Jumping, Dancing, Tumbling, Loving

Hun var rigmandsdatter, han var bandeleder af byens mest berygtede bande. Hendes drøm var, at nå sin mor i himlen, springe så højt, at hun kunne nå hende - gennem Tumbling! Han, derimod, havde ingen drømme. Det vil sige, han havde ingen drømme, indtil han gik til den samme sport som hende, blot for at få hendes opmærksomhed. Han fik en drøm. Den samme drøm. (Denne historie er 6 måneder gammel, hvis ikke mere, tilgiv mig, hvis det ikke er ligeså godt skrevet, som mine nyere historier, da jeg er blevet meget bedre med tiden).

157Likes
1127Kommentarer
19022Visninger
AA

35. Kissing?

”Hvad skal vi udenfor?” spurgte jeg, da vi lige var trådt ud af hytten. Wataru tyssede på mig. Jeg så omkring os, her var helt mørklagt. Det eneste lys der var, var nattevagterne som gik rundt og sørgede for, at alle sov.

”Den her vej!” sagde han hurtigt, da en nattevagt nærmede sig. Jeg overvejede lidt at larme, så nattevagten opdagede os, og vi blev smidt i seng. Jeg var så træt! Vi gik gennem en hel del træer, indtil vi kunne se himlen. Den skyfri, stjerneklare himmel. Vi stoppede op ved en stor, smuk sø, hvor alle stjernerne blev spejlet i. Det var endda fuldmåne, det var utrolig smukt.

”Hvor er det flot,” sagde jeg forbavset og stod med munden lidt åben. Wataru satte sig ned på en bænk, lige ved søen og så på månen.

”Tja, nu er Solen jo gået ned, så vi kunne ikke se solnedgangen sammen, men månen er da også meget flot,” sagde han og hentydede til, at jeg skulle komme og sætte mig ved siden af ham. Jeg tøvede lidt, men satte mig så ved siden af ham. Det var nu egentlig rimelig overraskende, at Wataru ville være sådan et romantisk sted med mig. Jeg troede ikke, at han var den store romantiker, og alligevel vidste jeg ikke, om jeg kunne li' Wataru eller Ryosuke. De tvang mig jo nærmest til at vælge, når jeg var alene med dem. Ville et enkelt kys mon forsegle mit valg?

Jeg kunne mærke, at jeg var ved at blive en lille smule træt, det var jo midt om natten. Jeg holdt et gab tilbage, og mærkede at Wataru forsigtigt lagde en arm omkring mine skuldre. Jeg smilede en lille smule, og lænede mig lidt ind imod ham, imens vi så på månen.

”Hvad mente Lena med, at din mor er et bevis på at du er god til Tumbling?” spurgte Wataru pludselig, ud af det blå. Jeg tøvede lidt med at fortælle det, men gjorde det så.

”Min mor vandt Tumbling i De Olympiske Lege fem gange i træk, dengang hun gik til det,” sagde jeg og smilede en lille smule.

”Jeg vil så gerne være ligesom hende, jeg er så stolt over, at være hendes datter,” forklarede jeg. Wataru smilede lidt.

”Rin, må jeg gerne møde din mor en dag?” spurgte Wataru. Jeg blev stille i nogle sekunder. Min mor... Var lidt besværlig

at møde, hun var jo ikke på Jorden længere. Jeg nikkede så kort. ”Ja, det må du gerne, en dag,” mumlede jeg lavt. Han vidste jo ikke, at min mor var blevet dræbt.

 

Noget fangede mit blik; to svaner svømmede rundt på søen, og mødtes midt på den, i månens spejling. Deres halse dannede et hjerte. Det var så kært. Mit hjerte begyndte at slå lidt hårdere. Wataru kørte pludselig sin hånd gennem mit hår, blidt, langsomt og dejligt. Jeg elskede når folk gjorde det, og så lige Wataru. Mit hjerte hamrede løs.

Jeg så på Wataru, ind i hans mørke, smukke øjne. Jeg kunne mærke mine kinder brænde. Jeg smilede en lille smule, da Wataru nærmede sig mit ansigt, med sit.

Han kyssede mig, for aller første gang. Betød det, at jeg havde taget mit valg? Hvad med Ryosuke, ham kunne jeg også li'. Alligevel, tænkte jeg ikke rigtigt på andet end Wataru, i det øjeblik.

Da vi gav slip på hinanden, efter noget tid, så vi bare hinanden dybt ind i øjnene. Mine kinder brændte kraftigt, det så ud til at Watarus gjorde det samme.

”Jeg kan virkelig godt li' dig, Rin,” sagde han og smilede en lille smule. Jeg smilede også lidt. Mine kinder ville ikke holde op med at brænde.

”Hvad tror I, i laver herude, små børn?!” råbte en stemme, da nogle barske, ældre fyre kom hen til os, de var tre. De så store ud, de havde mange muskler. Jeg gispede forskrækket. Wataru og jeg rejste os straks op.

”Hvad vil I os?” spurgte Wataru koldt, vred over at være blevet forstyrret. De var sikkert bare ude på ballade.

”Vi vil da bare have lidt sjov, din veninde ser sød ud,” sagde en af dem. Jeg blev bange, Wataru tog straks fat i fyren som sagde det, og gav ham en knytnæve lige i kinden. Fyren blev så rasende, at han slog ud omkring sig. Han ramte mig hårdt i maven, idet jeg faldt bagover. Alt gik langsomt, da jeg ventede på at ramme jorden, hårdt.

Der lød i stedet et plask, og jeg landede i søen. Den dybe, kolde, mørke sø. Det var ikke godt, slet ikke! Wataru havde travlt, imens jeg sank nedad. Jeg var bange, da jeg syntes at mine lunger blev fyldte med vand.

Det var min største svaghed af alle; jeg kunne ikke svømme.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...