The Prince and The Thief {2min}

Minho var en arrogant prins, gjorde hvad han ville og havde hele landet i sin magt. Taemin var en tyv, som stjal fra de rige, alligevel havde han det reneste hjerte og den smukkeste sjæl. Han var en sand engel, på lovens kant. Da skæbnen vil, at de mødes, opdager de hurtigt, at de aldrig vil kunne holde hinanden ud. Alligevel, har de én ting til fælles: De kan begge forelske sig.

159Likes
1613Kommentarer
22374Visninger
AA

27. Heartbroken

Minho P.O.V.

 

Jeg stod inde på mit værelse med en masse tanker gennem mit hoved. Jeg tænkte på Taemin, hans smukke ansigt og hans fantastiske latter. Jeg kunne slet ikke få ham ud af mit hoved. Jeg havde tænkt på ham hele dagen, siden den morgen, hvor vi var så tæt på at kysse, men vi blev afbrudt.

Jeg ville være tæt på, at vinde væddemålet. Var det kun derfor, jeg ville kysse ham? Jeg følte dog alligevel, at der var noget indeni mig, der ikke ville have Onew til at vinde væddemålet. Præcist fordi, at han ville være nødt til at kysse Taemin for at vinde.

Ingen måtte kysse Taemin, ingen andre end mig.

”Minho!” sagde Onew, idet han trådte ind på mit værelse. Jeg så tilbage på ham og sukkede lavt. Han smilede bare.

”Kysset ham endnu?” spurgte han. Jeg himlede med øjnene og rystede på hovedet af min onkel.

”Det var faktisk ikke derfor jeg kom herhen. Du skal have din uniform på, der kommer nogle kongelige gæster fra Japan i dag, og du skal repræsentere Sydkorea,” sagde Onew imens han så rundt i mit værelse.

”Fint,” sagde jeg kort og gik over til mit skab for at hente min rensede uniform, som Taemin lige var kommet med. Jeg lynede dragtposen op, for at se på min hvide uniform.

Det var sært.

Der var noget, der manglede.

”Ordensbåndet,” mumlede jeg lavt. Onew hævede et øjenbryn og gik over ved siden af mig for at se ind i skabet. Han stivnede og fik store øjne, ligesom jeg havde.

”Åh nej,” mumlede Onew. Jeg bed mig selv i min underlæbe og nikkede forsigtigt.

”Hvem har taget ordensbåndet?” mumlede jeg lavt til mig selv, imens jeg tænkte over det en lille smule.

”Hvem afleverede uniformen?” spurgte Onew og så på mig. Jeg så straks på Onew med store øjne.

Det kunne ikke være sandt. Han ville aldrig stjæle det, ville han? Han havde før været tyv, men jeg havde endda givet ham min tillid. Han kunne aldrig finde på det! Jeg nægtede at tro det.

”Taemin,” mumlede jeg uden at se på min onkel.

 

Jeg gik gennem paladset med hastige skridt. Jeg nægtede at tro på, at Taemin kunne finde på at gøre det! Jeg måtte have beviser for at tro på det. Taemin havde prøvet på det før, hvor han så fik straffen at arbejde for os. Havde han virkelig ikke lært sin lektie?

”Taemin?” spurgte jeg roligt, da jeg trådte ind på Taemins værelse, uden at banke på. Jeg stivnede fuldstændigt, da jeg så ham.

Måske skulle jeg have banket på alligevel. Jeg ville sådan ønske, at jeg havde banket på. Så havde jeg måske ikke set ham stå der. Stå, med mit røde ordensbånd i hænderne, og et forskrækket blik. Mit hjerte hamrede smertefuldt i mit bryst. Jeg følte, at hele min verden havde forrådt mig. Jeg følte, at Taemin var ligeglad med mig. Jeg havde ellers håbet på noget helt andet.

”M-Minho, det er ikke som du tror,” sagde Taemin pludseligt. Hans stemme rystede, han var tydeligvis bange. Jeg kunne se, at nogle tårer sad i hans øjne. Han var ved at græde. Hans smukke ansigt måtte ikke græde, det ville jeg ikke tillade.

”Taemin, du må ikke græde,” hviskede jeg lavt, så lavt, at han sikkert ikke engang kunne høre det. Tårerne fortsatte blot, og han faldt ned på knæ, imens han rystede som bare fanden.

”Der er båndet!” udbrød en vagt pludselig. Selv vagterne havde allerede fået det hele at vide, og nu stormede tre vagter mod Taemin. Drengen med et ansigt som en engel og den reneste sjæl. Taemin gav slip på båndet i forskrækkelse, og det faldt til jorden. Hans øjne var med tårer, da han så på mig. Han bønfaldt mig i sine øjne om, at hjælpe mig.

”Minho, hjælp,” hviskede han, da vagterne tog fat i hans arme, for at føre ham væk. Jeg stod bare og stirrede ud i luften. Jeg kunne ikke fatte, at Taemin havde stjålet det. Mit hjerte var revet itu og ventede blot på, at jeg skulle dø langsomt og smertefuldt.

De ville smide ham i fangekælderen.

De ville smide min Taemin i fangekælderen. De ville smide min første og eneste forelskelse ned til det sted, hvor de blot ventede på, at blive sendt i fængsel eller værre endnu. Det her var jo, trods alt, Sydkorea.

At stjæle fra en kongelig, forårsagede en af de værste straffe man kunne få.  Taemin… Hvorfor lige dig?

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...