The fire (Vampyrprinsessen)

William og hans storebror, Johan, er vampyrjægere. De har en lovende karriere foran dem, og penge i massevis. Men er det nok? En dag får de en opgave, men kan William gennemføre den? Kan han dræbe den eneste, som han virkelig elsker? Eller vil hun ende med at dræbe ham først? Det bliver en vild jagt, en farlig tur. Men vil de overleve?

13Likes
12Kommentarer
2639Visninger
AA

3. Er jeg.. død?

Da vi havde hentet vores udstyr, gik vi straks i gang. Først skulle vi lægge en plan. Så skulle vi finde vampyrens hule. Så vi måtte ud i skoven. Den var heldigvis ikke særlig stor, så det varede ikke længe før vi fandt den. Johan gik straks i gang med at gøre klar, og fordi jeg ikke var særlig stærk, satte han mig til at snitte en træpæl. Vi skulle have en helt nysnittet pæl, for det virkede bedst på vampyrer. Jeg var efterhånden rimelig skrap til at snitte, så ikke nok med at den skulle være spids, så skulle den også være flot. Jeg lavede en masse små mønstre op ad den. Vampyren skulle vel også dø med en smule respekt.

Senere på dagen, tæt ved midnat, stod vi begge skjult bag ved et træ, tæt ved hulen. Det var meget mørkt, og vi kunne knapt se vores egne hænder. Vi ventede. Ifølge vores ikke særlig nøje studerede teorier, kom vampyrer først frem ved midnat, præcis. For først dér ville de ikke blive brændt til slagge af solen. Vi skulle være meget opmærksomme. Vampyrer kan bevæge sig så lyløst, at det kan være svært at høre dem komme. Men med den rette øvelse, og hvis man ved hvad man skal lytte efter, så kan man godt høre dem. Og netop som jeg stod og tænkte det, hørte jeg en lyd. En meget svag puslen og et lavt hurtigt åndedrag. Meget lyst, meget.. Kvindeligt. Men det sagde kongen jo også. Der var bare det ved det, at jeg aldrig havde dræbt en kvindelig vampyr før. Og jeg ville nok få lidt dårlig samvittighed over det, da det var.. forkert at røre en kvinde, som man ikke var gift med. Sådan virkede mit samfund. Kvinden kom nærmere. Jeg kiggede hen på Johan. Han rystede på hovedet. Vi skulle vente lidt. Vi stod begge helt stille og lyttede. Lyttede.. Lyttede..
”Hjæ..” Jeg nåede ikke at sige noget. Jeg blev trukket væk, meget hurtigt, og der var noget for min mund, der forhindrede mig i at snakke. Jeg kunne ikke se hvem eller hvad det var der trak i mig, jeg kunne kun se den udviskede skov der fløj forbi mig. Der gik ikke særlig længe, før jeg blev helt bevidstløs af den ubehagelige trækken. Eller måske sov jeg bare. Det kunne jeg ikke bestemme. Men jeg drømte. Dejlige drømme, faktisk. Jeg drømte om varme sommerenge, gyldne marker og små røde, blå og lilla markblomster. Det var egentlig ikke en drøm hvor der skete særlig meget. Jeg løb bare, gennem engen. Mærkede det høje grønne græs mod mine fingre. Stoppede op, plukkede en blomst og duftede til den. Jeg kunne lugte den søde duft, mærke den lune luft og høre fuglene kvidre. I et kort sekund troede jeg at det var Paradis. Men det kunne det ikke være, for jeg var jo ikke død. Eller var jeg? Nej, det kunne jeg ikke være. Så ville jeg have mærket det. Så jeg drømte nok bare. Jeg gik videre gennem engen, men bestemte mig for at sidde ned. Jeg satte mig og begyndte at plukke små græsstrå op. Lukkede mine øjne, og følte dem mellem fingrene. Mærkede de små blomster under mig, den stikkende smerte ved halsen.. Vent, hvad? Stikkende smerte ved halsen? Jeg spærrede forfærdet øjnene op, og vågnede i den mørke skov. Hvor var jeg henne? Og hvorfor gjorde min hals så ondt? Hvor var Johan? Hvad var der sket?
Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...