Prince Minho and the Curse

Guderne har altid haft de smukkeste børn. En dag da et menneske får verdens mest rene og gyldne barn, bliver Guderne misundelige. De ødelægger barnets rene skæbne og får en heks til at opdrage barnet og dets bror. Barnet lider under heksens opdragelse, og kommer aldrig til at stifte bekendtskab med gode dage.
En dag, da heksen sover, flygter Mill og hendes bror og begynder et nyt liv i skoven.
Men hvem sagde, at skoven var ufarlig? Hvem sagde, at heksen ikke kunne forhekse den? Hvem sagde at den var uden uhyrer?... Hvem sagde, at en prins ikke levede i et kongerige, ikke så langt derfra?

~ Denne historie er inspireret af mit yndlingseventyr, men dette er alligevel mig egen idé!~

83Likes
260Kommentarer
8777Visninger
AA

13. Stemmen af Guld

Jeg løb så hurtigt jeg kunne. Jeg så folk stirre underligt på mig. Det var trods alt ikke hver dag, man så en pige komme løbende ud af prinsens slot, kun iført en badekåbe med tårerne trillende ned ad hendes kinder. Mine hulk kunne kun høres meget svagt, sammen med det forpustede åndedræt. Jeg kunne mærke sten og tidsler under mine fødder, som for længst var begyndt at bløde. Som for længst havde fået flere sår. Jeg kunne mærke smerten, for hvert skridt jeg tog, men den kunne alligevel ikke fjerne den underlige følelse Jonghyun havde givet mig. Han havde gjort mig bange. Jeg ville aldrig kunne se Minho igen. Jeg ville simpelthen ikke kunne se ham i øjnene, efter det Jonghyun havde gjort. Jeg elskede ikke Jonghyun, jeg elskede ikke andre, sådan som jeg elskede Minho…. Men måske skulle jeg bare ikke elske ham. Måske havde mine onde stedmor ret. Måske var jeg virkelig styg og hæslig. Det var i hvert fald sådan jeg havde det lige nu. Jeg følte mig klam og beskidt. Som om jeg lige havde dræbt nogen. Jeg løb så langt ind i skoven jeg kunne, men den knude i halsen gjorde det svært at få luften ned i lungerne. Jeg kunne mærke en smerte i mine knæ, da jeg snublede over en gren. En gren, der lige var vokset frem. Jeg kunne mærke smerte i det dybe sår, som nærmest rev mine tårer frem. Det gjorde så ondt… Jeg kunne slet ikke bevæge benet. Træernes skygger dansede over mig men det der skræmte livet ud af mig, var de gule øjne, der stirrede på mig i mørket.

 

Heksen fandt endelig pigen igen, pigen som hun skulle vogte over. Pigen, som skulle have en elendig skæbne. Selvom Minho havde klaret det meget godt, så havde hun det ikke elendigt nok. Hun skulle dræbes. Hun skulle dø. Heksen smilede svagt, da hun så tårerne på pigens kinder. Snart ville hun skrige et smertens skrig, som ville overgå alt andet.

 

Jeg så de gule øjne komme nærmere. Jeg kunne høre monstrets skridt og jeg kunne høre dets åndedræt. Det var ligesom min hjerterytme, det bankede hurtigt og åndede hurtigt. Jeg kunne mærke de tårer der pressede sig på. Min bror var her ikke, Minho var her ikke. Mor i himlen, hvad har jeg gjort for at fortjene det her? Jeg kunne se de skarpe tænder, som var skarpere end syle. Jeg kunne se dem skinne i mørket, hvide tænder, med blod over det hele. Jeg skreg, da monsret angreb mig. Jeg blev ved med at skrige af mine lungers fulde kraft, selvom de føltes så underlige. Selvom de føltes blybelagte!

Jeg blev ved med at skrige, og selvom jeg ikke kunne skrige højere, så føltes smerten kun koldere og koldere. Det gjorde mere ondt for hvert krads jeg fik. Pludselig blev jeg kastet væk af dens pote og ind mod et andet træ. Jeg kunne mærke det varme blod. Jeg kunne mærke den varme væske… Selvom det var varmt, så var det ubehageligt… Minho. Jeg elsker dig.

Jeg kunne pludselig høre monstret hyle. Skriget gjorde ondt i mine ører, men jeg var kunne snart ikke høre det længere. Jeg kunne mærke en blid snude mod mit ansigt, en lyd, der var smertefuld, en der led. Tamaki? Jeg åbnede mine øjne meget svagt, men kunne ikke se noget. Jeg kunne mærke en varm hånd mod min kind. Det mørke korte hår lyste op i mørket og grønne øjne blev et med skoven. Jeg blinkede mindre og mindre og jeg kunne mærke, at mine øjenlåg blev tungere og tungere, som om de tog mere på i vægt.

”PRINS! HUN ER HER,” sagde manden med de grønne øjne og vendte hovedet mod en anden retning i skoven. Var det Daichi?Jeg kunne pludselig se hans ansigt, jeg kunne se hans øjne. Jeg kunne mærke, at mit hjerte bankede hurtigere, selvom blodet ikke var der længere.

”M-Min… Ho,” hviskede jeg meget lavt. ”Jeg… Er søvnig.”

Jeg kunne se ham ryste på hovedet. Jeg kunne se at de mørke øjne blev blanke i månens skær. De øjne, der var smukkere end noget andet. Stemmen. Jeg ville så gerne høre stemmen af guld synge for mig.

”Nej… Nej, vil du ikke nok lade være med at sove, ” tiggede han mig om, mens grebet om min hånd blev strammere. Jeg kunne se hendes smukke smil og hendes forvirrede ansigt.

"Du skal ikke af sted endnu lille skat,” hørte jeg hende sige, hende, med englestemmen. Hendes smil, som guderne tog fra mig. Jeg så pludselig Minho igen og lagde hånden på hans kind.

”Minho… Vil du ikke nok synge for mig?” spurgte jeg ham. Jeg kunne se tårerne der faldt på mine kinder. Jeg kunne mærke, at jeg blev løftet op. Jeg kunne høre hans grødede stemme.

”Like glass, a human’s heart is so weak. A heart hurts so much from the little things. Let’s not be like that. Even if we hate it, even if it hurts. The promise to be by your side. That promise will eternally be the same thing,” kunne jeg høre ham synge. Jeg kunne ikke lade være med at smile, da jeg hørte hans stemme af guld. Denne sang lød bekendt. Det var en sang alle kendte. Det var den sang min mor sang for mig, da jeg var mindre. Da hun stadig levede. Mine øjne havde ikke flere kræfter tilbage. Med et lukkede de i.

 

____

Tak til Dem, der har stemt min historie helt vildt meget ned. Fra side et så er den gået ned på side tolv. Jeg takker Jer dybt, for at stemme den ned, uden en begrundelse. Det har lige gjort min dag så meget bedre! 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...