The Prince and The Thief {2min}

Minho var en arrogant prins, gjorde hvad han ville og havde hele landet i sin magt. Taemin var en tyv, som stjal fra de rige, alligevel havde han det reneste hjerte og den smukkeste sjæl. Han var en sand engel, på lovens kant. Da skæbnen vil, at de mødes, opdager de hurtigt, at de aldrig vil kunne holde hinanden ud. Alligevel, har de én ting til fælles: De kan begge forelske sig.

159Likes
1613Kommentarer
22349Visninger
AA

2. Vinterdagen

Der var en ualmindelig larm den vinterdag. Julen nærmede sig, og alle forældrene var ude at købe julegaver til de forkælede børn. Jeg kunne dog ikke lade være med at grine nogle gange, når de rige mennesker, med de forkælede børn, var ved at glide i sneen. Damerne var dem, der hele tiden faldt, i deres høje hæle. De burde alle være blevet hjemme den dag.

På den anden side, hvis de ikke var i byen med deres fyldte pengepunge, hvad skulle vi så lave?

”Klar, Taemin?” spurgte Key, min umma, og smilede til mig. Jeg nikkede med et smil.

”Vi ses hjemme,” hviskede min umma og begyndte at løbe i dækning.

Jeg var atten år, men alligevel lignede jeg ikke en, der var særlig gammel, og jeg havde lært af min umma og appa, hvordan jeg misbrugte mit nuttede ansigt.

”A-pa!” sagde jeg med en ydmyg stemme, da jeg sad i vejkanten med noget ’blod’ løbende ned af mit ene ben. De falske tårer begyndte nu at løbe ned ad mine kinder, og et ældre par kom straks løbende til mig.

”Lille dreng! Hvad er der dog sket?!” spurgte den ældre dame bekymret. Den gik hver gang. Jeg var en perfekt skuespiller.

Jeg faldt i sneen,” forklarede jeg med et trist blik og de falske tårer. Damen og hendes mand stod i noget tid og forsøgte at hjælpe mig op at stå igen. Jeg lod som om jeg haltede lidt, trods den falske blod egentlig ikke gjorde mig noget som helst.

”Mange tak, noona,” sagde jeg og smilede sødt. Damen blev helt varm om hjertet af mit smil.

”Pas nu bedre på, ikke?” sagde hun. Hendes mand var fuldstændig passiv i denne samtale. Det var nu for det meste også kun kvinderne, som mit søde ansigt havde en virkning på.

”Jo, noona!” sagde jeg, hvorefter jeg gik videre ind i menneskemængden med et skævt smil over mine læber. Det var dog først da jeg stoppede op i en gyde, at jeg kiggede i den pung, som jeg havde fået fat i.

”Omo, det er mange penge,” sagde jeg overrasket over de mange sedler, som lå i den pung. Jeg fik aldrig dårlig samvittighed over at stjæle fra de andre mennesker. De havde flere penge, end de havde brug for.

”Så bliver det måske alligevel jul i år,” sagde jeg med et smil og puttede pungen tilbage i min ene bukselomme.

”Appa og umma skal nok blive stolte af mig,” nynnede jeg glad, hvorefter jeg gik hjemad med et glad smil over mine læber.

Et hjem var et hjem, men vores hjem var faldefærdigt. Der var ingen, som ejede huset, og det skulle rives ned til foråret, så vi var tvunget til, at finde et nyt hus at slå os ned i. Der var heller ingen varme om vinteren, så vi måtte sidde med hundrede tæpper, som der desuden havde mange huller i sig. Jeg havde ingen vinterjakke, og gik rundt i næsten det samme tøj hver dag.

 

”Umma! Appa!” råbte jeg, da jeg kom hjem. Min umma kom straks og omfavnede mig, bekymret som han altid var.

”Godt du kom hjem i sikkerhed, Minnie! Hvad tjente du i dag?” spurgte han. Jeg stak mine hænder i mine lommer, og trak alle de ting frem, jeg havde fået fingrene i. Punge, ægte guldsmykker, ure, mobiltelefoner, alt.

”Noget siger mig, at det bliver jul i år,” måbede Key. Jeg grinede og nikkede straks. Jeg håbede sådan, at det ville blive jul. Jeg havde aldrig holdt jul, siden jeg var lille.

Siden jeg var lille… Dengang juletræet så større ud, end det egentlig var. Dengang mine forældre elskede mig, før det hele gik over i sprut, og min far gjorde de ting ved mig. Før hele mit liv vendte op og ned.

Dog vidste jeg ikke, at meget snart, ville mit liv tage endnu en drejning, fordi skæbnen havde mig i sine kløer.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...