Prince Minho and the Curse

Guderne har altid haft de smukkeste børn. En dag da et menneske får verdens mest rene og gyldne barn, bliver Guderne misundelige. De ødelægger barnets rene skæbne og får en heks til at opdrage barnet og dets bror. Barnet lider under heksens opdragelse, og kommer aldrig til at stifte bekendtskab med gode dage.
En dag, da heksen sover, flygter Mill og hendes bror og begynder et nyt liv i skoven.
Men hvem sagde, at skoven var ufarlig? Hvem sagde, at heksen ikke kunne forhekse den? Hvem sagde at den var uden uhyrer?... Hvem sagde, at en prins ikke levede i et kongerige, ikke så langt derfra?

~ Denne historie er inspireret af mit yndlingseventyr, men dette er alligevel mig egen idé!~

83Likes
260Kommentarer
8765Visninger
AA

20. Smerte

Der var stormvejr udenfor og Minho så bekymret til sin kone. Der var snart gået ni måneder og ingen vidste hvornår den nye Choi ville komme til denne verden. Mill, blev mere og mere træt og de sidste veer havde bare drillet dem alle sammen, hvilket gjorde Minho mere bekymret. Ikke nok med det, var han for en måned siden blevet kåret som den nye Konge og skulle i gang med helt nye pligter.

”Bare gå min kære,” hviskede hun helt stille, mens hun smilede svagt. Minho smilede slet ikke og havde en alt for bekymret mine. Hans mund kyssede hendes svedige pande og hendes nu store mave. Det fik ham til gengæld til at smile. Han var ligeglad med kønnet, men de ville vist begge to hellere have en dreng. Minho kunne ikke forstå, hvordan han  på så kort tid, havde fundet sin eneste ene og snart, ville han også få sit barn. Han var bange for at forlade hende på det forkerte tidspunkt. Han ville for alt i denne verden ikke forsvinde, når fødslen gik i gang. Hun skulle ikke gennemgå en smerte helt alene.

Det var koldt udenfor og det begyndte endda at sne. Mill rystede på hoved og aede sin mands kind.

”Minho… Du bliver nødt til at tage af sted… Ellers kommer der bare en snestorm og så kommer du slet ikke hjem,” hviskede hun bekymret, mens tankerne om, at Minho forsvandt og forlod hende og barnet knuste hendes hjerte. Flere beroligende kys kom fra Minho, inden han nikkede kort og smilede til sin elskede kone, hans elskede sjæleven.

”Jeg skynder mig Millian,” hviskede han og kyssede den store rundt mave endnu engang, hvor der spark kom frem, der hvor han kyssede. Parret endte begge to med at grine. Dog blev stemningen trykt, da den nye Konge forlod slottet. Key gik straks ind til Millian, som havde fået det værre. Og så skete det. Kongen forlod sin Dronning og red af sted. Han skyndte sig så meget han kunne, men han ville aldrig være der i tide til at se hans søn blive født. Hans perfekte klon. En dreng, der ville komme til at arve hans træk fuldstændig, hans højde, hans øjenvipper, hans klare øjne. Han ville få sin mors ansigt og han ville få det meste af hendes personlighed. Men det gik Minho glip af. Barnet blev født og skreg så højt det kunne, men dets far ville ikke komme.

”Key… Vil du ikke hente mig et glas vand?” spurgte Millian meget træt, efter fødslen. Key nikkede og gik ud af rummet. Dronning, der lige havde født, var virkelig udmattet. Hun kunne ikke bevæge en eneste muskel. Drengen, hun lige havde født, sov sikkert sødt. Det ville hun også gerne, men hun ventede på Key.

”Joon,” mumlede Dronningen bare og så over på hendes søn. Det skulle den lille dreng hedde. Men det nåede hun aldrig selv at fortælle. Døren blev åbent og skabte en knirkende lyd, mens skyggerne dansede. Dronningen så over mod døren, men hun så ikke nogen, hun kendte. Eller jo, en af dem kendte hun. Rædslen dukkede op i Dronningens krop, men der var ingen der kunne høre hende. Ingen så heksen komme ind sammen med hendes datter. Ingen så heksen tage den rigtige Dronning. Ingen så, at den rigtige Dronning, blev udskiftet med heksens datter, der lignede Dronningen på én plet. Den eneste ting, som heksen ikke kunne ændre, var dog, at hun manglede et øje. Dronningen blev ført væk, fjernet fra hendes familie og hendes elskede Joon.

Den nye dronning vendte den venstre side af ansigtet mod puden, så man ikke lagde mærke til noget. Hun lod som om hun sov, da Key kom med vandet. Men den rigtige Dronning fik aldrig slukket sin tørst. Ingen lagde mærke til, at det nyfødte barn græd alt for meget. Ingen lagde mærke til, at det nyfødte barn hadede den nye mor, han havde fået tildelt. Den rigtige Dronning tog heksen med ud til den lille hytte, hvor hun altid havde boet. Her gav hun hende en gift, som ville dræbe hende i løbet af tre dage.

 

Kongen vendte tilbage i løbet af natten, noget ingen havde set komme. Da han vendte tilbage blev han modtaget som en helt og den lykkelige følelse løb rundt i hans krop, men jo tættere han kom på sit hjem, jo mere ondt gjorde hans hjerte. Hen steg hurtigt af hesten og løb ind for at tjekke om alt var som det skulle være… Men det var det ikke. Der var en lille dreng, der græd i Keys arme. Den lille dreng, som straks fangede Minhos opmærksomhed. Han kunne sagtens mærke den trækkende følelse i hans krop, da han kom tættere og tættere på den lille dreng.

”Joon,” hviskede vinden til ham. Han kunne mærke de tårer, der faldt frit ned ad hans kinder. Key rakte ham barnet og da barnet var i faderens hænder, stoppede det straks med at græde. Minho vuggede det frem og tilbage, vidste ikke hvad han skulle gøre, men fortsatte med at gøre det indtil den lille baby faldt i søvn. Han lagde forsigtigt sin søn i den lille tremme igen og så derefter over på hans kone, som sov tungt. Han kyssede hendes ene kind, hendes pande, hendes næsetip. Han var lykkelig. Ikke engang smilet på hans ansigt, kunne forklare følelsen af at være blevet far. Alligevel gjorde hans hjerte så ondt, hver gang han kyssede sin kone. Hver evig eneste gang skreg hans hjerte, at det var forkert. Han måtte være træt, meget træt. Han lagde sig ved siden af hans kone, mens hans hjerte bankede smertefuldt.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...