Jumping, Dancing, Tumbling, Loving

Hun var rigmandsdatter, han var bandeleder af byens mest berygtede bande. Hendes drøm var, at nå sin mor i himlen, springe så højt, at hun kunne nå hende - gennem Tumbling! Han, derimod, havde ingen drømme. Det vil sige, han havde ingen drømme, indtil han gik til den samme sport som hende, blot for at få hendes opmærksomhed. Han fik en drøm. Den samme drøm. (Denne historie er 6 måneder gammel, hvis ikke mere, tilgiv mig, hvis det ikke er ligeså godt skrevet, som mine nyere historier, da jeg er blevet meget bedre med tiden).

157Likes
1127Kommentarer
19030Visninger
AA

56. Drooling

”De næste er Karasumori High School, drengeholdet!” blev der sagt af speakeren, i højtalerne. Der var en lille smule stille. Hele publikummet kiggede omkring sig, der var ikke nogen at se. Navnet blev sagt igen, der blev hvisket blandt tilskuerpladserne og dommerpanelet.

 

”Skynd jer nu!” udbrød jeg, da drengene først lige havde fået skiftet til deres dragter. De løb straks af sted. Jeg fulgte roligt efter, sammen med Kekirie og Hannah. Vi gik langt bag dem, imens de løb.

”Snart er det hele forbi,” mumlede Kekirie lavt. Jeg nikkede kort uden at udtrykke én trist mine.

”Jeg vil helt klart ikke glemme nogen af dem,” sagde jeg, imens vi gik videre, efter de andre, som nu havde trådt ind på tumblingmåtten. Der blev endnu engang stille, men der begyndte endnu en hvisken, angående de to yankeer, som de havde på holdet; Wataru og Ryosuke.

Yuta gjorde tegn til, at de var klar, hvorefter de gik ud på tumblingmåtten. Alle blandt publikum betragtede dem meget nøje. De kunne ikke acceptere, at der var yankeer på et tumblinghold.

Musikken begyndte, og drengenes kroppe bevægede sig smukt, i takt til musikken. Lidenskabeligt, som det bør være. Deres hop og spring var perfekte, og fuldstændig symmetriske. Jeg smilede stort, de havde lært så meget, på så kort tid!

Det var ti korte, men meget behagelige og smukke minutter. Jeg så op på pointtavlen. Førstepladsen havde 18,750 point, imens andenpladsen havde 17,500 point. De skulle altså få mere end 17,500 for at kunne komme videre til næste konkurrence. Musikken stoppede, og alle ventede spændt på, at de skulle få deres point. Jeg tror, jeg var en af dem, der var mest spændt af os alle, på nær Yuta.

”Karasumori High Schools drengeholdet, får...” sagde en af dommerne, og alle rettede deres blikke mod pointtavlen i stilhed af spænding. Jeg krydsede fingre. De skulle bare slå andenpladsen, så kom de med videre! Mit hjerte slog hårdt, jeg kunne ikke vente mere.

”17,750 point,” sagde dommeren. Vi så alle sammen på hinanden med store øjne, de havde slået andenpladsen! De kom videre! Drengene jublede så meget, at de omfavnede hinanden, og lavede endda bunke ovenpå Yuta, deres holdkaptajn. Jeg grinede meget. Kekirie prikkede straks til mig.

”Skal du få dig klædt om, Rin?” spurgte hun og smilede. Jeg nikkede og smilede tilbage til hende. Hannah gik også med, mest fordi hun ville være en bodyguard, så Akabane ikke kom tilbage igen.

 

”Jeg håber du kan passe den,” mumlede Kekirie, da jeg var ved at få min dragt på. Jeg havde aldrig prøvet den før, det var min mors dragt.

”Det håber jeg også, ellers har jeg et stort problem!” sagde jeg. Hannah begyndte at sætte mit hår, krøllede det og satte det op i to rottehaler.

”Den passer dig perfekt,” sagde Kekirie. Jeg så på mig selv i spejlet og smilede stort. Min mors tumblingdragt klædte mig faktisk. Den var hvid og lyserød, med kirsebærblomster på.

”Gå nu ud og vis dem, hvordan man gør, Rin!” sagde Hannah, og gav mig min ribbon. Jeg nikkede og smilede, hvorefter jeg drejede om på foden og begyndte at gå ud af omklædningsrummet, på vej tilbage til salen.

 

”Der er drengene,” sagde Kekirie, da drengene kom gående imod os. De var stadig helt oppe i skyerne af glæde over, at de var kommet på andenpladsen. De fik straks øje på os, Wataru og Ryosuke stoppede op, og af ren refleks, så stod de med munden åben, imens de bare stirrede. Kiyama lukkede munden på dem. Jeg takkede ham.

”Held og lykke, Rin,” sagde Yuta og smilede. Jeg smilede tilbage og nikkede. De andre på holdet ønskede mig også held og lykke.

Så lød det endelig fra højtalerne; ”Den næste konkurrent er; Karorin True Godwin, fra Karasumori High School.” Jeg gik ud i salen, med alle lysene rettet mod mig. Jeg kunne mærke mit hjerte hamre løs, så var det endelig tid. Alle troede på mig.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...