Jumping, Dancing, Tumbling, Loving

Hun var rigmandsdatter, han var bandeleder af byens mest berygtede bande. Hendes drøm var, at nå sin mor i himlen, springe så højt, at hun kunne nå hende - gennem Tumbling! Han, derimod, havde ingen drømme. Det vil sige, han havde ingen drømme, indtil han gik til den samme sport som hende, blot for at få hendes opmærksomhed. Han fik en drøm. Den samme drøm. (Denne historie er 6 måneder gammel, hvis ikke mere, tilgiv mig, hvis det ikke er ligeså godt skrevet, som mine nyere historier, da jeg er blevet meget bedre med tiden).

157Likes
1127Kommentarer
19028Visninger
AA

34. Hitting

Jeg var ikke i stand til at finde Mizusawa, så jeg var så bekymret hele aftenen! Solen var gået ned, det var mørkt, og vi var på vej i seng. Jeg lå nede i den ene ende af vores hytte, sammen med Kekirie og Hannah. Jeg skulle til at klæde om til nattøj, og Kekirie og Hannah prøvede at finde en måde, så drengene ikke så noget. De havde allerede skiftet, før drengene kom ind.

”Jeg er sådan set lidt ligeglad med, om de ser noget, de er jo mine venner,” mumlede jeg lavt.

”Jeg er ikke ligeglad med det!” udbrød Kekirie, ”De har ikke fået min tilladelse!” Hun viftede vildt med armene. Jeg sukkede lidt opgivende. Wataru og Ryosuke sad omme bag deres senge, som var ved siden af min, hvor jeg sad. De smugkiggede over deres sengekanter. Jeg så kort på dem.

”Måske jeg skulle finde et sted at skifte alligevel,” mumlede jeg og tog mit nattøj med mig.

”God idé, søster!” sagde Kekirie og sendte onde blikke til Wataru og Ryosuke, som stirrede koldt tilbage.

 

Da jeg kom tilbage til hytten, omklædt, havde drengene i gang med et krisemøde. Jeg vidste ikke hvad det handlede om, det var lige startet. Ingen af dem så specielt glade ud. Mizusawa var endnu ikke kommet.

”Der er noget, vi skal have sat på plads,” sagde Yuta lavt. Kekirie og Hannah sad ovre på deres senge og lyttede, de var jo ikke med på holdet, så de havde ikke noget med det at gøre. Det havde jeg heller ikke, men alligevel skulle jeg også være med.

”Jeg føler slet ikke, at jeg kan se rigtigt på ham,” sagde Satoshi, som egentlig plejede at være den mest fornuftige på holdet. Ikke alligevel, åbenbart.

”Det giver mig kuldegysninger, at være i nærheden af ham nu,” sagde Kaneko. Alle på holdet havde noget at sige om det. Hino var først lige kommet, så han anede ikke hvad vi snakkede om. Det var nok også bedst.

Alle sagde noget om Mizusawa, som jeg ikke brød mig om. De så på ham, på en helt anden måde, fordi han var en lille smule anderledes? Den eneste der ikke sagde noget, var Kiyama. Det var nok også ham, som det var gået hårdest ud over, af dem der var i hytten.

”Jeg synes, at han er rimelig modbydelig,” sagde Ryosuke og lænede sig tilbage på sin seng, som han sad på. Jeg kunne mærke noget, der rasede i mig, det var ikke noget godt tegn. Der gik kun nogle få sekunder, indtil der lød en højlydt klask. Ryosuke havde pludselig et rødt håndaftryk på sin ene kind. Alle stirrede overraskende på mig. Jeg havde lige stikket Ryosuke en lussing.

”I er modbydelige. Alle sammen,” sagde jeg lavt, med tårer i øjnene. Jeg så rundt på dem.

”Der er intet galt med Mizusawa, der er noget galt med jer. Hvis I tror, at man er unormal, bare fordi man er sådan, så tager I fejl! Man bestemmer ikke selv, hvem man forelsker sig I!” udbrød jeg af raseri. Kekirie kom farende og tog fat omkring mine arme, ellers havde jeg nok slået en af drengene omkring mig, den nærmeste, som var Yuta. Hannah kom og hjalp Kekirie, og trak mig hen til min seng. Ryosuke var stadig lidt chokeret over, at jeg havde slået ham.

”Tag jer lige lidt sammen, han er den samme som han plejer, og nu ser I på ham, på den måde? Det kan I ikke tillade jer,” sagde Hannah til drengene. Der blev stilhed, da Mizusawa trådte ind. Han så ikke på nogen, han gik bare over mod sin seng. Mødet var ovre. Ingen sagde noget resten af aftenen.

 

”Rin, kan jeg lige snakke med dig?” hviskede Wataru, da jeg prøvede at sove. Jeg satte mig op i min seng og så på ham, som stod ved siden af min seng.

”Hvad vil du?” hviskede jeg til ham. Han smilede og rakte mig en hånd, jeg tog den, og vi listede os forsigtigt, lysløst, forbi de sovende holdkammerater, og Kekirie og Hannah.

”Det er en overraskelse,” fortalte han, helt lavt. Jeg var en lille smule utryg ved det, men det var Wataru, det skulle nok gå godt. Jeg nikkede kort til ham, og gik så med udenfor.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...