Mistletoe - JDB.

Crystal er en 17 årig pige, som ikke kan lide Justin Bieber, men en dag støder hun tilfældigt ind i ham.
Den er også på goSupermodel!

118Likes
655Kommentarer
34620Visninger
AA

41. Caitlin.

’Jeg savner dine kys. Jeg kan slet ikke vente med at se dig. DIN Justin <3’

Beskeden blev ved med at køre foran mit blik. Hvordan kunne han? Den var blevet sendt den dag, hvor han havde skrevet brevet. Faktisk lige før, jeg skulle møde ham. Men så lige i den uge, hvor jeg havde mest brug for ham. Den uge, hvor han ikke gad tale med mig. Den uge, hvor jeg havde allermest brug for ham. Jeg gik, og ledte efter ham. Det skulle han ikke slippe godt fra.

Jeg gik direkte mod parken. Hvorfor, vidste jeg ikke. Men det var bare lige, hvad der faldt mig ind. Jeg gik med hastige, og bestemte skridt. Ingen tåre trillede ned af mine kinder. Jeg var ikke ked af det.. Jeg var sur.. Rasende.. Gal! Hvordan kunne han? Spurgte jeg mig selv, igen.

Jeg stoppede midt i parken, og kiggede rundt. Der sad en lille dreng, og legede med sand i sandkassen. Der sad et par på en bænk, og kyssede. Flere børn løb rundt om et kæmpe egetræ, og legede tik. To små børn var ovre ved rutsjebanen, og skreg af grin. Men det der fangede mit blik, var en skikkelse i klædt sort hættetrøje, solbiller, og man kunne skimte lidt af en cap.

”Justin!” Råbte jeg højt, og gik over mod ham. Justin kiggede op, og jeg kunne straks kende ham. Selvom han havde hans forklædning på, kunne jeg genkende ham. Jeg havde trods alt set ham i den op til flere gang.

”Hvad?” sagde han vredt, og vendte sit blik ned mod sine tommelfingre. Han sad, og legede lidt med dem.

”Ja, hvad tror du?!” råbte jeg – selvom jeg stod lige foran ham. Han sukkede højt, og tog solbrillerne af. Jeg kunne tydeligt se irritationen i hans øjne – hans smukke øjne, som gjorde mig blød i knæene.

Jeg rystede hurtigt på hovedet, for ikke at falde for hans øjne. Jeg var sur, og det måtte jeg huske!

”Justin, hvordan kunne du?” Sagde jeg vredt. Jeg råbte ikke længere, da jeg egentlig ikke ville have, at folk skulle opdage, at Justin Bieber, og hans kæreste skændtes. Men for sent. Nogle af de små piger, som legede tik, havde opdaget, hvilket navn jeg havde råbt, og var stoppet med at løbe. De stod, og kiggede med store øjne, og pludselig begyndte de at løbe. Løbe over mod os, mens de skreg hans navn højt.

”Vil du ikke skrive en autograf?”, ”Må jeg ikke få et kram?”, ”Kan vi ikke få taget et billede?”. De var hurtigt over ved ham, og råbte spørgsmålene i munden på hinanden. Jeg kunne se, at Justin prøvede at smile lidt, og gjorde, hvad de sagde. Han tænkte altid på sine fans, det var det jeg godt kunne lide ved ham.

Jeg smilede lidt, men kom i tanke om, hvorfor jeg var her. Mit smil stivnede straks, og jeg sukkede. Jeg begyndte at trippe lidt med foden, for at få ham til at skynde sig. Det virkede! Han begyndte at skrive på deres arme lidt hurtigere, fik taget billede, og gav dem et kram. Han fik dem også til at tie stille, om at han var her. Selvfølgelig ville de ikke sige det. Der var heldigvis ikke særlig mange i parken – hvilket ville sige, at der ikke var flere, som ville have kontakt med ham.

”Hvad er det, jeg har gjort, Crystal?” spurgte han irriteret, da pigerne var gået. Jeg rullede med øjnene, og lagde armene over kors.

”Som om, du ikke ved det, Justin! Hvordan kunne du?!” sagde jeg vredt, og kiggede på ham med øjne, som kunne dræbe. Han kiggede overrasket på mig. Han havde nok aldrig regnet med at skulle få dræberblik fra hans dejlige kæreste.

