Mistletoe - JDB.

Crystal er en 17 årig pige, som ikke kan lide Justin Bieber, men en dag støder hun tilfældigt ind i ham.
Den er også på goSupermodel!

118Likes
655Kommentarer
34623Visninger
AA

28. Indlagt.

Jeg åbnede langsomt øjnene. Rummet var helt hvidt, hvilket fik mit hoved til at dunke, og mine øjne gjorde ondt. Jeg stønnede lidt, og lukkede øjnene igen. ”Hun er vågen,” kunne jeg høre en stemme hviske.

Jeg kunne mærke en hånd smyge sig ind i min. Jeg kunne genkende hånden. Jeg smilede lidt for mig selv, indtil jeg kom i tanke om, hvilken hånd det var. Min mors. Jeg prøvede at åbne øjnene, og kigge hen på hende, men jeg kunne ikke. I stedet tog jeg bare min hånd til mig, og smilede så tilfreds. Selvom jeg ikke kunne se hende, vidste jeg at det sårede hende. Ligesom hun sårede mig.

”Crystal. Du gjorde mig bange,” hviskede hun til mig. Jeg åbnede det ene øje på klem, og fokuserede kun på hende. ”Nå,” sagde jeg kort, og holdt øjet åben. Jeg ville se, hvad mine ord gjorde ved hende.

Hendes reaktion var lige, hvad jeg havde forventet. Hun kiggede såret ned i gulvet. Jeg lukkede mine øjne, og smilede endnu engang tilfredst. Jeg lå med øjnene lukket i lang tid, og åbnede dem først, da jeg hørte endnu en person komme ind i rummet. Jeg kunne holde mine øjne åbne, uden at det gjorde ondt i dem. Det var en dame med en hvid kittel, som kom ind.

”Nåh, du er vågen,” sagde hun overrasket, men stadig med en sukkersød stemme. Jeg nikkede langsomt. Mit hoved gjorde stadig enormt ondt.

”Hvad skete der?” sagde jeg. Min stemme var svag, og knækkede næsten over. Det sidste jeg kunne huske, var at vi var på vej ud på kirkegården.

”Ja altså. Du besvimede under din venindes begravelse, og..” sagde hun, men jeg afbrød hende. ”Bedste veninde,” jeg smilede sødt til hende.

Hun nikkede kort. ”Din bedste venindes begravelse, og så vågnede du her 8 dage efter. Så du har ligget i koma i 8 dage, og vi har ikke fundet af, hvorfor endnu,” sagde hun, imens stod hun, og rodede med en journal.

Jeg nikkede, og lukkede øjnene. Jeg ville bare sove. Sove lidt længere. Lidt efter sov jeg, og vågnede først dagen efter. Min mor sad stadig ved min side med forgrædte øjne, og en hel bunke snotklude ved siden af sig. Det var først, da jeg havde ligget med øjnene åbne i et par minutter, at jeg lagde mærke til, hvor meget jeg skulle tisse. Jeg kiggede desperat rundt i rummet på jagt, efter en anden person. Men den eneste i rummet, udover mig, var min mor.

Min mor sad bare, og kiggede på mig. Forvirret. ”Jeg skal tisse,” sagde jeg tissetrængende, og klemte min ben sammen. Min mors øjne blev straks store, og hun rejste sig hurtigt op.

Hun gik over, hjalp mig op, og fandt et stativ jeg kunne støtte mig til. Mine ben var som gelé, og hvis jeg ikke havde haft det stativ, så var jeg ikke kommet hen til toilettet. Men hvilket stativ var det egentlig? Jeg kiggede lidt nærmere på den, og så at der var en plastikslange fra en pose. Jeg fulgte plastikslangen med øjnene, og fandt ud af, at der sad en nål i min hånd.

Jeg gav et lille forskrækket gisp fra mig. Jeg var bange for nåle. Meget bange. Det begyndte igen at sortne for mine øjne, og jeg klamrede mig til stativet. Min mor var straks ovre ved mig, og holdte mig oppe. Jeg kiggede taknemmeligt på hende. Hun hjalp mig jo trods alt, men selvom jeg var taknemmelig, havde jeg ikke glemt, det hun havde udsat mig for. Hun hjalp mig ud på toilettet, og jeg fik tisset. På vej tilbage til min stue passerede vi indgangen, og skranken, så jeg at det var den venlige dame, som også stod der, da jeg besøgte Kate. Jeg smilede til hende, og vinkede lidt. Hun kiggede forskrækket på mig, men lidt efter smilede, og vinkede hun tilbage.

Da vi var kommet ind på min stue igen, var jeg helt smadret. Det havde været en lille, men hård gåtur. Jeg lagde mig op i sengen igen, og faldt i søvn.

