Prince Minho and the Curse

Guderne har altid haft de smukkeste børn. En dag da et menneske får verdens mest rene og gyldne barn, bliver Guderne misundelige. De ødelægger barnets rene skæbne og får en heks til at opdrage barnet og dets bror. Barnet lider under heksens opdragelse, og kommer aldrig til at stifte bekendtskab med gode dage.
En dag, da heksen sover, flygter Mill og hendes bror og begynder et nyt liv i skoven.
Men hvem sagde, at skoven var ufarlig? Hvem sagde, at heksen ikke kunne forhekse den? Hvem sagde at den var uden uhyrer?... Hvem sagde, at en prins ikke levede i et kongerige, ikke så langt derfra?

~ Denne historie er inspireret af mit yndlingseventyr, men dette er alligevel mig egen idé!~

83Likes
260Kommentarer
8813Visninger
AA

9. Hvæs og hjertebanken

Jeg sad på Tamaki, mens vi langsomt gik tilbage til denne mands sted. Denne mand. Jeg vendte mit hoved mod ham og betragtede ham. Han havde stadig sit tøj på, men hans hår var uglet. Det var slet ikke så fint længere, men det gjorde ikke så meget. Det var pænere til ham. Han var smukkere, når han var naturlig. Men egentlig behøvede han kun hans smil, for at ligne en gud. Og da han sendte mig et smil, kunne jeg ikke gøre andet end at smile tilbage til ham. Det var som en epidemi i kinderne, hver gang han sendte mig et smil. Det er virkelig umuligt at lade være med at smile. Tamaki brød sig dog ikke om ham og hele vejen hjem til manden, skulle jeg holde hans våben, noget jeg allermest havde lyst til at kaste væk fra mig. Den underlige følelse af vold, behagede mig ikke.

”Jeg har fået din brors navn, men må jeg ikke også høre dit?” spurgte manden med sin stemme af guld og så på mig med et mildt ansigtsudtryk. Et, der fik mit hjerte til at smelte. Gudernes stemmer var i mit baghoved, men de kunne ikke betyde mere end hans blik og hans guld. Jeg mærkede en svag rødmen over mine kinder og så ligeud, da jeg ikke kunne klare hans blik.

”M-Millian, men Mill er fint,” mumlede jeg bare lidt lavt, men det var nok til at kunne høre det. Ellers ville vinden nok hviske det til ham. Han så lidt overrasket ud. Kunne han ikke lide mit navn? Jeg ved mig i underlæben, men han sendte mig bare et svagt smil.

”Jeg har ikke hørt det navn før, men er det ikke gammelt?” spurgte han mig så. Jeg vidste ikke hvad jeg skulle svare, jeg kunne ikke huske så meget, fra den tid hvor min mor var i live. Tamaki hviskede dog noget til mig og jeg huskede en lille smule.

”D-Det ved jeg ikke…,” mumlede jeg så og sendte ham et forvirret blik. ”Men hvad er dit navn ædle rid-”

Tamaki gav et ryk i mig, via en bevægelse. Han var tydeligvis ikke glad for den fine betegnelse jeg brugte om manden foran mig.

”Mit navn er Choi Minho, Prinsen af kongeriget et par kilometer herfra,” sagde han bare ædelt og sendte mig et smil, der fik mig til at smelte, men Tamaki tog al min opmærksomhed, da jeg mærkede, at han var ved at blive svag.

”Hyung, jeg kan godt gå selv,” mumlede jeg, men Tamaki fortsatte med at gå. Han ville absolut bære mig, og jeg vidste ikke, hvordan jeg skulle få ham til at stoppe. Jeg vendte bare mit blik mod Minho, og da han så på mig igen, rakte jeg mine hænder mod ham. Han så underligt på mig, men jeg nedstirrede ham bare, indtil han forsigtigt tog fat under mine armhuler og fik mig over i hans arme. Det hele skete mens Tamaki gik. Jeg kunne se, at Tamaki var klar til at dræbe Minho, da han så mig i hans arme. Jeg strammede bare mit greb om Minhos hals. Samtidig steg varmen i mine kinder og en underlig fornemmelse var i min mave. Ligesom den når man kastede op, bare i en skøn version. Jeg kunne høre Minho grine. Det begyndte helt at kilde i maven. Jeg havde aldrig hørt andre mennesker grine. Jeg havde ikke selv grinet i lang tid. Jeg kunne ikke lade være med at grine med ham… Min mave begyndte at gøre ondt, men jeg var ligeglad, det var en vidunderlig følelse. Jeg kom til at tænke på noget. Minho sagde, at han boede i et kongerige…

”Minho… Hvor mange mennesker er det i dit kongerige?” spurgte jeg ham om. Han så lidt op, og så virkelig ud til at tænke. Det gik lidt tid, inden han svarede mig.

”Jeg ved det ikke rigtigt, men det er et stort kongerige og- Hey er du okay?” spurgte ham mig. Hvorfor skulle jeg ikke være okay… Jeg havde dog slet ikke lagt mærke til, at jeg havde strammet mit greb om Minhos hals ualmindeligt meget. Jeg rystede endda en lille smule. Jeg vidste ikke, hvad jeg skulle gøre. Minho blev ved med at stirre på mig med et underligt blik, og jeg så væk og rakte ud mod Tamaki. Til min store overraskelse, vendte han hovedet væk fra mig. Han ville ikke hjælpe mig… Jeg kunne mærke en klump i halsen. Jeg kunne mærke en prikkende følelse i mine øjne.

”Hey… Millian?” mumlede Minho og vendte mit ansigt mod sit. Jeg slog hans hånd væk og gemte mit ansigt bag mine hænder. Jeg kunne pludselig høre ham grine. Denne gang var det ikke en skøn fornemmelse, men en stryg og grum en, ligesom monstret under min seng. Jeg kunne mærke tårerne falde ned ad kinder på mig og små snøftelyde der kom ud. Jeg kunne høre et hvæs fra Tamaki af og Minho stivnede straks.

”H-Hey… D-Det var ikke ondt ment, du så bare rigtigt sød ud,” sagde han i panik og vidste ikke hvad han skulle gøre. Tamaki prikkede ikke så venligt til ham med sit gevir og Minho så ondt på ham. Jeg fjernede mine hænder, efter jeg havde tørret mine våde kinder.

”Undskyld,” mumlede han meget lavt og hvilede sin pande mod min. Jeg så hans smukke øjne, som var så oprigtige som solen selv. Jeg kunne ikke andet end at nikke svagt. ”Men du skal ikke være bange. Alle mine venner er rigtig søde,” hviskede han med et smil. Jeg blev bare ved med at stirre på ham. Et lille smil slap ud.  ”Du er det første menneske jeg har mødt, der har været så sød mod mig,” hviskede jeg og hvilede mit hoved mod hans bryst. Jeg kunne høre hans hjerte banke… I takt med Tamakis hvæs.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...