”Jeg ved seriøst ikke, hvad du taler om,” sagde han, og jeg var lige ved at tro ham, da jeg så, at han bed sig i læben. Han løj! Han vidste godt, hvad jeg talte om. Han var bare ikke mand nok til at sige det.

”Det du skrev til Caitlin,” vrissede jeg surt, og stampede i jorden. Han skulle ikke løbe om hjørner med mig. Jeg vidste, hvad han havde gjort, og han vidste det også godt selv!

”Nååh,” mumlede Justin meget lavt, så lavt, at det nok ikke var meningen, at jeg skulle have hørt det, for han skyndte sig at tilføje: ”Jeg har ingen anelse om, hvad du taler om?” Helt uskyldig – som altid.

”Lad nu være med at spille dum Justin!”

”Jeg ved virkelig ikke, hvad du taler om!” sagde han vredt, og rejste sig hurtigt fra gyngen, så den gyngede tilbage. Jeg grinede ad ham, da den ramte hans knæhaser, og han faldt. Så kunne han lære det!

”Undskyld Crystal,” mumlede han med munden nede i græsset. Jeg stoppede straks med at grine. Havde han lige afsløret sig selv? Det havde han vel. Eller han havde jo ikke sagt, hvad han sagde undskyld for. Men det passede jo ret godt ind.

”Et undskyld hjælper ikke her,” sagde bestemt, og kiggede ned på ham. Han lå stadig på maven i græsset, men han løftede hovedet.

”Jeg ved virkelig ikke, hvad jeg lavede..” mumlede han igen, og rakte en hånd på, så jeg kunne hjælpe ham. Skulle JEG hjælpe HAM? Han hjalp jo ikke mig. Han gjorde bare mit liv til noget lort.

”Justin, det hjælper ikke,” sagde jeg, og tog automatisk fat i hans hånd, hvorefter jeg hev ham op. Hvad i alverden lavede jeg? Hvorfor hjalp jeg ham? Det var ikke meningen.

”Du hjalp mig?” sagde han overrasket, og smilede let.

Jeg trak bare på skuldrene. Jeg var egentlig ikke så vred længere. Bare mere skuffet. Trist. Ked af det.

”Jeg ved virkelig ikke, hvorfor jeg gjorde det,” sagde Justin igen, og tog min hånd. Jeg kiggede overrasket på ham, og en del af mig, havde lyst til at lade min hånd blive i hans, for evigt. Men den anden del, den som havde mest kontrol, fortalte mig at give slip – hvilket jeg så gjorde. Jeg kunne se, hvordan det sårede ham, men jeg var ligeglad.

”Justin. Det sårede mig virkelig. Jeg troede ikke du kunne finde på det. Men jeg vidste det jo godt. Du virkede så perfekt. Ingen var bedre end dig, og du kunne aldrig finde på at gøre sådan noget. Men min illusion braste sammen. Er du godt klar over, hvor meget det sårede mig?” peb jeg, og var lige ved at græde. Jeg ville ikke græde. Han fortjente ikke mine tårer.

”Jeg ved det…” var det eneste han sagde. Jeg vendte mig straks om, og begyndte at gå. Jeg holdt blikket nede i jorden, men det var svært. Jeg ville ikke gå ind i nogen. Jeg kiggede op, og det første syn jeg så, var det unge par. Det par, som sad, og så, så lykkelige ud. De sad med hinanden i hænderne, og snakkede. Jeg kunne ikke høre, hvad de sagde, men pigens øjne lyste op, og jeg kunne se kærligheden i øjnene, på dem begge.

Jeg sukkede, da mit blik blev sløret. Sådan havde mig, og Justin været. Sådan havde vores forhold været. En dans på roser. Jeg fandt en bænk lidt væk fra parret, og satte mig på den. Jeg kiggede, eller nærmere, stirrede på dem. Ingen af dem lagde mærke til det. De havde for travlt med hinanden, og deres lykke. Den lykke, jeg engang havde haft.

”Crystal, du må virkelig undskylde,” sagde Justin, og lagde en hånd på min skulder. Jeg gav et lille gisp fra mig, og rykkede på mig. Han havde forskrækket mig. Før i tiden, ville hans måde at komme snigende på, have moret mig, men nu var det bare irriterende.

