Prince Minho and the Curse

Guderne har altid haft de smukkeste børn. En dag da et menneske får verdens mest rene og gyldne barn, bliver Guderne misundelige. De ødelægger barnets rene skæbne og får en heks til at opdrage barnet og dets bror. Barnet lider under heksens opdragelse, og kommer aldrig til at stifte bekendtskab med gode dage.
En dag, da heksen sover, flygter Mill og hendes bror og begynder et nyt liv i skoven.
Men hvem sagde, at skoven var ufarlig? Hvem sagde, at heksen ikke kunne forhekse den? Hvem sagde at den var uden uhyrer?... Hvem sagde, at en prins ikke levede i et kongerige, ikke så langt derfra?

~ Denne historie er inspireret af mit yndlingseventyr, men dette er alligevel mig egen idé!~

83Likes
260Kommentarer
8768Visninger
AA

8. Betingelsen

Jeg betragtede ham dag og nat, men han ville bare ikke vågne. Jeg var ved at blive bange for, om han overhovedet var levende. Dog kunne jeg stadig mærke hans puls. Jeg kunne stadig mærke hans åndedræt, når mit ansigt kom alt for tæt på. Tamaki var så småt begyndt at være mindre og mindre ude i naturen og mere hjemme hos mig. Han var bange for dette menneske, der var kommet ind til mig. Når Tamaki ikke var hjemme, gik jeg straks over til ham. Hans gevær lå dog langt væk, så han ikke kunne skyde os, hvis han vågnede og blev vred. Jeg havde ikke set mennesker i snart et år. Jeg har ikke talt med andre i snart et år. Det var så anderledes. Måske var det derfor, han var så smuk. Måske var det derfor at jeg ikke kunne være så langt væk fra ham. Han var så fascinerende. Jeg ville bare ønske, at han ville åbne sine smukke øjne igen. At han ville se på mig, ligesom han så på mig første gang. Han var ikke ond, ellers ville han have skudt mig.

Jeg lod min hånd køre over hans glatte kind. Han måtte væres Gudernes skabning, de Guder der også have forbandet mig. Han måtte være noget, som alle elskede. Pludselig havde jeg det dårligt. Jeg skulle ikke have rørt ham. Jeg skulle ikke have gjort ham beskidt. Min mave trak sig sammen. Måske skulle vi bare smide ham ud. Alligevel lyttede min hånd ikke til mine følelser. Den begyndte at køre forsigtigt rundt i hans hår. Det var så dejligt, blødt. Da jeg skulle til at fjerne hånden, mærkede jeg hans berøring. Hans greb var stramt og jeg gispede forskrækket op, mens mit hjerte bankede.

”Fortsæt umma,” mumlede han bare og vendte sit hoved mod mig. Han troede, at jeg var hans mor? Jeg kunne mærke en underlig varme og mit ansigt brændte, men alligevel fortsatte jeg med at stryge hånden rundt i hans hår, indtil jeg selv faldt i søvn.

Jeg blinkede kort og forsøgte at vågne, men af en eller anden grund, så var der en dårlig stemning. Jeg lukkede mine øjne op og mærkede en underlig varme. En varme, der ikke kom fra pels, men fra noget andet, der var lige så varmt. Næsten som mig. Jeg lukkede mine øjne op, da jeg så ham. Han havde endelige lukket sine øjne op.

”D-Du… Er vågen,” hviskede han overrasket og med store øjne. At høre ham snakke igen, tog pusten fra mig. Hans øjne var fantastiske. Jeg havde ikke set menneskeøjne i så lang tid og de havde aldrig skinnet så meget. Hans stemme lød som flydende guld, noget man ikke ville af med. Da hans smil dukkede op, var jeg sikker på, at jeg fik det varmere endnu engang. Jeg vidste ikke, hvad der skete med mig. Havde skoven gjort mig allergisk for mennesker. Tanken om, at jeg aldrig måtte se drengen foran mig igen, gjorde mig trist. Jeg kunne pludselig mærke et vredt hvæs. Et der var bekendt. Jeg vendte mit hoved og så på Tamaki, som stod klar til at angribe ethvert øjeblik. Og jeg fandt ud af hvorfor. Manden foran mig havde hele tiden haft en hånd rundt om mig… Det var derfor, det hele føltes så varmt. Tanken om hans hånd på mig fik mine kinder til at blusse. Men da jeg så geværet ved hans anden hånd, stivnede jeg og anede ikke om jeg skulle løbe væk fra ham, eller om jeg skulle blive.

”V-Vent. L-Lad mig nu forklare dig, hvorfor jeg er kommet,” sagde han bare og tog fat i min hånd igen. Guldet varmede mit hjerte op og jeg stirrede på ham med store øjne.

”E-Er du kommet… Efter mig?” spurgte jeg forvirret og hæst. Jeg kunne godt mærke at jeg var tørstig, men hans blik var underligt, skræmt… Nej, forvirret… Eller jeg var ikke helt sikker. Jeg kunne ikke huske det. Han smilede svagt, mens Tamaki blev mere sur for hvert sekund.

”Nej… Eller jo.. Eller… Det er en lang historie,” svarede manden foran mig, og jeg gispede. Jeg kunne mærke denne underlige følelse.

”Det er ham der skød mig,” hvæste Tamaki. Jeg stivnede. Jeg vidste ikke hvad jeg skulle gøre. Manden stoppede med at smile og i et hug, tog jeg geværet fra ham. Jeg var hurtigt få meter væk fra ham og han så underligt på mig. Tamaki gik tættere på og manden fik et skræmt udtryk.

”H-Hey,” hviskede han. Tamaki var vred, det kunne jeg tydeligt se på ham. Jeg gik bare over til min bror, inden der skete noget, som ville gøre mig ked af det.

”H-Hvorfor skød du efter ham?” spurgte jeg bare manden og lagde hovedet på skrå. Han sukkede bare, måske opgivende og rystede på hovedet. Han rejste sig op, og jeg fik en underlig følelse i maven. Ville han gå nu?

”Kom med mig. Så vil jeg forklare dig det hele,” svarede han og rakte mig en hånd. Tamaki lavede en bevægelse, så hans gevir slog hans hånd væk, dog ikke hårdt. Jeg vidste ikke hvad jeg skulle gøre. Jeg ville ikke have at manden forlod mig. Men jeg ville heller ikke have, at han dræbte Tamaki.

”På en betingelse,” svarede jeg så og bed mig nervøst i underlæben, da han virkelig begyndte at stirre. 

”Sig frem,” sagde stemmen af guld. Jeg måtte lige komme mig lidt over ham, før jeg kunne svare.

”Jeg vil have min bror med mig.”

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...