Jumping, Dancing, Tumbling, Loving

Hun var rigmandsdatter, han var bandeleder af byens mest berygtede bande. Hendes drøm var, at nå sin mor i himlen, springe så højt, at hun kunne nå hende - gennem Tumbling! Han, derimod, havde ingen drømme. Det vil sige, han havde ingen drømme, indtil han gik til den samme sport som hende, blot for at få hendes opmærksomhed. Han fik en drøm. Den samme drøm. (Denne historie er 6 måneder gammel, hvis ikke mere, tilgiv mig, hvis det ikke er ligeså godt skrevet, som mine nyere historier, da jeg er blevet meget bedre med tiden).

157Likes
1127Kommentarer
19025Visninger
AA

36. Drowning

Jeg blev kold. Det blev mørkt. Jeg kunne intet se længere, jeg kunne næsten intet mærke. Jeg kunne ikke trække vejret, vandet blev suget ind i mine lunger. Jeg sank, dybere og dybere ned. Havde den sø mon overhovedet en bund? Jeg græd, men man kunne ikke se det. Mine tårer blev opløst i vandet.

 

”Wataru! Hvad sker der?!” udbrød Ryosuke, da han kom løbende sammen med Kekirie og Hannah. De kom Wataru til undsætning. Han havde allerede nogle blodige mærker i ansigtet fra slagsmålet.

”Ryosuke, der er ikke tid til at forklare! Spring i vandet!” råbte Wataru til Ryosuke, som så mærkeligt på ham.

”Er du rigtig klog?! Det er iskoldt!” sagde Ryosuke. Kekirie så omkring sig, lidt i panik.

”Hvor er Rin?!” udbrød Kekirie bange. Wataru så på Ryosuke med alvorlige øjne, imens han undvigede et slag fra en af de barske fyre.

”Rin er faldet i vandet!” råbte Wataru, ”Du er den bedste svømmer, Ryosuke!” Han slog en af fyrene i hårdt i maven.

”Er Rin i vandet?! Det skulle du bare have sagt!” udbrød Ryosuke og tog straks sin trøje af, for at springe i vandet. Kekirie panikkede.

”Rin kan ikke svømme!” udbrød hun og løb over til vandkanten og så ned i det mørke vand.

”Det er helt sort! Man kan slet ikke se noget dernede!” råbte hun til Ryosuke, som gjorde klar til et spring.

”Kekirie, kom lige og hjælp her!” råbte Hannah som prøvede på at slås mod de tre fyre med Wataru. Wataru var ikke speciel seriøs, hvad det angik at slås. Han tog ikke fyrene seriøst, han gav ikke alt hvad han havde. Han vidste godt, at jeg ikke kunne li' vold.

”Man kan slet ikke se noget!” udbrød Ryosuke, som allerede havde prøvet at dykke ned i vandet, ”Det er helt sort!”

”Du bliver nødt til at prøve, Ryosuke! Det er Rin!” råbte Wataru. Ryosuke vidste godt, at jeg betød meget for Wataru, men han gjorde det ikke for Wataru, han gjorde det for ham selv.

 

Hvordan mon døden føltes? Det var det eneste der strejfede mig, imens det begyndte at tåge for mine øjne. Jeg kunne kun ane lyset fra månen på det tidspunkt. Jeg ville så gerne blive ligeså god til Tumbling, som min mor havde været.

Hun var den eneste, som nogen sinde havde fået tyve point ud af tyve mulige. Det var næsten umuligt at få. Jeg ville være ligesom min mor, springe så højt, at jeg næsten ville kunne nå hende i himlen.

Der kom de sidste luftbobler ud af mine lunger, jeg lå helt stille, jeg kunne ikke bevæge mig længere, kun se, imens det hele blev mørkt. Nu skulle jeg idet mindste ikke tage det svære valg mellem Ryosuke og Wataru. Det gjorde mig dog ked af det, at jeg ikke kunne være sammen med dem længere, vi havde haft det så sjovt sammen. Imens mit liv passerede for øjnene af mig, var det de stunder sammen med mine nye venner, der var de rareste.

 

”Hvad er der sket, min pige?” sagde en stemme, da jeg kunne ane en person, jeg havde savnet så ubeskriveligt meget.

Mor? Hvorfor kunne jeg høre hende? Hun var jo død. Selvom jeg prøvede at sige noget, så kunne jeg ikke. Jeg følte mig stadig helt kvalt, uden luft.

”Jeg ved ikke rigtigt, hvad du har gang i, men du er altså ikke klar til at komme hertil endnu, min datter,” sagde min mors stemme imens hun grinede sødt til mig, som hun plejede at gøre. Jeg kunne jo intet gøre. Var jeg ved at dø?

”Folk bekymrer sig om dig, Rin, det må du ikke glemme. Hvis du dør nu, så er du selvisk. Meget endda. Det er sjovt, hvordan én person kan ændre så mange andre personer, ikke?” forklarede hun, min mor. Lucy. Forandre andre? Hvem havde jeg forandret?

”Der kommer flere endnu, Rin. Bare vent, det er ikke forbi,” sagde Lucy. ”Lad os kaste lidt lys over situationen, for Ryosuke. Skal vi?” Jeg kunne mærke at hun smilede varmt til mig. Ryosuke?

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...