Jumping, Dancing, Tumbling, Loving

Hun var rigmandsdatter, han var bandeleder af byens mest berygtede bande. Hendes drøm var, at nå sin mor i himlen, springe så højt, at hun kunne nå hende - gennem Tumbling! Han, derimod, havde ingen drømme. Det vil sige, han havde ingen drømme, indtil han gik til den samme sport som hende, blot for at få hendes opmærksomhed. Han fik en drøm. Den samme drøm. (Denne historie er 6 måneder gammel, hvis ikke mere, tilgiv mig, hvis det ikke er ligeså godt skrevet, som mine nyere historier, da jeg er blevet meget bedre med tiden).

157Likes
1127Kommentarer
19034Visninger
AA

21. Dying?!

Der lød et blidt bump, da Wataru faldt til den hårde jord. Der var en tung stilhed omkring os. Ingen sagde ét ord. Ingen trak vejret i de sekunder. Der var så stille, at man ville kunne høre en knappenål falde til jorden. Mit hjerte slog så hurtigt, at jeg troede det ville eksplodere ud af brystet på mig. Mine øjne hvilede på Watarus lukkede øjne i de sekunder, hvor der var komplet stilhed. Jeg trak vejret normalt, men pludselig trak jeg det hurtigere og hurtigere, i takt med at tårerne kom frem. Jeg lagde forsigtigt min ene hånd på Watarus venstre kind, imens jeg bad ham om at åbne sine øjne.

”Wataru!!” skreg jeg, af mine lungers fulde kræft! Manden med jernrøret smed det forskrækket fra sig. Det var sært, folk spøgte sådan med døden, med at de sagtens turde slå folk ihjel. Når det så skete, så blev de så bange, løb væk fra døden, frygtede den.

De skumle mænd løb, præcist som jeg havde forudset. De gav slip på Ryosuke, skubbede ham endda over mod os. Han løb straks hen til Wataru og mig. Jeg kunne ikke fjerne blikket fra den rødhårede dreng foran mig. Han bevægede sig ikke.

”Wataru, åben dine øjne! Kom nu, åben dem!” græd jeg og klappede ham helt blidt på sine kinder. Jeg græd så meget, at mine kinder strammede, og jeg næsten smilede, selvom jeg ikke kunne stoppe mine tårer.

”Wataru, vågn op!” råbte Ryosuke, som også selv var kommet til skade. Jeg holdt mig for øjnene, ville bare væk derfra. Det hele var min skyld. Kun min skyld!

”Ryosuke, ring til ambulancen, hurtigt!” græd jeg. Ryosuke nikkede straks og fandt sin mobil frem. Det sidste jeg huskede om det sted var, at jeg hørte ambulancesirenerne, og jeg kunne lugte Watarus blod.

 

Jeg sad og rystede. Jeg kunne ikke sidde stille, selvom jeg virkelig prøvede. Ryosuke sad i den samme sofa som mig, med en arm omkring mig. Vi sad i ventestuen på hospitalet. Jeg sad med foldede hænder og lukkede øjne.

”Hvorfor gjorde han det dog?” hviskede jeg stille, og frygtede, at det samme skulle ske, som der var sket med Sho. Jeg tog mig til hovedet.

”Det hele er som dengang... Hvorfor oplever jeg det hele igen?!” udbrød jeg med mine øjne, fyldt af tårer. Ryosuke prøvede at trøste mig, så meget han kunne, men han kunne heller ikke holde tårerne tilbage, Wataru var jo trods alt hans bedste ven og boss. Ryosukes sår i ansigtet var blevet behandlet, han sad med nogle få plastrer i ansigtet.

Endnu engang, foldede jeg mine hænder, lukkede mine øjne, og bad til Gud. Jeg kunne blot håbe, at min bøn blev hørt.

Mor i himlen, hør min bøn!

”Jeg har jo sagt, at jeg ikke vil indlægges!” sagde en stemme fra den anden ende af gangen pludselig. Jeg kendte den stemme! Den fik mig straks til at rejse mig op og se på ham.

”Jamen bare én nat, for at være sikre!” sagde en sygeplejerske, men han ignorerede det og gik videre. Han kom gående imod mig og Ryosuke med et lille smil.

”Ey!” sagde han og vinkede. Ryosuke rejste sig op, vi stod bare og så på ham med overraskende øjne. Han havde forbinding omkring sit hoved, som et pandebånd.

”Wataru,” hviskede jeg lavt, og fik endnu flere tårer i øjnene. Jeg løb straks hen, og omfavnede ham fast. Wataru lagde sine arme omkring mig imens han grinede lidt.

”Jeg sagde det jo, jeg er udødelig,” sagde han trøstende.

”Din store idiot,” sagde Ryosuke med tårer i øjnene og omfavnede Wataru og mig. Jeg smilede glad. Endelig. Det var overstået. Mit mareridt. Men hvad så nu? Skulle Ryosuke tilbage til Akabane, eller tog Wataru også tilbage til banden?

Wataru var stadig Kara Gangs leder.

”Hvad gør du så nu, Ryosuke?” spurgte jeg lavt, lidt bekymret for, at han skulle gå tilbage til bandelivet. Ryosuke trak lidt på skuldrene, han opdagede mit bekymrede blik, og han smilede varm til mig, og lagde en hånd på mit hoved. Jeg følte mig allerede mere tryg blandt dem, der fik mit hjerte til at slå.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...