Mistletoe - JDB.

Crystal er en 17 årig pige, som ikke kan lide Justin Bieber, men en dag støder hun tilfældigt ind i ham.
Den er også på goSupermodel!

118Likes
655Kommentarer
34657Visninger
AA

20. En god ven.

Jeg løb ud i kulden. Jeg kiggede mig desperat rundt, jeg måtte væk. Hvor skulle jeg løbe hen? Jeg kunne ikke løbe hjem, jeg ville ikke se min mor. Jeg kunne ikke løbe over til Ryan, da han var på hospitalet, og ham gad jeg i hvert fald heller ikke at snakke med. Jeg kunne heller ikke løbe hjem til mine bedsteforældre, de boede i en anden by. Der gik det op for mig, jeg kendte ikke særlig mange ud over dem.

Jeg stoppede med at løbe, og gik i stedet for. Jeg kunne altid tage hen til Justin, men han var jo stadig inde på hospitalet. Gad vide, hvad han egentlig lavede derinde? Stod han, og kiggede? Snakkede han med dem? Var han løbet efter mig? Jeg vendte mig om, for at tjekke om han var der. Jeg kunne ikke se nogen, men jeg var også langt væk fra indgangen. Jeg kunne kun se skikkelser af mennesker, som kom gående ud.

Min mobil begyndte at ringe ned i lommen, og jeg fór sammen. Hvem ringede? Jeg tog mobilen op, og jeg kunne se, at det var Justin. Jeg var reddet, eller?

”Hej, det er Crystal,” mumlede jeg lavt ned i telefonen. ”CRYSTAL?! HVOR ER DU?” råbte Justin oprevet. ”Jeg er.. Vent, hvor er du?” sagde jeg meget hemmelighedsfuldt. ”Crystal, det er ikke sjovt. Jeg er henne ved busstoppestedet,” sagde han, og jeg kiggede rundt efter et busstoppested. Jeg fandt det, og der stod en hel masse mennesker.

”Hvem er du sammen med?” spurgte jeg surt. Jeg ville ikke gå hen til ham, og risikere at møde Ryan. ”Jeg er alene, kom nu bare!” svarede han vredt. Jeg lagde hurtigt på, og løb alt hvad jeg kunne over til ham.

Da jeg kom derover, slyngede jeg armene om halsen på ham, og krammede ham. Jeg krammede ham hårdt, og jeg kunne ikke holde tårerene tilbage. De ville bare ud, og jeg kunne intet gøre.

”Kom vi går,” sagde han, og skubbede mig lidt væk, så han kunne tage mig i hånden. Jeg tog imod hans hånd, imens prøvede jeg at stoppe tårerene. Jeg ville ikke have, at alle skulle kigge på mig.

”Hvordan kommer vi hjem?” hulkede jeg, da vi var kommet væk fra menneskemængden. ”Jeg har ringet efter min limousine, så kører den dig hjem,” sagde han trøstende, og klappede mig på ryggen. Jeg kiggede forfærdet op på ham. ”Hjem?” sagde jeg, og gjorde store øjne. ”Jeg vil ikke hjem,” mumlede jeg surt. Han kiggede forbløffet på mig.

”Vil du ikke?” spurgte han overrasket. ”Nej, jeg vil ikke hjem til kvinden, som forrådte mig,” sagde jeg, og fik tårer i øjnene. De ville tage min Kate fra mig? Hvorfor kunne han ikke forstå, hvor slemt det var?

”Okay, du kan vel godt tage med mig hjem,” sagde han, og smilede trøstende til ham. Jeg kiggede op på ham, og slyngede endnu engang armene om halsen på ham. ”Du er min helt,” hviskede jeg ind i hans øre. Min stemme var fyldt med gråd, og øjnene fyldt med tårer.

Da limousinen stoppede ude foran hans hus, gjorde jeg store øjne. Det var et kæmpe hus. Mindst dobbelt så stort, som vores. ”Wow,” sagde jeg højt for mig selv. Justin hørte det, og kiggede smilende om på mig.

Han tog mig i hånden, og vi gik ind. Han gav mig en lille rundvisning, og da den var færdig endte vi på hans værelse. Jeg satte mig ned på hans seng. ”Jeg går lige på toilet, find noget at underhol dig med,” sagde han, og gik. Da jeg var alene kunne jeg mærke alle følelserne, som kom tilbage. Jeg ville ikke have de skulle slukke for Kate. Hun måtte ikke dø. Hun skulle blive hos mig. Det var meningen, at vi skulle tage vores uddannelse sammen. Det var meningen, at hun skulle være hos mig hele livet, og aldrig forlade mig. Men sådan blev det ikke. De ville slukke for hende. Slukke et lys, så et nyt kunne tændes. Men jeg ville ikke have, at et nyt skulle tændes. Jeg ville bare have, at Kates lys skulle tændes!

