Prince Minho and the Curse

Guderne har altid haft de smukkeste børn. En dag da et menneske får verdens mest rene og gyldne barn, bliver Guderne misundelige. De ødelægger barnets rene skæbne og får en heks til at opdrage barnet og dets bror. Barnet lider under heksens opdragelse, og kommer aldrig til at stifte bekendtskab med gode dage.
En dag, da heksen sover, flygter Mill og hendes bror og begynder et nyt liv i skoven.
Men hvem sagde, at skoven var ufarlig? Hvem sagde, at heksen ikke kunne forhekse den? Hvem sagde at den var uden uhyrer?... Hvem sagde, at en prins ikke levede i et kongerige, ikke så langt derfra?

~ Denne historie er inspireret af mit yndlingseventyr, men dette er alligevel mig egen idé!~

83Likes
260Kommentarer
8770Visninger
AA

4. Heksens Plan

 

Vi havde nu været i skoven i tre dage. Vi havde vandret og vandret. Vi havde gået med vores bare fødder, da vores stedmor ikke ville give os sko. Mine ben kunne ikke klare mere smerte. De kunne ikke klare flere sten, de kunne ikke klare mere af det her.

Jeg blev nødt til at stoppe og holde en pause. Hvis jeg ikke gjorde det, så ville jeg gå under. Tamaki var også træt. Blodet begyndte at strømme ned fra mine fødder af og jeg blev nødt til at hvile mig. Om natten kom dyrene frem og jeg var mere bange end noget andet. Jeg var ligeglad med mine ben, jeg kunne bare ikke klare al den mørke energi. Jeg kunne ikke klare al den uhygge. Dyrene, der lavede de underlige lyde og træernes banken mod hinanden, der lød som døde hjerteslag. Mit liv var mit største mareridt.

Næste dag ledte vi efter noget vand. Tamaki var blevet rigtig tørstig, så jeg vidste, at han ledte efter noget at drikke. Men han havde da haft ret i en ting. Det her var meget bedre end det sted hvor heksen boede. Her blev jeg ikke slået, her blev jeg ikke mishandlet. Selvom mine fødder var så ømme, at det ikke kunne beskrives, så var mine blå mærker ved at forsvinde, lidt efter lidt.

 

Nu hvor heksen ikke var her, føltes luften som noget jeg kunne holde ud. Endelig kunne jeg slappe lidt af. Men jeg stoppede aldrig med at være bange. Heksen måtte da havde fundet ud af, at vi ikke var til stede længere. Jeg var bange. Jeg var bange for hvad hun kunne gøre. Og det havde jeg også en god grund til at være.

 

 

”GAH,” var der en frustreret stemme der skreg. Tingene fløj rundt, vaser blev knust og endte med at ligne et tusindbrikkers puslespil. Heksen satte sig og tog en dyb indånding. Hun kunne ikke finde børnene. Hun kunne ikke finde pigen. Guderne havde bedt hende om at sørge for denne piges ulykke og det tjente hun godt på. Nu hvor pigen ikke var der, så kunne hun heller ikke få sin løn. Hun kunne ikke gøre noget som helst. Heksen kradsede sine negle mod bordet og alle de dyr der var i nærheden, fløj væk fra den redsomme lyd. Hun rejste sig op og gik ind på hendes værelse, det værelse som altid var dækket til, så det kunne blive mørkt. Hun gik hen til sin krystalkugle og så de to børn. Hun så de to børn, som levede af bær. Hun kunne mærke brorens tørst, tørsten efter vand. Heksen ville ikke lade pigen mærke glæden igen. Hun forbandede alle de floder hun kunne, forbandede dem alle sammen, så hendes elskede bror kunne få æren af at dræbe hans elskede søster.

 

Tamaki havde i flere dage ledt efter en flod. Vi var begge to ved at blive tørstige, men det var meget slemt med Tamaki. Han ville snart gå under, hvis han ikke fik noget væske. Luften, når jeg trak vejret, føltes som sand. Så tør var den. Vi kunne pludselig høre en stille lyd, af noget der bevægede sig. Vand! En flod. Tamaki smilede stort og styrtede derhen. Jeg begyndte også at løbe, selvom mine sårede føder skreg. De havde fået nok og begyndte så småt at bløde igen, fordi jeg løb. Det ville være godt at få dem vasket. ’Hvem end der drikker af denne flod skal blive til en ulv. En ulv det vil flå alt fra hinanden’. Jeg stivnede og så mig rundt omkring. Stemmen, som jeg havde hørt, havde ikke nogen ejer. Den var mørkt og dyb. Men jeg forstod ikke, hvorfor jeg kunne høre den. Var det floden der snakkede? Jeg prøvede at se, om der var nogen, men nej. Var det noget jeg bildte mig ind… Nej, stemmen havde været kraftig og farlig.

 

”Tamaki! Stop! Hvis du drikker af den flod, så vil du blive til en ulv,” sagde jeg og så på ham med skræmte øjne. Jeg kunne se, at han var træt og at han virkelig tørstede. Jeg kunne se, at han var ved at miste sig selv. Jeg kunne se, at han havde mørke rander under øjnene og at han ville gøre alt for at drikke noget af det vand. Tårerne trillede ned ad mine kinder og jeg krammede ham.

”Du kommer til at rive mig fra hinanden,” hviskede jeg, med en stemme der hakkede over. Selve tanken var nok til at gøre mig bange. Tamaki nussede mig og kyssede kort min pande.

”Fint. Jeg drikker ikke noget her, men jeg tager altså noget ved den næste flod,” sagde han bestemt. Jeg vidste ikke hvad jeg skulle svare, men vi begyndte bare at gå videre.

 

 

Vi gik videre. Denne flod var større, men jeg kunne ikke se nogle dyr ved den. De var alle stukket af. Mine fødder skreg og min hals var også ved at snøre sig sammen af tørst. Jeg ville så gerne fugte den, men endnu engang hørte jeg stemmen. ’hvem end der drikker af denne flod skal blive til en løve. Dyrenes konge, der vil æde alt foran sig råt’. Denne gang blev jeg mere bange og jeg fortalte det til Tamaki. Jeg kunne se vreden i hans øjne. Han ville aldrig gøre mig fortræd.

”Fint. Jeg drikker heller ikke af vandet denne gang. Men guderne skal vide, at jeg drikker vandet fra den næste flod, uanset hvad jeg så måtte blive til,” sagde Tamaki. Jeg kunne høre på hans stemme, hvor tørstig han var.

 

Og så skete det. Vi nåede til den næste flod. ’Hvem end der drikker af denne flod skal blive til en kronhjort. En kronhjort, der vil løbe væk fra alt og alle’ Jeg bad og bad Tamaki om ikke at drikke vandet, men han havde fået nok. Tårerne trillede ned ad mine kinder, men det hjalp ikke. Det krævede kun en tår af vandet for at blive forvandlet. Ligeså snart vandet rørte hans mund, skete det. Min bror, der før var så smuk, var forvandlet til et dyr.

Jeg stirrede på ham og endte ud i gråd. Han gik over til mig, og jeg lagde hænderne om det dyr han nu var blevet til. En kronhjort.

Min skæbne var så grum. Min skæbne havde også lige taget min bror fra mig. Jeg kunne høre hans undskyldende ord, selvom han var en kronhjort, men det hjalp ikke. Det, han havde gjort, kunne aldrig tages tilbage.

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...