Prince Minho and the Curse

Guderne har altid haft de smukkeste børn. En dag da et menneske får verdens mest rene og gyldne barn, bliver Guderne misundelige. De ødelægger barnets rene skæbne og får en heks til at opdrage barnet og dets bror. Barnet lider under heksens opdragelse, og kommer aldrig til at stifte bekendtskab med gode dage.
En dag, da heksen sover, flygter Mill og hendes bror og begynder et nyt liv i skoven.
Men hvem sagde, at skoven var ufarlig? Hvem sagde, at heksen ikke kunne forhekse den? Hvem sagde at den var uden uhyrer?... Hvem sagde, at en prins ikke levede i et kongerige, ikke så langt derfra?

~ Denne historie er inspireret af mit yndlingseventyr, men dette er alligevel mig egen idé!~

83Likes
260Kommentarer
8810Visninger
AA

14. Det ville være mig en glæde!

Jeg gned mine øjne, da jeg ikke kunne sove længere. Jeg ville strække mig, men jeg kunne mærke, at jeg var øm, af en eller anden grund. 

”Av,” mumlede jeg lavt. Jeg havde ikke engang åbnet øjnene helt, men stemmen af guld fik mig til at slå dem op. Jeg blev forskrækket, da jeg fandt ud af, hvor tæt hans ansigt var på mit. Minho. Jeg kunne ikke styre min hjertebanken. Hvad var der galt? Hvorfor så han så trist ud?

”M-Minho Oppa… hvad er der?” spurgte jeg ham. Han kørte sin pegefinger fra mit øjne og ned til min hage. Jeg kunne pludselig mærke en meget svag smerte. Jeg rørte mine kind, men det var ikke hud jeg rørte. Det var noget blødt, et plaster eller noget i den stil. Jeg så underligt på Minho. Jeg fjernede dynen og fik øje på mine hænder. De var også bundet ind. Mit højre knæ, samt begge fødder var også bundet ind. Jeg så bare på Minho, der gav mig et underligt og bekymret blik.

”Kan du slet ikke huske hvad der skete?” spurgte han mig. Jeg prøvede at huske noget, hvor jeg blev skadet, men jeg kunne ikke komme i tanke om noget.

”Nej… Kun en stemme af guld,” mumlede jeg lavt, men han opfattede det. Et lille smil bredte sig over hans ansigt, men det nåede ikke op til hans øjne. Jeg kunne bare mærke hans hænder rundt om mig. Mit hoved var helt henne ved hans hjerte. Blodet steg mig helt op til ørerne og jeg kunne mærke varmen, som var jeg kommet helt tæt på solen. Jeg smeltede.

”M-Minho,” hviskede jeg helt lavt. Jeg så op på ham med røde kinder. Jeg måtte se ham, hvorfor holdte han om mig. Han pressede bare forsigtigt mit hoved mod hans bryst igen og kørte hånden gennem mit hår, ligesom jeg kunne lide det. Jeg lukkede øjnene og lyttede til hans fortryllende hjertebanken.

”Undskyld,” mumlede han bare lavt og tillod mig at se på ham. Jeg rystede bare svagt på hovedet og smilede et lille forsigtigt. Han skulle ikke have dårlig samvittighed over noget.

”Der er ikke din skyld… Ham der Hyunjong skræmte mig bare,” mumlede jeg. Minho grinede svagt og kyssede forsigtigt min næsetip. Det føltes som en sommerfugl på ens næse om sommeren. Men sommerfuglen var nu bare gemt i min mave. Der fløj den stille rundt og begyndte at kalde på sine venner.

”Jonghyun hedder han,” svarede han. Jeg kunne mærke at min næse brænde. Hvis den også kunne rødme, ville det have lignet Rudolf. ”Men en ting havde han fat i… Elsker du mig?” hørte jeg Minho sige. Den sommerfugl havde fået kaldt på sine venner, for jeg kunne tydeligvis mærke dem. Mærke den kildende fornemmelse, med et strejf af nervøsitet. Jeg vidste ikke, hvorfor jeg pludselig følte mig så flov. Hvorfor jeg pludselig ikke kunne fortælle ham om mine følelser længere.

”J-jeg…”

Jeg mærkede hans greb om min hage. Jeg stirrede på ham med store øjne. Hvorfor skulle jeg se på ham, når jeg var så flov?! Hvorfor var der denne mørke skygge i hans øjne, fyldt med noget jeg aldrig havde set før. Noget jeg aldrig havde oplevet hos en anden mand. Hvorfor dukkede lyst og begær op i mit hoved?