Jeg vågnede igen, og kunne mærke en hånd stryge mit hår væk fra ansigtet. Jeg åbnede stille øjnene, og smilede stort, da jeg så hvem det var. ”Justin,” sagde jeg glad, og krammede ham. Jeg kunne se, at han var glad for at se mig. Hans øjne strålede af glæde. ”Crystal,” sagde han stille, og krammede med.

Han satte sig op i sengen til mig, hvor vi lå, og snakkede. Han fortalte, at han var taget med op på hospitalet, og havde besøgt mig hver dag. Det havde været en skuffelse for ham, at jeg ikke var vågnet i de otte dage, hvor han var kommet. Han havde også fortalt, at fotografer havde set ham gå ind, og ud af hospitalet hver dig. Så da han skulle lave et interview i går, hvilket var grunden til at han ikke kom, spurgte de ham, hvem han besøgte. Han stak dem en undskyldning med, at det var hans bedste veninde, ikke kæreste, men veninde, som var kommet til skade. De hoppede på den.

Resten af dagene på hospitalet gik ret hurtigt. Jeg var der 7 dage, udover de 8 dage, jeg havde ligget i koma. Justin var kommet hver eneste dag, og besøgt mig. Det var kun, når vi var bag lukkede døre, at vi opførte os som kærester. Jeg havde selvfølgelig fortalt min mor det, hun blev ellevild, og glad på mine vegne.

I de syv dage, jeg havde ligget på hospitalet, havde min mor ikke ladet mig ude af syne, kun når Justin var ved mig. Hun havde siddet ved mig nat, og dag. Hun sov kun, når Justin var der. Jeg havde tilgivet hende lidt, men jeg skulle stadig flytte.

Da jeg ikke var blevet udskrevet den 15. januar, måtte jeg vente lidt med at flytte. Jeg skulle kun vente til, jeg var blevet udskrevet. Min mor havde plaget mig, om at flytte til hende. Hvad nu, hvis jeg besvimede igen? Så ville der ikke være nogen hos mig. Det var argument, hun havde brugt. Jeg havde bare rystet på hovedet af hende, og hun havde været lidt såret.

Men da jeg så sad i Justins bil på vej hjem til min nye lejlighed, var jeg spændt. Jeg skulle flytte hjemmefra. Første, og højst sandsynligt, eneste gang. Jeg havde spurgt Justin, om han ikke ville med i en møbelbutik, men han havde bare sagt nej, uden nogen grund. Jeg havde siddet, og surmulet lidt, men da jeg så lejligheden forstod jeg hvorfor.

 

Han havde holdt mig for øjnene, da vi trådte ind, og flyttede først sine hænder, da vi var kommet ind i stuen. Der stod allerede møbler derinde. Det var alle de møbler, som jeg havde sat kryds ved i et katalog. Jeg løb rundt i lejligheden, og så alle møblerne. Jeg elskede det! Jeg hoppede op, og gav ham et kæmpe kram. Han kunne let bære mig, så jeg svingede benene om livet på ham, og gav ham et stort smækkys lige på munden.

”Hvor meget skal jeg så betale dig?” sagde jeg lidt mere alvorligt bagefter. Han blev ved med at stå, og smile. ”Betragt det som en indflytningsgave,” han kiggede på mig, og ventede på at se min reaktion. Jeg gav ham ’sikker?’-blikket, og han nikkede.

Jeg hoppede op, og ned af glæde. Den bedste dag nogensinde. Min mor havde stået, og set det hele. Hun smilede, og rystede på hovedet af mig. Resten af dagen foregik med at lave mad, i mit nye køkken, hygge os, og se en film. Da både Justin, og min mor var kørt, følte jeg mig alene. Jeg havde ikke sovet alene i lang tid. Det vil sige, næsten aldrig. Min mor havde aldrig ladet mig sove alene hjemme. Klokken var ikke særlig mange, men jeg var træt. Jeg gjorde mig hurtigt soveklar, og lagde mig så ind i min nye seng.

Justin ringede på meget tidligt næste dag. Jeg var allerede vågen. Jeg havde nemlig været ud at løbe.  De var dejligt at komme i gang igen. Jeg havde savnet at løbe, de dage jeg havde været indlagt. Justin havde noget vigtigt at fortælle mig. Men han skulle ned i studiet, og indspille til sin nye cd. Han havde sagt, at hvis jeg tog med, så ville han fortælle mig det dernede. Jeg havde selvfølgelig fortalt ham, at jeg gerne ville med. Så jeg hoppede hurtigt i mine sneakers, og ud af døren var jeg.

Jeg sad hele vejen ned til studiet, og tænkte på, hvad det mon var, han ville fortælle mig.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...