Jeg tog benene op under mig, og lagde mit hoved på dem. Jeg lod tårerene få frit løb, og jeg græd. Højlydt. Jeg hulkede så højt, at jeg ikke havde hørt at Justin var kommet. Jeg lagde først mærke til det, da han lagde en hånd på min ryg. Han sad, og nussede mig. Jeg græd, og græd. Jeg tror, at jeg sad og græd i flere timer, og Justin havde bare siddet ved siden af mig hele tiden.

”Jeg går lige ned, og henter noget mad. Er der noget du ville have?” spurgte han, og smilede opmuntrende. Jeg kiggede op på ham, men kunne næsten ikke se ham. Mit blik var stadig sløret af tårer. Jeg kunne mærke min mave rumle. Ja, jeg var sulten. Jeg havde ikke fået noget at spise hele dagen. Men jeg havde ikke lyst til at spise. Jeg havde ikke lyst til noget. Jeg nikkede. ”Bare lidt brød tak,” sagde jeg med en hæs stemme.

Han smilede endnu et opmuntrende smil til mig inden han gik. Jeg fik det dårligt. Når der ikke, var nogen hos mig, var tankerne bare for meget. Jeg kunne ikke klare dem, og ville bare væk. Langt væk. Jeg kunne mærke gråden vokse, og vokse. Mit syn blev langsomt mere sløret, og jeg græd. Kate ville snart ikke være iblandt os længere, hvordan skulle jeg nogensinde overleve det?

Justin kom op igen. Han havde en lille bakke med. På den var der noget brød, og to glas appelsinjuice. Jeg smilede til ham. Han var så sød mod mig. ”Tak,” mumlede jeg, og snøftede en enkelt gang, hvorefter jeg gav ham et kram. ”Det var så lidt. Jeg kan forstille mig, hvordan du har det,” mumlede han ned i mit hår. Jeg satte mig stille til at pille brødet i små stykker, hvor jeg derefter puttede dem i munden. Justin sad, og kiggede underligt på mig. ”Du er nu lidt sær, Crystal,” sagde han smilende. Jeg smilede tilbage så godt jeg kunne, men det var svært at være glad. Jeg tror han fornemmede det på mig.

”Er der noget, som jeg kan gøre? Sådan du får det bedre? Det knuser mig at se dig sådan,” han kiggede såret ned i gulvet. Jeg fik det endnu dårligere. Han skulle ikke have det elendigt over min elendighed. ”Nej ikke rigtig,” hviskede jeg, og kiggede rundt på hans værelse. Jeg havde ikke rigtig kigget på det før nu. Det var egentlig ret fedt. Der stod en akustisk guitar ovre i hjørnet, der hang nogle plakater, lå en computer og noget tøj på gulvet. Det mindede meget om et almindeligt værelse. Men hvis man så bort fra, at han var verdensberømt, og flere tusinde piger forgudede ham, så var han jo bare en almindelig dreng.

”Jo, nu ved jeg det. Jeg havde næsten glemt alt om det. Vent her,” udbrød Justin, og på få sekunder var han ude af værelset. Jeg sad alene med mine følelser, igen. Det hjalp meget, at Justin var der for mig. Han var en god ven, meget god ven.

Efter et par minutter kom han tilbage med en stor gave. Den var faktisk meget stor. Den var pakket godt ind, så jeg ikke kunne se, hvad det var.

”Her,” sagde han smilende, og satte den på gulvet lige foran mig. ”Pak den op,” fortsatte han.

 

”Justin det kan jeg ikke. Det er alt for meget,” hviskede jeg lavt. Han smil falmede lidt, men han så stadig glad ud. ”Åben den nu,” han så bedende på mig. Jeg sukkede af ham, og gik hen for at åbne den. Jeg satte mig ned, og begyndte forsigtigt at rive papiret af. Jeg kiggede hen på Justin et par gange. Han sad, og stirrede spændt på mig.

Jeg gjorde store øjne, da en guitar kom til syne. En helt ny guitar. Jeg smilede lykkeligt til Justin. ”Tak, men det er..” sagde jeg. ”Alt for meget.. Ja ja.. Men tag nu bare imod den!” afbrød han. Jeg smilede over hans ivrighed.  ”Men hvorfor?” sagde jeg stille, imens jeg mærkede på guitaren. Den var tungere end min egen. Sikkert også meget dyre. Justin sad bare, og smilede.

”Altså dengang, jeg var hjemme hos dig, så jeg din guitar. Og mens du var i bad, besluttede jeg mig, for at prøve den. Jeg kunne godt mærke, at den var noget gammel, og strengene var heller ikke gode. Hvis jeg skulle være helt ærlig, så var den skod,” grinede han. Wow, han havde virkelig købt mig en guitar.

”Men jeg har jo ikke noget til dig?” sagde jeg, og mærkede et stik af skyldfølelse. Jeg havde slet ikke tænkt på at give ham noget, men jeg havde jo heller ikke nogen speciel grund til det. ”Bare du lover, at du ikke gør dig selv ondt! Det er en god gave,” sagde han bekymret.