”Justin, jeg gider dig virkelig ikke,” Det var jo egentlig en løgn. Jeg ville ham gerne. Jeg elskede ham stadig, men jeg var ikke sikker på, om jeg kunne tilgive ham. Jeg kunne tydeligt høre Justins suk. Jeg sad bare lidt, og kiggede på parret. Justin sad lige bag mig, og trak vejret utroligt højt. Før i tiden, havde det været sødt, men ligesom det andet, var det bare irriterende.

Sådan sad jeg, og mørket begyndte at falde på. Parret rejste sig, og begyndte at gå. Over mod os. Jeg kiggede stadig ikke væk, men fulgte dem med øjnene. Jeg kunne tydeligt se, at det skræmte pigen, men jeg var ligeglad. Jeg var misundelig. Misundelig på det, som de havde.

”Crystal. Lad mig forklare!” sagde Justin pludselig. Parret var for længst væk, og det var blevet endnu mørkere. Faktisk var det eneste, som lyste op, lygterne i parken. De gav ikke megen lys, men lige præcis nok til at kunne se, hvad der foregik. Jeg vendte mig om, og sukkede højlydt.

”Okay..”

Han kiggede overrasket på mig, men begyndte hurtigt. ”Du ved godt, at da du blev syg, kunne jeg ikke lige klare det..” der var en kort pause, og jeg kunne se, hvordan han bed sig i læben. ”Så jeg skrev lidt med Caitlin, og den aften, hvor jeg skrev til hende, var jeg virkelig ude af mig selv.. Det var lige før, jeg skulle møde dig. Jeg skrev beskeden, og kom tilfældigvis til at sende den til hende, i stedet for dig.. Jeg skrev selvfølgelig også til hende, at den ikke var til hende, og bad hende om at slette den.. Jeg troede faktisk, at hun havde slettet den.. Hun var jo min bedste veninde..” Han kiggede undskyldende op på mig.

Jeg sad, og måbede helt vildt. Så det var en løgn.. Caitlin havde løjet?

”Det forklarer stadig ikke kysset?” Sagde jeg pludseligt. Jeg havde ikke engang tænkt på det, før jeg havde slynget det ud. Han kiggede bare roligt på mig.

”Du så ikke, hvad der skete. HUN kyssede MIG, og JEG prøvede at skubbe hende væk.. Men du nåede at se det..” sagde han trist.

”Men du sagde, at du var fuld. Du sagde, at du undskyldte.. Hvorfor undskyldte du så, hvis alt viste sig at være Caitlins skyld?” Sagde jeg bebrejdende. Jeg troede ikke helt på ham. Han havde haft hele dagen, hele natten til at udtænke en løgn, og den var ret god.

”Crystal, jeg var ikke mig selv. Jeg tænkte ikke klart. Jeg var ikke fuld. Du ved godt, at jeg ikke drikker!” Sagde han bebrejdende. Det var jo ikke rigtigt. Han drak ikke. Det vidste jeg jo egentlig godt, når jeg tænkte over det.

”Jeg ved ikke, om jeg tror dig. Du har haft hele dagen. Du har siddet herude hele dagen. Du kunne have udtænkt dig en løgn. For det lyder ret troværdigt det du siger.. Men det kan stadig godt være en løgn. Og hvorfor blev du ikke bare i huset? Altså du kunne jo godt have forklaret din uskyld lidt før..” mumlede jeg, og kiggede ned i bænken.

”Crystal, jeg lyver ikke! Jeg truede manden med en pistol, og jeg ved, at en eller anden dag, kommer det ud til pressen! Jeg ved, at de sladrer. Men jeg var ligeglad. Så længe de ikke gjorde dig noget! Jeg elsker dig jo, for fanden!” Sagde han højt. Jeg kiggede usikkert op, og ventede stadig på svar. Jeg havde stillet ham et andet spørgsmål.

”Jeg ville ikke være i hus med Caitlin! Jeg vidste, at du var nogenlunde okay, og jeg havde længe tænkt på at gå.. Men blev hos dig. Da du så sagde, at jeg skulle gå. Gjorde jeg det, for at gøre dig glad! Jeg elsker dig jo for fanden!” Han afsluttede sætningen på samme måde, som før.

