Never Back Down

{Please kom med noget feedback} Isabell er en 16-årig pige. Som lever igennem en facade som hun skal holde hver dag i skolen, men hvor lang tid kan hun holde det ud? Hver dag når hun kommer hjem bliver hun tævet af sin lede far, som også kalder hende de mest modbydelige ord, som får hende til at hade sig selv. Hun lever i mørket og hader synet af sig selv. Men så dukker en dreng op, som hjælper hende med at finde håb i livet. Men det viser sig at drengen ikke er så normal, som han påstår.

4Likes
6Kommentarer
2114Visninger
AA

3. Megan Park

Kapitel 2

Biblioteket var det første jeg tænkte på, når jeg ankom til skolen store areal. Jeg begyndte at slappe af da jeg tænkte på duften af bøger.  Følelsen af af at være et andet menneske i de timer nu bogen holdte, kunne få mig til at smile mit ægte smil. Den måde man forlader verden på, og bliver slugt af bogens velskrevet sider, er en følelse man aldrig vil miste, men jeg var van til at miste noget dyrebart. Jeg føler mig fri og levende, når jeg læser, det er som om man bliver en anden person i virkeligheden. Men når bogen er færdig, er livet skuffende som det plejer. Men i dag, var der ikke tid til et smut forbi biblioteket, fordi jeg skulle have tidlige timer om mandagen. Jeg gik med tunge skridt forbi det store hyggelige bibliotek og sukkede. Skolen var overvældende stor og uoverskuelig at finde rundt på, da alle gange og rum lignede hinanden. Selvom om, jeg havde gået her i flere år, så kunne jeg alligevel ikke rigtig finde rundt, det kunne godt sammenlignes med Hogwarts trapper der bevæger sig konstant. Jeg stod uden for skolensporten og stirrede lidt, bare for at få min krop til at falde ned over dagens begivenheder. Jeg tjekkede min sårede kind på min Iphones spejl, genial opfindelse hvis man ikke gad at gå rundt med et spejl i sin taske. Min kind så fin ud, under makeuppen jeg lagde for en times tiden. Jeg krydsede fingre for, at det holdte hele dagen. Jeg pustede roligt ud og tog mig sammen til, at åbne den store rustne dør til skolens uendelige gange som aldrig endte i mine øjne.

”Stadig overvældet af skolen”, sagde en genkendelig stemme bag, mig imens nogle fniste af hendes totalt kvikke bemærkning. Jeg drejede rundt, og stod ansigt til ansigt med den populære første klasse bitch Megan Park og hendes to veninder, som jeg ikke rigtig kunne huske deres navne. Megan var en køn pige som faktisk ikke rigtig brugte makeup, som i modsat hendes to veninder der var fyldt med pudder og øjenskygge i ansigtet.

”Går stadig og ligner en bitch?”, svarede jeg igen og gav hende elevatorblikket.

Hun blev ikke sur over min bemærkning med nærmere stolt.

”Du har lært meget af mig”, svarede hun blot, og gik sin vej med hendes to hvalpe i hælene. I den sætning mente hun ”jeg har været en god lærer”. Megan og jeg havde været bedste veninder igennem flere år, men for tre år siden døde min mor, og så ledes døde mine vennekredse og min popularitet på skolen. Det er helt syg realistisk, at jeg har været en af de populæreste piger, som altid havde et hav af drenge i hælene og havde en stor vennekreds. Jeg er glad for, at jeg har ændret mig til hende jeg er i dag. Men nogle gange savner jeg mit gamle liv med Megan. Hun var kun en bitch imod taber som mig, men imod hendes venner var hun loyal og sød. Jeg havde nogle gode tider sammen med hende, hun var en veninde jeg kunne dele alt med og omvendt. Vi kendte hinanden ud og ind og kunne færdig gøre hinandens sætninger. Men vi havde valgt hver vores vej, hun fortræk opmærksomhed og jeg fortrak stilhed. I de sidste par dage har hun været en led kælling over for mig, det var meget ekstraordinær at hendes gamle veninder blev hendes offer.

”Ved du hvor jeg kan finde lokale 273 B?”, spurgte en blid stemme.

Jeg vendte mig endnu engang om i dag, og mødte nogle isblå øjne. Jeg tabte stemmen i nogle sekunder, hvor jeg bare stod og gloede på ham. Han kiggede mærkeligt på mig da jeg tog tilløb til at løbe væk fra ham. Jeg vidste ikke rigtig hvad der skete med min hjerne, men lige pludselig stod jeg ude foran klasselokalet. Jeg skulle være i og trak vejret dybt. Hvorfor løb jeg? Mere nåede jeg ikke at tænke over det, da klokken ringere ind.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...