”Det lover jeg,” sagde jeg bestemt. Jeg ville ikke gøre mig selv ondt. Selvom tanken havde ramt mig, kunne jeg ikke finde på det. Jeg var alt for meget en pivskid.

”Men jeg er træt,” gabte jeg. ”Har du noget nattøj, som jeg må låne?” jeg kiggede undskyldende over på ham. Jeg ville ikke være til besvær.

”Ja, jeg finder lige noget til dig. Der står vist nok også en ubrugt tandbørste ude på badeværelset,” sagde han, og gik ind i hans skab. Lidt efter kom han ud med en T-shirt, og et par joggingbukser. Jeg tog imod det, og gik ud på badeværelset.

Deres badeværelse var enormt. Men jeg havde heller ikke regnet med andet.  Jeg fandt hurtigt den ubrugte tandbørste, og børstede min tænder. Jeg rensede min make-up af med noget vand. Jeg stod, og kiggede lidt på mig selv. Jeg var blevet enormt bleg på det seneste. Jeg havde mørke rander under øjnene, men ikke en eneste bums. De var alle forsvundet efter, jeg var gået på kur. Jeg tog hurtigt tøjet på, og gik ind på Justins værelse igen. Da jeg kom ind, stod Justin i bar overkrop. Han havde et par bukser på, men trøjen havde han lige smidt. Jeg rødmede, og jeg kunne se at han gjorde det samme. Jeg vidste ikke, hvad jeg skulle gøre af mig selv. Jeg kunne ikke lade være med at kigge på hans overkrop. Den var muskuløs. Den var lige til at savle over! Jeg tror Justin opdagede, at jeg stod og stirrede, fordi han begyndte at grine højlydt.

Jeg kiggede ham i øjnene, hans øjne var dejlig varme, og nøddebrune. De var smukke, og gav mig tryghed. Der var glæde i dem. Jeg kiggede lidt rundt, men kunne ikke finde noget sted at sove.

”Hvor skal jeg sove?” spurgte jeg, og blev ved med at kigge rundt i værelset. ”Du sover bare i min seng, så tager jeg sofaen,” han smilede sødt til mig, og tog en trøje på.

”Nej, du skal da ikke sove på sofaen!” sagde jeg forbavset. Han skulle absolut ikke sove dårligt, bare på grund af mig. ”Det gør altså ikke noget!” forsikrede han mig. Jo, det gjorde. Jeg kunne se det på ham. Jeg måtte finde på en troværdig undskyldning.

”Nej, du må ikke gå fra mig. Du skal blive hos mig, og trøste mig,” hviskede jeg forsigtigt efter ham, da han vendte sig om, for at gå. Han stod i døråbningen.

”Så er du godt klar over, at jeg skal sove oppe i sengen. Sammen med dig,” det sidste sagde han meget langsomt, men han vendte sig stadig ikke om.

”Ja, jeg er ikke dum?” svarede jeg mopset. Han vendte sig rundt med et smil. ”Okay så,” sagde han. Jeg hoppede op i sengen, og lagde mig ned. Justin kom hen, og lagde sig ned ved siden af mig.

Jeg smilede til ham, og kiggede alvorligt på ham. ”Tak for alt,” hviskede jeg, og vendte mig rundt, så jeg lå med ryggen til ham. ”Det var så lidt,” hviskede han tilbage. Jeg kunne mærke hans åndedrag i nakken, de var nogenlunde regelmæssige, men på et tidspunkt begyndte de at blive langsommere. Jeg tror, han sov. Følelsen af, at han ikke var der længere, gjorde mig trist. Jeg vidste godt, at han stadig levede, men han var jo i en drømmeverden nu. Jeg sukkede, og kunne mærke tårerene presse på. Jeg savnede sådan Kate. Hvorfor havde jeg dog ikke besøgt hende juleaften? Jeg kunne godt være taget derop. Vi kunne alle være taget derop, og holde jul. Men den tanke slog mig først nu, og nu var det for sent. Tårerene begyndte at strømme ned af kinderne, og jeg hulkede. Jeg ville så gerne have Kate tilbage. Mellem mine små hulk, fik jeg sagt hendes navn.

Jeg kunne mærke Justin rykke på sig bag mig, og han sagde et eller andet. Jeg stoppede straks min højlydte hulken, og begyndte på det lidt efter igen, men bare lydløst. Eller jeg troede det var lydløst.

”Det skal nok gå,” hviskede Justin træt bag mig, og lagde armen omkring mig. Jeg hulkede lidt videre, og stoppede så. Min øjne var helt udtørrede. Justin lå stadig med armen om mig, og han var begyndt at nusse min ene arm. Jeg var træt, og søvnen overmandede mig. Jeg faldt i søvn, med et smil på læben.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...