Prince Minho and the Curse

Guderne har altid haft de smukkeste børn. En dag da et menneske får verdens mest rene og gyldne barn, bliver Guderne misundelige. De ødelægger barnets rene skæbne og får en heks til at opdrage barnet og dets bror. Barnet lider under heksens opdragelse, og kommer aldrig til at stifte bekendtskab med gode dage.
En dag, da heksen sover, flygter Mill og hendes bror og begynder et nyt liv i skoven.
Men hvem sagde, at skoven var ufarlig? Hvem sagde, at heksen ikke kunne forhekse den? Hvem sagde at den var uden uhyrer?... Hvem sagde, at en prins ikke levede i et kongerige, ikke så langt derfra?

~ Denne historie er inspireret af mit yndlingseventyr, men dette er alligevel mig egen idé!~

83Likes
260Kommentarer
8776Visninger
AA

5. Den smukke Kronhjort

 

Jeg vidste ikke, hvornår det gik op for mig, at jeg faktisk havde mistet min bror. Det eneste jeg nu havde, var en kronhjort, som jeg heldigvis kunne forstå. Han undskyldte og undskyldte, men der var ikke noget at gøre. Jeg skulle være helt alene. Helt og aldeles alene.

Vi gik i et stykke tid. Når jeg ikke kunne gå længere, ville han med glæde bære mig, men jeg ville ikke lade ham bære mig i for lang tid. Han var tynd som en gren, der truede med at knække hvert øjeblik det skulle være. Han var stadig træt og tørstig, selvom han nu var en kronhjort. 

Vi ledte i et stykke tid, da vi fandt dette hus. Tamaki tjekkede det først. Efter et par minutter, dukkede han op igen og sagde, at der ikke var nogen i huset. Da jeg trådte ind i huset, kunne jeg lugte støvet der havde samlet sig i dette lille hus gennem årerne. Huset, eller nærmere noget der lignede en gammel hytte, var i hvert fald meget støvet. Der var et lille køkken og så var der et toilet. Ellers var der ikke andre rum. Det hele var delt op i et ”stort” rum. Vi fandt hurtigt ud af, at der ikke boede nogen her. Jeg sukkede træt og satte mig ned på en af stolene, selvom jeg var bange for, at den ville brase sammen. Det gjorde den dog ikke. Jeg så rundt omkring i huset. Jeg sad ved et bord, hvor der var to stole. Den ene sad jeg selv på. Der var et lille køkken, et bord hvor vandhanen sad fast og et, hvor man kunne skære grønsager eller bare lave noget mad. Der var ikke nogen ovn, men der var en lille pejs. Det ville ikke undre mig, hvis den ikke virkede, eftersom stedet her virkede temmelig forladt. Men nu skulle jeg ikke brokke mig. Nu havde vi da i det mindste et hus. Nu kunne vi da overleve lidt længere… Lidt længere endnu.

 

Lyset skinnede ind af vinduet. Det lille firkantede vindue havde ikke noget gardin, så lyset ramte mit ansigt. Tamaki rykkede på sig inde under mit hoved. Hver nat, brugte jeg Tamakis bløde kronhjortemave som en pude. Hver nat ville jeg putte mig ind hos ham, med et lille tæppe over mig. Jeg havde talt dagene, skrevet dem ned i væggen. Der var snart gået et år. Tamaki og jeg havde levet lykkeligt i snart et år. Jeg skulle snart fylde sytten år. Det her, var det tætteste jeg kom på et godt liv.

Tamaki og jeg var egentlig meget glade. Hver dag gjorde jeg rent i huset, gik hen til en flod, en der ikke var forbandet, for at fange fisk eller for at samle bær. De søde små fugle ville komme flyvende og give os de bær vi havde brug for. Dyrene havde accepteret os og hjalp os nu.

Tamaki gik sammen med mig for det meste og andre gange løb han bare rundt, så han kunne få trænet sin krop. Heksen havde jeg ikke hørt om i et godt stykke tid. Måske havde hun accepteret, at vi endelig var stukket af. Måske havde hun forandret sig og var nu blevet godt. Jeg troede ikke selv på det, men måske. Hvis man håbede nok, så kunne alt blive godt, ikke? Desværre ender alting. Selv det gode.

Den store jagtsæson dukkede op. Alle jægerne fra byen, dem fra kongeriget, kom i skoven for at jage de forskellige dyr. Jeg vidste ikke om det bare var en lille landsby, men ud fra det, Tamaki fik øje på, så skulle det være fine mennesker. Fuglene kom tættere på dem end Tamaki gjorde og fortalte ham, at de aldrig havde set lignende våben. For hvert år der gik, blev de stærkere og stærkere.  Tamaki var en af dem der ville være udsat, i de dage, hvor jagten skulle foregå. Jeg bad Tamaki om at blive hjemme. De ville sikkert kun jagte nogle af de store dyr. Tamaki, der ikke ville gøre mig ked af det igen, lovede at han ville holde sig hjemme. Dog fik han lov til at komme ud om aftenen sammen med mig. I starten var det fint, men en uge senere kunne han ikke tage det. Han kunne ikke klare det.

”Jeg vil ud til dem. Jeg vil drille dem, Mils… Jeg vil ud til dem og løbe væk fra dem, kæmpe med dem,” sagde han. Mit hjerte begyndte at banke hårdt i mit bryst, men jeg kunne se hans dådyrøjne. Jeg kunne se, hvor trist han blev. Jeg kunne ikke holde ham hjemme længere. Han måtte ud i det fri. Han ville jages.

 

 

Ukendt P.O.V

Jeg skulle jagte endnu engang. Han ville ikke med mig i dag. Der var ikke nok udfordring for ham her i byens skov. Jeg synes ellers, at der var nok udfordring. Eller det var i hvert fald kun en udfordring. Det måtte være et dyr, der lige var dukket op i skoven, for jeg havde ikke set den før. Det var en meget smuk kronhjort. Den var så elegant, så smuk.

Jeg rettede mit gevær mod den og skulle til at skyde, da den begyndte at løbe. De andre jægere fik også øje på den og begyndte at jage. Hele dagen brugte vi på én enkel kronhjort, men ingen fik den fanget. Ingen kunne ramme den. Pokkers kronhjort!

”Jonghyun hyung, hvordan gik jagten?” spurgte en ren stemme mig. Jeg så over på Taemin, vores prins’ mest betroede tjener. Jeg trak på skulderene og kom så med et suk, jeg havde holdt inde hele dagen.

”Jagten gik egentlig fint… Men der var denne utroligt smukke kronhjort. Den var så elegant Taemin. Hver gang nogen skulle til at få fat på den, så sprang den bare af sted. Det var nærmest, som om den drillede os, bevidst,” sagde Jonghyun og tillod Taemin at tage hans jakke af.

”Jeg tænkte på… Må jeg så tage med og se den kronhjort?” spurgte Taemin Jonghyun, der bare sukkede endnu engang. Jonghyun nikkede bare kort og Taemin smilede, da han havde taget jakken.

”Dit bad er klar og efter det, venter Prinsen på dig,” svarede Taemin. Jonghyun overvejede at sukke, men holdte det inde. Han kunne ikke få den kronhjort ud af hovedet. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...