Jumping, Dancing, Tumbling, Loving

Hun var rigmandsdatter, han var bandeleder af byens mest berygtede bande. Hendes drøm var, at nå sin mor i himlen, springe så højt, at hun kunne nå hende - gennem Tumbling! Han, derimod, havde ingen drømme. Det vil sige, han havde ingen drømme, indtil han gik til den samme sport som hende, blot for at få hendes opmærksomhed. Han fik en drøm. Den samme drøm. (Denne historie er 6 måneder gammel, hvis ikke mere, tilgiv mig, hvis det ikke er ligeså godt skrevet, som mine nyere historier, da jeg er blevet meget bedre med tiden).

157Likes
1127Kommentarer
19030Visninger
AA

37. Living

Jeg kunne se en skikkelse, der kom svømmende mod mig. Utroligt, jeg kunne faktisk se ham, hvordan kunne han se mig? Det var jo så mørkt. Hans lange, krøllede, lyse hår. Jeg ville smile, hvis jeg kunne.

Jeg var lige ved at glide ind i den sidste, dybe søvn, da han tog fat omkring livet på mig, og trak mig opad. Længere og længere. Gad vide hvor dybt det var? Hans greb omkring livet på mig, gjorde mig glad, han var dejlig varm. Han virkede til, at være i panik, jeg havde været længe under vandet nu.

Jeg brugte mine sidste kræfter på, at få ham til at slappe af, ved at lægge en hånd på hans skulder. Han vidste nu, at jeg stadig var i live, men ikke meget længere. Han så på mig, imens vi var på vej op, jeg syntes næsten, at jeg kunne ane et lille smil fra ham.

 

Vi kom op til overfladen, Ryosuke gispede efter vejret. Mine lunger var stadig fyldte med vand, jeg var helt væk. Jeg vidste ikke engang, om min puls stadig var der.

”Hurtigt! Få hende op!” råbte Hannah, da Kekirie tog imod mig, og trak mig op. Ryosuke steg også op af vandet, og gik hen til mig, Kekirie og Hannah. Jeg lå på maven på græsset, og Kekirie prøvede på at få vandet ud af lungerne på mig.

”Nu har jeg fået nok,” mumlede Wataru, da de tre store fyre endnu ikke havde givet op i kampen. Nu tog han det seriøst. Det kunne fyrene se, blikket i Watarus øjne gjorde dem bange, selvom de var ældre og større end han var. Fyrene bakkede lidt bagud, væk fra Wataru og os.

”Kom gutter, de er ikke værd at spille sin tid på,” sagde en af fyrene, med sit ansigt fyldt med blå mærker. Wataru grinede lavt af dem, da de flygtede. Han stoppede så med at grine, og løb straks over til os.

”Hun skal have mund-til-mund,” mumlede Hannah.

”Jeg gør det!” udbrød Wataru og Ryosuke i munden på hinanden. De stirrede så ondt på hinanden. Kekirie rystede på hovedet.

”I får ikke lov til at gøre det mod min lillesøster!” udbrød Kekirie. Wataru og Ryosuke så på hinanden, derefter på Kekirie igen.

”Hvem skal så give hende mund-til-mund?” mumlede Wataru lavt. Kekirie tænkte lidt, men smilede så stort.

 

Jeg kunne mærke en varme løbe gennem min krop. Mit blod cirkulerede rundt, endnu engang. Min puls bankede, ligesom mit hjerte. Jeg slog straks mine øjne op, satte mig op, og hostede noget vand op, imens jeg gispede efter vejret.

Da jeg endelig var færdig med at hoste, opdagede jeg, at Wataru og Ryosuke sad overfor mig, med armene over kors, lidt irriterede. Jeg hævede et øjenbryn lidt, og så på Kekirie og Hannah som var overlykkelige.

”Hvem? Hvad?” mumlede jeg, da mine læber brændte en lille smule. Hvem havde givet mig mund-til-mund? Kekirie og Hannah pegede på Yuta, som sad et lille stykke væk og så på mig.  

Yuta?” mumlede jeg lavt. Hvorfor lige Yuta?

”Han er den eneste vi stolede på, og som vi troede, faktisk kunne finde ud af det,” sagde Hannah. Jeg så på Yuta og smilede så til ham.

”Mange tak, Yuta. Du har reddet mit liv,” sagde jeg venligt til ham. Han smilede tilbage til mig. Wataru og Ryosuke sad stadig, med armene over kors.

”Her, tag den her over dig,” sagde Yuta og lagde sin jakke over mine skuldre. Kekirie og Hannah begyndte at fnise, imens de så på Wataru og Ryosuke, som nærmest skød laserstråler ud af deres øjne, efter Yuta.

”Det ser ud til, at de har fået endnu en rival,” hviskede Kekirie til Hannah, som grinede.

”Det skal nok blive interessant, især fordi Ryosuke er bagud med et kys, i forhold til de to andre,” hviskede Hannah, og gik så over til mig, så på mig og Wataru.

”Hvor vover I, at bare tage ud midt om natten! Er I overhovedet klar over, hvor mange lindeklædte insekter, bifile slanger, handicappede fugle og asociale voldtægtsmænd man kan blive dræbt af?! Og så for ikke at tale om, at du var ved at drukne,” udbrød Hannah vredt. Så begyndte hendes prædiken, med mange, uforståelige ord. Hendes prædiken gav slet ingen mening, overhovedet.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...