Jumping, Dancing, Tumbling, Loving

Hun var rigmandsdatter, han var bandeleder af byens mest berygtede bande. Hendes drøm var, at nå sin mor i himlen, springe så højt, at hun kunne nå hende - gennem Tumbling! Han, derimod, havde ingen drømme. Det vil sige, han havde ingen drømme, indtil han gik til den samme sport som hende, blot for at få hendes opmærksomhed. Han fik en drøm. Den samme drøm. (Denne historie er 6 måneder gammel, hvis ikke mere, tilgiv mig, hvis det ikke er ligeså godt skrevet, som mine nyere historier, da jeg er blevet meget bedre med tiden).

157Likes
1127Kommentarer
19035Visninger
AA

45. Lying

Jeg sov en dyb søvn. Jeg lå blødt, jeg havde nok været væk i noget tid. Jeg drømte ikke om noget, ventede bare på, at jeg skulle vågne.

”Rin, er du okay?” Det blev der tit spurgt om, med en blid tone. Et par gange. Det var forskellige stemmer, som snakkede til mig. Der var fem, kun fire af dem kendte jeg. Kekirie, Hannah, Ryosuke og Wataru.

”Du skulle have passet bedre på hende!” udbrød Watarus stemme. Han skældte helt klart én ud.

”Hvordan skulle jeg kunne vide, at hun bare ville kollapse sådan?!” råbte Ryosuke tilbage til Wataru. Jeg kunne ikke li' den tone de havde til hinanden.

”Lillesøster, vågn nu snart op! Kom nu, vågn op,” mumlede Kekirie, da jeg stadig var helt væk.

”Kekirie, der er pandekager til morgenmad,” sagde Hannah, jeg hørte at hun bladrede i en bog. Det var altså morgen?

”Hun burde snart vågne,” sagde en femte stemme. Jeg kendte den ikke. Stemmerne blev tydeligere og tydeligere, for hvert sekund, indtil jeg slog mine øjne op, for at møde tre ansigter over mig. Kekirie, Hannah og en sygeplejerske.

Jeg satte mig straks op, ingen sagde noget, kun Wataru og Ryosuke, som åbenbart stod og skændes. De stoppede pludselig, da de så at jeg var vågnet. Wataru fór over til mig, og omfavnede mig stramt. Jeg blev lidt overrasket over, at han reagerede sådan. Ryosuke stod og smilede helt svagt til mig, han havde nok skyldfølelse. Han troede nok, at det var han skyld alt sammen. Jeg begyndte at grine.

”Iiih, de besvimelser er kommet tilbage, det sker så tit efterhånden,” sagde jeg og grinede lavt. Wataru gav slip på mig, med et mærkeligt blik. Kekirie så også mærkeligt på mig, men fattede det hurtigt.

”Det sker tit efterhånden, bare rolig, jeg er helt okay!” sagde jeg. Jeg løj. Jeg anede ikke hvorfor jeg var besvimet, men Wataru var tydeligvis stadig rasende på Ryosuke. Det var ikke engang Ryosukes skyld, at jeg besvimede. Jeg kunne ikke huske hvorfor. Mit hjerte begyndte bare at hamre løs, lige pludselig. Kunne det være fordi der var en anden person, som havde set det hele, hvad der var sket? Men hvorfor så...

Mit blik hvilede på Wataru, var det ham? Havde han set, at jeg havde kysset Ryosuke?! Men han havde ikke ret over mig, han bestemte ikke hvad med skulle og ikke skulle. Et kys forseglede ikke min frihed. Det var derfor at Wataru var så vred på Ryosuke. Han var jaloux. Jeg tog mig straks til hovedet.

”Rin, er du okay?” spurgte Ryosuke lavt. Jeg nikkede og smilede forsigtigt. Jeg satte mig på kanten af sengen, og prøvede på at rejse mig op. Jeg faldt straks sammen. Wataru greb mig heldigvis.

”Hun skal nok klare sig, bare hun får noget væske og noget at spise. Der er morgenmad om ti minutter, hjælper I hende ikke lige derover?” spurgte sygeplejersken og smilede.

 

Der var an akavet stilhed ved vores bord i spisesalen. Vi var alle sammen samlet. Wataru og Ryosuke sad på hver sin side af mig. Overfor os, sad Kekirie og Hannah. Kekirie kom gående ned til bordet, med mange tallerkener fyldte med pandekager. Hun stillede dem på bordet og smilede tilfreds. Wataru tog straks en af pandekagerne og spiste af den.

”Det smager godt,” sagde han så. Hannah og jeg stirrede straks på hinanden, rykkede en lille smule væk fra Kekirie, imens vi holdt vejret. Wataru så mærkeligt på os.

”Wataru, det var rart at kende dig. Du har lige dødsdømt dig selv,” mumlede jeg og sukkede opgivende. Wataru så på Kekirie, uden at sige noget.

”Du skal edderpokme ikke bare stjæle mine pandekager, Wataru! Eller prøve at komme i lag med min lillesøster!” skreg Kekirie imens hun kastede ting efter Wataru. De ting, hun nu kunne få fat i.

”Burde vi stoppe hende?” spurgte Hannah lavt og flygtede hen ved siden af mig, idet hun skubbede Ryosuke væk. Ja, hun skubbede ham væk.

”Ja, det burde vi,” mumlede jeg og spiste videre.

”Men Wataru skal nok selv lære, at man ikke skal stjæle mad fra Kekirie,” mumlede Hannah lavt.

”Præcist,” sagde jeg og spiste videre, idet jeg lod som ingenting.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...