VI sad længe, og kiggede ind i hinandens øjne. Pludselig begyndte det at regne. Jeg kunne se, at han ikke havde løjet. Han havde talt sandt. Det var Caitlin, som var en bitch. Det var hende, som jeg skulle hade, og ikke min kæreste. Jeg lagde min hånd på hans, efter at have siddet, og tænkt alt godt, og grundigt igennem. Vi var begge gennemblødte, og det stod stadig ned i stænger.

”Justin,” sagde jeg alvorligt, og han afventende på mig. Jeg kørte forsigtigt min tommelfingre hen over hans håndryg. ”Jeg elsker også dig!”

Mit ansigt nærmede sig hans, og jeg kyssede ham. Mit første kys i regnvejr. Noget alle piger havde drømt om. At blive kysset af deres drømmefyr i regnvejr! Romantisk.

”Du har ingen anelse, om hvor meget det betyder for mig,” sagde han, efter han havde trukket sig ud af kysset. Det havde ikke været noget vildt, men bare et blidt, men et af vores mest intense kys, nogensinde. Jeg kunne se en tåre trille ned af kinden på ham. Det var ikke særlig tit, jeg så ham græde.

Jeg smilede forsigtigt, og tørrede tåren væk. Han smilede taknemmelig tilbage, og gav min hånd et klem. Vi sad, og snakkede i flere timer ude i regnen. Det var ikke det smarteste, da jeg lige havde været syg, og mit immunforsvar var stadig svækket. Men jeg var ligeglad. Så længe Justin var sammen med mig.

”Vi må hellere gå hjem. Du skulle nødig blive syg, Shawty,” sagde han smilende, og tog min hånd. Sammen gik vi hjem. Hånd i hånd. Jeg ville aldrig slippe den igen. Men det blev jeg nødt til. Ellers ville det blive svært at lave noget. ”Hvor har I to været?” spurgte Pattie skingert, da vi var kommet gennemblødte hjem. Min mor stod ved siden af hende, og kiggede bebrejdende på os.

”Bland dig udenom, mor,” sagde Justin muggent, men gik alligevel over, og gav hende en kæmpekrammer – med sit våde tøj på.

”Justin,” skreg hun grinende, og trak sig væk. ”Se nu er jeg jo våååd,” sagde hun sukkende, og kiggede opgivende på Justin. Han smilede kækt til hende, og trak på skuldrene. Både mig, og min mor var flade af grin. Hvor var det dejligt at grine. Det var så lang tid siden, syntes jeg.

”Hvor er Caitlin?” spurgte Justin nervøst, og kiggede hen på hans mor, som lavede et kast med hovedet, som var en hentydning til ovenpå. Justin nikkede alvorligt, og gik hen mod trappen.

”Justin. Hvad laver du her?” kunne jeg høre Caitlins snobbede stemme sige.

”Bedte jeg dig ikke om at slette den besked? Jeg stolede på dig! Seriøst, du havde næsten ødelagt ALT mellem mig og Crystal. Hvorfor gjorde du det?!” Råbte Justin, og jeg kiggede overrasket hen på Pattie, og min mor. De så mindst lige så overrasket ud, som mig.

”Hvorfor råber de?” spurgte Chris, som kom gående inde fra stuen. Lige bag ham kom Ryan, og Chaz. Var de nedenunder? Jeg regnede med, at de var hos Caitlin.

”Lang historie,” sagde jeg, og lyttede efter.

”Justin. Jeg elsker dig jo stadig. Du skred fra mig, fordi du blev berømt. Du knuste mit hjerte. Du knuste MIG!” Skreg Caitlin, og kom stormende ned af trappen. Hun kiggede ondt på mig, tog sin jakke, og vendte sig mod mig.

”JEG HADER DIG!” Skreg hun, og slog mig i hovedet, så hårdt hun kunne. Jeg nåede lige at se, at hun tog hænderne op til munden. Hun havde sikkert fortrudt, men hun kunne intet gøre. Jeg endte med baghovedet i gulvet, og lige før alt blev sort, kunne jeg høre en stemme råbe: ”CRYSTAL!”

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...