”Måske… Skulle du bare vise mig det,” hviskede han med en dyb stemme. En sensuel stemme, en stemme af flydende guld. Han nærmede sig, og jeg vidste ikke hvad jeg skulle gøre. Min mor havde aldrig fortalt mig noget om kys… Og noget sagde mig, at Minho vidste hvad han gjorde. Hans hånd slap mig hage og lå nu på min kind. Hans læber nærmede sig og han lukkede sine øjne mere og mere, jo tættere han kom. Jeg lukkede øjnene, da jeg endelig rørte hans læber. En lille flamme blev tændt. En lille flamme der blev større og større, varmere og varmere... Hans læber bevægede sig langsomt og blidt, men med kærlighed. Jeg vidste ikke hvad jeg skulle gøre, men jeg prøvede at følge med ham… Og han ventede på mig, ventede på at jeg blev vant til følelsen. Døren gik op, og jeg var hurtig til at skubbe Minho væk fra mig, men dog ikke hurtigt nok. Folket i døren havde set os. Amée og manden med de grønne øjne smilede… Nej, Daichi hed han, stirrede på os.

”Jeg troede ellers, at med kyssede sin redningsmand,” svarede han med en drillende stemme. Af en eller anden grund, så kunne jeg mærke, at Minho blev sur på drengen foran sig. Amée grinede bare og klappede Minho på skulderen, da hun var nået hen til ham.

”Og du sagde, at kærlighed ved første blik var latterligt brormand,” sagde hun, hvis ikke med en mere drillende stemme, end Daichi.

”Daichi… Du kunne bare ikke finde et bedre tidspunkt,” mumlede Minho, mens han udåndede, lidt for frustreret måske. Jeg mærkede bare hans hoved mod mit bryst… Han prøvede at finde det mest behagelige sted… Lige mellem mine bryster. Så naiv som jeg var, smilede jeg bare og kørte en hånd rundt i hans hår. Han så ud til at slappe af… Hvilket Amée langtfra gjorde.

”Hey! Nu skal du ikke komme for godt i gang Minho,” sagde Amée skarpt.

”Prins Minho, pas på, han er blevet for vild,” hørte jeg en panisk kvindestemme sige, men det var for sent. Tamaki kom løbende og slog løs på Minho med sit gevir.

”H-Hey, du kan også komme til at skade din søster på den måde,” skreg Minho surt og Tamaki stoppede også med at slå ham… Han skulle bare vente til senere…

”Eun, du kan bare give ham noget mere sovemedicin,” mumlede Minho. Jeg gispede forskrækket og skræmt. Havde Minho brugt medicin på min bror. Minho så straks på mig med store øjne. ”N-Nej, det var ikke sådan ment…” sagde Minho, men jeg gik straks over til Tamaki. Jeg satte mig på knæ og undersøgte ham. Jeg lagde jeg hænderne rundt om hans hals og sukkede opgivende. Tamaki rakte tunge til Minho… Minho ville have angrebet han, hvis ikke hans søster holdte ham tilbage.

”Prins, er De okay?” hørte jeg en englestemme sige og slap Tamaki. Der stod Taemin, sammen med Key, Onew og… JONGHYUN. Jeg skreg forskrækket op og gemte mig hurtigt bag Minho.

”H-Hey… D-Det var ikke meningen at du skulle blive så bange,” mumlede han undskyldende og kom tættere på mig, men jeg tog bare mine sutsko af og kastede dem på ham.

”Hold dig væk! Bare hold dig væk,” skreg jeg rasende og vredt. Den nar havde ødelagt det hele og havde næsten været årsagen til min død.

”Lad mig nu forklare,” mumlede han og var kommet helt tæt på, men jeg slog bare ud efter ham med en hård knytnæve. Jeg ramte noget, jeg ikke skulle ramme. Da jeg lukkede mine øjne op igen, lå Jonghyun på jorden og rullede rundt, mens hans hænder var foran hans skridt. Tamaki rullede også rundt, bare af grin. Jeg troede ikke, at kronhjorte kunne grine. Jeg kunne høre grin, samt nogen der fik ondt af ham. Jeg mærkede Minho kramme mig bagfra, mens han betragtede Jonghyun.

”Jeg tror, at I står kvit nu,” sagde Minho. Hans varme ånde mod mit øre. En underlig følelse ramte mig, noget jeg ikke havde oplevet før. I et øjeblik så jeg ikke andet end mørke og Minho. Jeg mærkede en underlig følelse af lyst, men den var forsvandt lige så hurtigt som den var kommet.

”MON IKKE,” skreg Jonghyun og nogle grin kunne høres. Jeg var stadig for lammet af den følelse jeg lige havde haft. Jeg var stadig i chok, hvis ikke endda bange. Hvad var det Minho gjorde ved mig?

”Eun, måske skulle du hellere give Jonghyun den sovemedicin,” sagde Taemin og Eun, pigen med det korte hår og blå øjne begyndte at grine.

”Jeg har desværre ikke medicin mod dumhed,” sagde hun og trak på skulderne. Jeg kunne sagtens slå ham igen, hvis det skulle være. Det ville være mig en glæde!

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...