Jumping, Dancing, Tumbling, Loving

Hun var rigmandsdatter, han var bandeleder af byens mest berygtede bande. Hendes drøm var, at nå sin mor i himlen, springe så højt, at hun kunne nå hende - gennem Tumbling! Han, derimod, havde ingen drømme. Det vil sige, han havde ingen drømme, indtil han gik til den samme sport som hende, blot for at få hendes opmærksomhed. Han fik en drøm. Den samme drøm. (Denne historie er 6 måneder gammel, hvis ikke mere, tilgiv mig, hvis det ikke er ligeså godt skrevet, som mine nyere historier, da jeg er blevet meget bedre med tiden).

157Likes
1127Kommentarer
19017Visninger
AA

53. Calling

Der var stadig en halvtimes tid, før drengene skulle optræde. Der var så mange hold! For hver gang et nyt hold havde optrådt, gik deres selvværd ned.

”En halv time endnu,” mumlede Wataru lavt. Fyldt med spænding. Han var nok den eneste, som kunne tage det nogen lunde roligt.

”Har Rin ikke været lige lovligt længe væk?” spurgte Ryosuke så. Alle så på hinanden, derefter på Ryosuke. Det var rigtigt nok.

”Så lang tid kan det ikke tage at få en dragt på, jeg henter hende,” sagde Wataru, men Kekirie stoppede ham straks.

”Du skal ikke gå ind i omklædningsrummet, imens Rin hun klæder om, fister!” sagde min storesøster truende.

”Det har taget hende længe nu, omkring tyve minutter. Vi må da lige se, om hun sidder fast i en knagerække eller noget,” sagde Hannah.

Der var en stilhed om, hvorvidt de skulle vente, eller gå. Pludselig ringede Watarus mobil så. Den lå i hans jakkelomme.

”Ah, vent lige lidt,” sagde han og tog sin mobil frem. Han så lidt på displayet. Den der ringede... Han tog den så.

”Hvad vil du mig, Akabane?” sagde han koldt. Akabane begyndte at grine lavt, koldt til Wataru.

”Hvad er vigtigst for jer? Jeres lille veninde, eller en åndssvag konkurrence om en latterlig pigesport?” sagde Akabane, idet han tog fat i mit hår, stramt. Jeg skreg kort af smerte, jeg havde virkelig ømme hårrødder.

”Rin!” udbrød Wataru straks. Han knyttede sine næver og knurrede koldt af Akabane, som bare grinede. Han havde det nok sjovt ved at pine mig og mine venner, imens tårerne trillede ned ad mine kinder.

”Wataru, I skal ikke komme!” skreg jeg bare. ”Du lovede at du ikke ville gøre dem noget, Akabane!” Jeg så på Akabane, som bare var ligeglad.

”Det kan jeg bestemt ikke huske, at jeg har lovet,” sagde Akabane, ligeglad med min smerte, og mine venners liv.

”Nå, hvad bliver det til, Wataru? Vil du redde din lille veninde, eller skal hun dø?” sagde Akabane i telefonen, lige før han lagde på.

 

”Hvad gør vi?” spurgte Yuta lavt. Ingen sagde noget i nogle sekunder, men så kastede Wataru sin mobil ned i jorden, så den gik i tusind stykker.

”Jeg slår ham ihjel!” råbte Wataru af raseri. Han havde stadig meget højt temperament, så det ud til.

”De skal få det betalt!” sagde Kekirie og tog noget grønt toiletpapir frem. Grønt toiletpapir?! Hvad skulle det gøre godt for? Hannah joinede hende.

”Skal vi se at komme af sted?” spurgte Ryosuke, som også var klar til at give en god omgang tæv. Wataru lagde en hånd på hans skulder, og omfavnede sin bedste ven gennem to år.

”I bliver her, det er mig som Akabane er ude efter,” sagde Wataru, heltemodigt. Han gav slip på Ryosuke, som bare stod og stirrede ud i luften med store, tomme øjne. Wataru gjorde det, selvom han godt vidste, at mod Akabane og hele hans bande... Havde han ikke en chance.

”Wataru...” mumlede Ryosuke lavt, overrasket over Watarus valg.

Ryosuke var lige på randen til at græde. Wataru tog sin sportsjakke på, og begyndte så at gå, uden at se sig tilbage. Han var snart ude af synsvinkel.

Alle så straks på Yuta, som var holdkaptajn. De forventede nok, at han vidste, hvad de skulle gøre. Wataru var gået alene, mod hele Akabanes bande, og konkurrencen var om mindre end en halv time. Det var det værste tidspunkt, at det her kunne ske på.

”Hvad skal vi gøre, kaptajn?” spurgte Kiyama og lagde sine arme over kors, lidt urolig. Yuta så på ham med et alvorligt blik.

”Den eneste ting vi kan gøre, der er mindre end en halv time tilbage,” sagde Yuta bare. ”Tilgiv mig.” Han sænkede sit blik og bukkede dybt for dem alle sammen.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...