," fortalte jeg. Jeg følte det var en smule akavet. "Er det .. Lee Taemin?" spurgte hun, og jeg kiggede overrasket på hende. "Ja! Har du behandlet ham?" spurgte jeg. Hun grinte lavt og svarede: "Jeg overtager ham fra klokken tolv." Jeg så ned på mit ur. "Det er om en halv time!" udbrød jeg og smilte venligt. Hun nikkede smilende. Med ét opdagede jeg, at hendes smil lignede Taemins på en prik. "Så er vi her!" sagde hun og pegede på en stor blå dobbelt dør. "Tak!" sagde jeg høfligt og bukkede kort. Sygeplejesken smilte venligt og vendte sig om. 

 

"Ti kogte kyllingeben og ti stegte," sagde jeg til amerikaneren, der stod bag disken. Onew havde lært mig at sige det på engelsk, og det takkede jeg ham nu inderligt for. Kokken gik straks igang. 

 

Jeg hev i en snor, der hang ved døren, og trådte ind i det store rum. "Jeg har købt kylling!" sagde jeg glad, og blev mødt af en storsmilende Onew, der tog bakken fra mig og stilte den på bordet, mellem de to stole. Key sad i den ene og Minho sad i den anden. Minhos ansigt var helt forkert, han havde røde pletter i panden, hans øjne var røde og hans blik var stift. Key så ligeså slem ud, bare uden røde pletter i panden. Onew satte sig på gulvet, og jeg gik over til Key. "Skal jeg sidde på dig, eller vil du sidde på mig?" hviskede jeg i hans øre. Han smilte kort og rejste sig. Jeg lagde mærke til at Minho fik tårer i øjnene igen. Han savnede Taemin ufattelig meget, og det var så tydeligt, som hvis det stod skrevet i panden på ham. Jeg forsygte ikke at kigge på ham. Key satte sig på mig, og jeg lavede nogle 'Jeg-bliver-mast!'-lyde. Key grinte og slog ud efter mit hoved. "Dumme pabo!" hvinede han og slog mig ud efter mig igen. "U-undskyld undskyld.." hviskede  jeg og prøvede at holde et grin inde. Key stoppede og kiggede på mig med smalle øjne, dog også med et lille smil. "Hvis du gør det igen.." truede han med dræberblikket på sig. "Men det gør jeg ikke!" afbrød jeg, og slog mine arme om livet ham. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...