Prince Minho and the Curse

Guderne har altid haft de smukkeste børn. En dag da et menneske får verdens mest rene og gyldne barn, bliver Guderne misundelige. De ødelægger barnets rene skæbne og får en heks til at opdrage barnet og dets bror. Barnet lider under heksens opdragelse, og kommer aldrig til at stifte bekendtskab med gode dage.
En dag, da heksen sover, flygter Mill og hendes bror og begynder et nyt liv i skoven.
Men hvem sagde, at skoven var ufarlig? Hvem sagde, at heksen ikke kunne forhekse den? Hvem sagde at den var uden uhyrer?... Hvem sagde, at en prins ikke levede i et kongerige, ikke så langt derfra?

~ Denne historie er inspireret af mit yndlingseventyr, men dette er alligevel mig egen idé!~

83Likes
260Kommentarer
8766Visninger
AA

11. Forkerte følelser?

Jeg havde ledt efter hende, og nu da hun stod foran mig, var jeg blevet helt mundlam. Hendes uskyldige ansigt blev så meget fremhævet nu, hvor hun var ren og fin. Hun lignede en porcelænsdukke. Hun havde små bløde krøller efter et velfortjent bad. Hun havde en meget svag make-up på. Hendes brune øjne stirrede nervøst på mig, som om de kun ventede mit svar. Kjolen sad perfekt på hendes smukke former.

”M-Minho… E-Er du okay?” mumlede hun forsigtigt. Jeg kunne se, at de røde kinder var blevet røde på grund af blodet og ikke på grund af en rouge. Jeg sendte hende et smil og tog hendes hånd i min, inden jeg bukkede mig og kyssede hendes hånd forsigtigt.

”Undskyld ventetiden, jeg håber, at De kan tilgive mig,” hviskede jeg og så op i hendes øjne. Jeg kunne se at hun blev helt forlegen. Jeg kunne ikke lade være med at gøre det. Jeg vidste, at de alle faldt for mig. Jeg vidste, at jeg kunne gøre det med enhver pige. Men med Millian var det anderledes. Når hun blev flov, kunne jeg mærke en behagelig sødme. Det var på grund af mig og ikke en anden mand.

”J-Jeg tilgiver Dem, Prins Minho,” mumlede hun bare lavt og så mig i øjnene, med lidt mere mod denne gang. Jeg rejste mig op og tilbød hende min hånd, hvor hun straks tog imod den. Jeg kunne se Amée blinke, Taemin smile og Daichi klædte hende af med øjnene. Jeg dræbte ham med mine øjne.

”Det må jeg sige Taemin, hun er i sandheden en skønhed,” sagde Kongen stolt og Taemin kløede sig i baghovedet. ”D-Det er ikke min fortjeneste… J-Jeg så hende bare,” mumlede han forlegent og satte sig til at spise med de andre.

Mill P.O.V.

Jeg så over på Tamaki som gik rundt i haven og spiste lidt græs. Jeg kunne stadig ikke forstille mig, ham synes godt om smagen af græs. Var det ikke… Kedeligt… surt…? Jeg ville så gerne gøre ham til et menneske, men jeg vidste ikke hvordan jeg skulle gøre det. Jeg vidste ikke, hvad jeg kunne gøre, for at se hans smukke menneskeansigt i virkeligheden og ikke bare i mine drømme. Han fortalte mig mange gange, at jeg ikke skulle bekymre mig, men jeg havde det alligevel dårligt med mig selv. Jeg burde have stoppet ham.

”Kan du lide Minho?” spurgte Tamaki mig. Jeg vidste ikke hvad jeg skulle svare. Selvfølgelig kunne jeg da lide Minho… Kunne jeg ikke?

”D-Det tror jeg da,” hviskede jeg meget lavt. Jeg var da sikker, var jeg ikke. Tamaki var tavs i et stykke tid… Hvad skulle det mon betyde?

”Mil-Mil… Der er noget der hedder at være lun på nogen, at være forelsket og at elske. Jeg tror ikke, at du elsker Minho. Jeg tror kun, at du er lun på ham. Du tror, at du elsker ham, men det gør du måske ikke,” sagde Tamaki. Jeg stoppede op og så vredt på ham. Hvorfor skulle han have så meget imod Minho.

”Og hvorfor kan jeg så ikke elske ham?! Er det fordi han er et menneske, noget som jeg også er, fordi jeg faktisk lyttede til naturen?” spurgte jeg Tamaki vredt. Han stirrede bare dybt på mig. Der var noget underligt over hans øjne.

”Nej… Nej, det er ikke derfor. Det er netop, fordi han er det første menneske du har mødt. Du tror, at du kan lide ham, men det kunne sagtens bare være det, at han var den eneste dreng du har set på. Hvad hvis en anden også viste dig sin interesse? Hvordan ville du så reagere?” spurgte min bror mig. Jeg stirrede vredt på ham. Jeg kunne mærke vreden boble som en stille flamme indeni.

”Ved du hvad! Jeg hader dig,” hvæste jeg så koldt som jeg kunne, trak i min kjole og vendte ryggen til min bror. Jeg kunne mærke tårerne trille ned ad mine kinder. Hvad vidste han om mine følelser. Hvad vidste han dog om mig? Bare fordi han ikke kunne finde sig en… Et dyr. En mage. Ikke en kone eller kæreste, men en mage. Jeg trådte bare vredt på trappetrinnene. Jeg sukkede opgivende og lænede mig op ad væggen.

”Kan jeg virkelig kun lide Minho, fordi han er den første mand jeg har set?” hviskede jeg stille til mig selv, inden jeg lukkede øjnene og undslap et trist støn.

 

Minho, der gik sammen med sin bedste ven og sin tjener, hørte de ord, hun hviskede til sig selv, inden hun forsvandt inde på værelset. Han stivnede og vidste ikke, hvor han skulle gå hen eller hvad han nu skulle stille op. Var han ved at blive forelsket i en, der ikke elskede ham? Han kunne mærke den bitre eftersmag man fik når man drak lemonade, som ikke var ordentligt blandet.

”Hey. Du er en prins, selvfølgelig elsker hun dig,” sagde Jjong og prøvede på at trøste Minho. Minho sendte ham et svagt smil.

”Gå du bare i seng,” sagde Jonghyun og Taemin fulgte ham i seng. Jonghyun sukkede opgivende og så efter den dør hvor hun var gået ind henne.

”Så må jeg jo bare selv finde ud af hvad hun føler,” mumlede Jonghyun.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...