Jumping, Dancing, Tumbling, Loving

Hun var rigmandsdatter, han var bandeleder af byens mest berygtede bande. Hendes drøm var, at nå sin mor i himlen, springe så højt, at hun kunne nå hende - gennem Tumbling! Han, derimod, havde ingen drømme. Det vil sige, han havde ingen drømme, indtil han gik til den samme sport som hende, blot for at få hendes opmærksomhed. Han fik en drøm. Den samme drøm. (Denne historie er 6 måneder gammel, hvis ikke mere, tilgiv mig, hvis det ikke er ligeså godt skrevet, som mine nyere historier, da jeg er blevet meget bedre med tiden).

157Likes
1127Kommentarer
19022Visninger
AA

25. Jumping

Vi slap væk! Vi havde løbet i noget tid, og jeg var lidt forpustet. Jeg så på Yuta.

”Hvad skulle jeg?” spurgte jeg. Yuta vinkede mig med sig, vi gik ind i drengenes tumblingholds opholdsrum. Alle dem fra drengenes tumblinghold var der! Alle... Også Wataru. Han vinkede med et smil til mig. Jeg vinkede kort tilbage.

”Vi har tænkt os, at stille op til den næste konkurrence,” sagde Yuta glad. Jeg talte, hvor mange de var.

”Men I er kun fem, hvis Hino ikke stiller op sammen med jer,” mumlede jeg lavt. Det betød, at de fik dårligere point, fra starten af.

”Det ved vi, men vi vil deltage alligevel,” sagde Yuta, og smilede en lille bitte smule, men kun meget lidt.

”I behøver jo ikke, kun at stille op med fem personer,” sagde en stemme så. Vi rettede os alle vores blik mod døren, hvor Ryosuke stod. Han gik lidt imod os.

”Hvad laver du her, Ryosuke?” spurgte Wataru lavt. Ryosuke så på sine hænder, og foldede dem.

”Jeg vil gerne melde mig til Tumbling,” sagde han. Jeg begyndte at smile rigtig meget. Betød det så, at han var færdig med at hænge ud med Akabane?

”Nu er I seks personer, så skal I nok klare det!” sagde jeg opmuntrende. Yuta nikkede og smilede til mig.

”Men nu skal vi jo til at lære Ryosuke det hele,” mumlede Wataru, som først nu var ved at sætte sig ordentligt ind i det. Det måtte de så gøre. Ryosuke stod og smilede varmt til mig, det kildede i min mave. Hvorfor lige dem begge?!

 

”Okay, piger! Er I klar?! Vi skal være med til konkurrencen om en uge!” sagde Shoko til træningen den dag. Der var kun en uge til, at der var konkurrence. Det var den samme konkurrence, som drengene ville være med til.

”Okay, Ryosuke! Nu skal du se! Der skal meget træning til, før du bliver ligeså god som mig, bare så du ved det,” sagde Wataru, stolt over at kunne lave en baglæns salto. Ryosuke stod med armene over kors.

”Jeg bryder mig ikke om, at have de her træningsbukser på, de er alt for stramme, især foran,” mumlede Ryosuke, og hentydede til de stramme, sorte gamacher som de trænede i, til den hvide T-Shirt, hvor deres navne stod på.

”Nu skal du bare se!” sagde Wataru og lavede en baglæns salto, på Tumbling måtten, som de lånte. Han landede lidt ustabilt, men faldt ikke! Jeg kunne ikke lade være med at smile, jeg smugkiggede engang imellem, selvom jeg trænede med mit hold.

”Prøv du nu, Ryosuke,” sagde Wataru, ”Du skal fokusere på dine ben, ellers falder du,” forklarede Wataru, som nu mente, at han var ekspert indenfor det område.

Ryosuke stillede sig ind på måtten, hele drengeholdet så på, de skulle jo alle sammen hjælpe ham med, at træne. Han satte af, og sprang. Jeg måbede, bare en lille smule, da han lavede en perfekt baglæns salto. Det var hans første gang!

Han var et naturtalent! Hans landing var perfekt!

”Sådan her?” spurgte Ryosuke og grinede en lille smule. Wataru blev lidt sur, og rystede så på hovedet af den perfekte salto.

”Sådan her!” sagde Wataru, og gik ind på måtten. Lige da han skulle til at springe, faldt han, da hans fod sad fast i et hul, som måtten havde fået, da den var blevet slidt for meget. Det var nogle gamle måtter, som drengeholdet brugte, fordi de ikke havde nogen sponsorer. Vi havde Shoko, vores lærer. Kaneko, en anden fra drengeholdet, ham med briller og karseklippet hår, begyndte at grine lidt af Wataru. Det skulle han ikke have gjort. Wataru rejste sig straks op, og løb efter Kaneko. Det så desværre ud til, at Wataru stadig var lidt voldelig.

”Piger, vi skal finde ud af, hvem der skal være med i konkurrencen om en uge!” sagde Shoko. Det fangede straks min opmærksomhed, og jeg glemte alt om drengene, i et kort øjeblik. Jeg ville så gerne optræde! Jeg ville springe højt, så højt, at min mor kunne se mig fra himlen.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...